Bæstet i civilisationen

INTERVIEW. Janus Metz' "Armadillo" om danske soldater i krig er netop blevet nomineret til European Film Award Docs. Filmen, der tog hovedprisen i Semaine de la Critique på årets festival i Cannes, bliver i november vist på verdens største dokumentarfestival i Amsterdam. Per Juul Carlsen har i den anledning talt med Janus Metz til magasinet FILM#70.

Hvor lidt skal man kradse i en civilisations tykke lag fernis før de mørke urkræfter dukker op? Det var et af de grundlæggende spørgsmål for den danske instruktør Janus Metz og dokumentaren "Armadillo", der skabte voldsom debat i de danske medier.

Hvad har vi lært af "Armadillo"? Janus Metz klør sig lidt i sit rødmørkeblonde skæg og stirrer tænksomt frem for sig. "Ja, der er jo nok en lektie", smågriner han og tænker videre.

Det er der helt sikkert. Og det viser sig efterhånden, at Janus Metz har lært ikke så lidt af "Armadillo", men når den 36-årige instruktør ler ad spørgsmålet og lige må tænke sig om, er det formentlig fordi han er i tvivl om, hvor han præcist skal slå ned i det postyr, hans film skabte, da den blev præsenteret ved filmfestivalen i Cannes i år. Rygterne talte om en film, der ville ændre danskernes opfattelse af den krig i Afghanistan, der på ottende år var en fjern og sløv tv-føljeton lige før dagens vejrudsigt.

Den danske forfatter Carsten Jensen fik lov at se en tidlig version af filmen og spåede: "Efter "Armadillo" vil det ikke være muligt at se os selv som danskere på samme måde som før. Filmen er et jordskælv i nationens selvforståelse". Det var voldsomme ord – muligvis for voldsomme – men spådommen fik politikerne og meningsdannerne op af hjørnesofaerne, og selv før verdenspremieren blev filmen udsat for den besynderlige, men ikke usædvanlige disciplin, der går ud på, at politikere diskuterer en film, de ikke har set så meget som et stillbillede fra.

"Udgangspunktet var en åben nysgerrighed over for det, der foregår i Afghanistan. At undersøge hvor lidt vi egentlig skal kradse i vores civilisations fernis for at nå ned til de mørke urkræfter, som i dén grad er på spil i en krig, når man står ansigt til ansigt med døden."

Var det en likvidering?

Specielt en enkelt scene i "Armadillo" var udset til at skabe ravage. Efter at have tilbragt mere end et halvt år med at holde øje med Taleban-militsen, der opererer i det skjulte og gemmer sig bag civilbefolkningen, får en håndfuld unge danske soldater mulighed for at komme i åben kamp med fjenden, og det lykkedes dem at tilintetgøre fem Taleban-krigere.

De danske soldater smider en håndgranat og affyrer hundredvis af skud for at sikre sig at fjenden er uskadeliggjort, hvorefter de trækker et par af de sønderskudte lig frem fra en grøft. Deres reaktion er af en art, som sjældent er set før – en kombination af chok og blodrus. Hjemme på basen er humøret højt, endda ekstatisk. Flere bruger ord som 'pissefedt' og under en debriefing taler en glad soldat om 'likvideringen'.

"Måske gik soldaterne over stregen, måske ikke. Måske ved de ikke engang, hvad de selv gjorde", tilføjer Janus Metz. "For mig er det den gråzone, der vidner om det mørke, krigen fører med sig. Vi ved ikke om soldaten faktisk beskriver det, der foregik, eller om det var en fortalelse i et ophidset øjeblik."

Mens Janus Metz tænker over den lære, han vil drage af "Armadillo", kan vi komme med en hurtig konklusion. I den moderne medievirkelighed er den gamle talemåde 'det sete afhænger af øjnene, der ser' håbløst upræcis. Så snart et kamera er til stede for at forevige en begivenhed og præsentere den i et offentligt medie, bliver det hele meget kompliceret, især når begivenheden er potentielt kontroversiel. Hvad var omstændighederne? Hvilken sammenhæng indgik begivenheden i? Hvad var baggrunden? Hvilken agenda har kameraet, der filmer?

På den ene side har vi en soldat, der er uddannet til at bekæmpe en fjende og ikke til at udtrykke sig med ord, og som i sin fortumlede glæde leder efter det præcise ord – uden at finde det. På den anden side har vi nogle politikere, der har hørt, at en soldat er blevet optaget på film, mens hans siger, at han har likvideret en såret fjende i en krig, der rækker meget langt ud over det lille og fattige land, den foregår i. Der er en afgrund af betydning mellem de to opfattelser af samme situation.

Netop ordet 'likvideringen' fik modstanderne af krigen til at lugte blod. Kunne det virkelig være rigtigt, at unge danskere render rundt i Afghanistan og ignorerer Geneve-konventionens hellige bud? I det hele taget var "Armadillo" overalt i de danske medier i dagene omkring verdenspremieren den 16. maj i Cannes og igen ved danmarkspremieren den 8. juli. Alle forsvarspolitiske ordførere var klar med en kommentar, fra venstrefløjens forfærdelse over at se unge danske mænd 'blive sendt ud på en meningsløs situation' til en politiker på den ydre højrefløj, der mente at filmen stod 'som et monument over de danske soldaters heltemodige indsats i Afghanistan'.

Ikke en åbenlys politisk film

På den baggrund kan det virke ironisk, at "Armadillo" aldrig var tænkt som en film, der tog politisk part for eller imod krigen.

"Udgangspunktet var en åben nysgerrighed over for det, der foregår i Afghanistan", forklarer Janus Metz. "At undersøge hvor lidt vi egentlig skal kradse i vores civilisations fernis for at nå ned til de mørke urkræfter, som i dén grad er på spil i en krig, når man står ansigt til ansigt med døden."

Her er det måske på sin plads, at indskyde, at Metz både er et meget tænksomt og talende menneske. Instruktøren Kasper Torsting, der oprindelig fik idéen til at skabe fem dokumentarfilm om Afghanistan, herunder "Armadillo", har beskrevet ham med ordene: "Han er ikke den, der snakker højest i en gruppe, men han er helt klart den, der snakker længst". Det beskriver ikke bare Metz, men også "Armadillo" ganske fint – ikke fordi filmen er lang i spyttet, men fordi filmen ikke råber særlig højt. Den registrerer, eftertænksomt og velovervejet. Det er ikke Metz, men alle andre, der har råbt højt.

Den 36-årige instruktør gnider sig også tilfreds i skægget da han konstaterer, at filmen ikke endte i det helt store slagsmål med hverken Forsvaret eller den danske regering, men derimod i en bred vifte af reaktioner.

"Vi var ekstremt nervøse for at Forsvaret ville gøre alt for at pille filmen fra hinanden. Det er set tidligere i Danmark med Christoffer Guldbrandsens dokumentar "Den hemmelige krig". Vi havde væbnet os til et stormløb fra politisk side og fra Forsvaret, men da først man havde droppet at klippe i vores materiale, mens vi optog i Afghanistan, skete der ikke noget, formentlig fordi "Armadillo" ikke er en film, der forsøger at vælte forsvars- eller statsministeren. Det er heller ikke en film, der tager et entydigt politisk standpunkt. Og det er ikke en dokumentar, der forsøger at trække bukserne ned på nogen, der har gjort noget, de ikke skulle have gjort. Det er en analytisk film på et andet plan og derfor har folk også kunnet finde mange forskellige håndtag i den. Den trænger ned i paradokset og dilemmaet og lægger det frem for os og stiller spørgsmål. "Armadillo" har forsøgt at ruske op i den selvgode danske selvforståelse, at vi kan tage ud og redde verden med vores velfærdssamfund og andelsbevægelse og mellemfolkeligt samvirke-agtige demokrati."

En syndefaldsfortælling

Men lærte danskerne så, at de ikke kan redde verden? Janus Metz, der altså nødigt råber højt, vil gå så langt som til at hævde, at "filmen har rykket ved noget".

"Før "Armadillo" var det næsten en naturlov, at hvis man skulle høre noget om Afghanistan, skulle man spørge de hjemvendte soldater – eller hærens rådgivere. "Armadillo" har skabt et rum til nye synspunkter i Afghanistan-debatten, og danskernes holdning til krigen i Afghanistan flyttede sig efter "Armadillo". Det kan der også være andre grunde til, men jeg vælger alligevel at tro, at filmen har efterladt et sår."

Carsten Jensen spåede at filmen ville være et jordskælv og nu taler Janus Metz om et sår …?

"Ja, der er selvfølgelig forskel på et jordskælv og et sår, men hvis man forstår jordskælv som at alt bliver rystet og så skal det hele bygges om i en ny orden, så synes jeg faktisk, der har været tale om en rystelse. Måske ikke et jordskælv, men en rystelse."

Janus Metz begyndte med at være i tvivl om hvad han og danskerne havde lært af "Armadillo". Men efterhånden som han får tænkt sig om, er der ingen ende på erfaringerne. Til sidst kommer han frem til et par vigtige konklusioner om rollen som dokumentarist, for eksempel at historien altid er lige for næsen af én.

"Jeg havde en forestilling om at soldaterne ville blive meget mere påvirket af krigen. Jeg troede, filmen lå dér, og at vi ville spejle os i oplevelsen af intens kamp eller døde kammerater og tænke "det kunne have været mig". Det skete ikke. Det var som om soldaterne ikke rigtig havde nogen følelsesmæssige reaktioner på de ting, de oplevede. Det var "arbejde", noget der skulle gøres. Man jokede med hinanden. Volden blev et langt stykke ad vejen enten bagatelliseret, tabuiseret, behandlet med sort humor eller ritualiseret i form af heroiske teateragtige taler og ceremonier.

I et stykke tid gik jeg rundt og var frustreret over, at der ikke var noget der viste følelser. Det er jo følelserne, vi har brug for, når vi laver film. Men efter et stykke tid slog det mig, at det præcis var det, der var interessant. Der lå jo i virkeligheden en langt mere dybdegående, farlig, skræmmende, vidtrækkende og interessant fortælling om "den menneskelige natur". Der lå hele modbilledet til helten, Det hele Menneske, der slås i den gode sags tjeneste. Det er en syndefaldsfortælling, og dermed også en fortælling om den vold, vi benytter til at opretholde vores forestilling om den rette form for civilisation. Det er en stor og meget grundlæggende fortælling, der udfordrer hele vores kulturelle fundament.

Vrede soldater

Den sidste lektie, Janus Metz kommer i tanke om – i denne omgang – er formentlig den, der med tiden vil veje tungest hos ham selv.

"Nogen gange støder man på en fortælling, der indebærer så stort et ansvar og så tung en forpligtelse overfor temaet og materialet, at man må tilsidesætte sin beskyttertrang overfor de medvirkende. "Armadillo" ville blive et væsentligt historisk dokument og et tungt politisk indspark til en debat, der ikke kun var af stor national, men også international betydning. Der er så tunge politiske interesser på spil i forsøget på at styre billedet af krigen i Afghanistan. Det er et poleret heltebillede, vi udsættes for, hvor soldaters liv ofres i en større sags tjeneste, og måske har vi brug for det heltebillede for ikke at føle os medskyldige i et mørkt, ubærligt barbari. Det er en fortsat legitimering af krigsgrundlaget, og det er den identitetsfortælling, "Armadillo" udfordrer."

"At insistere på det upolerede billede betyder også, at man udfordrer de medvirkendes eget selvbillede i en grad, så det gør ondt. Det gennemsyn, jeg havde med soldaterne inden offentliggørelsen af filmen, er én af de værste oplevelser, jeg har haft i mit liv. Deres reaktion var ekstremt voldsom. De var vrede, kede af det og nervøse for at blive stillet for en krigsret, miste deres arbejde eller blive spyttet efter på gaden. De følte at jeg havde forrådt deres tillid. På den måde rokkede filmen ved soldaternes eget heltebillede, men den var nødt til at vise hvor kaotisk, svært og voldsomt det er at håndtere krig, og hvor primitiviserende krig på mange måder virker. Set er i hvert fald en klar lektie for mig, hvor vigtigt det har været for efterspillet omkring "Armadillo", at jeg har stået fast på min oplevelse af de ting, vi så i Afghanistan. Soldaterne har da også fået et mere nuanceret syn på sagen og en større forståelse for at filmen ser ud, som den gør. Mange af dem er i dag stolte af den.

De erfaringer tager Janus Metz med sig fra "Armadillo". Han overvejer i øjeblikket hvad hans næste filmprojekt skal være. Måske bliver det fiktion. Hans land er stadig i krig.