Og det bedste danske computerspil er …

COMPUTERSPIL. Eksperterne og den spillende danske befolkning har talt, og sidste års bedste spil kunne kåres i fredags på Bremen i København. Prisen til årets danske spil gik til indie-succesen Limbo, mens udviklerne bag det farvestrålende bogstavsunivers ABCiTY blev udnævnt til årets danske talent.

I fredags kunne københavnske PlayDead føje endnu en triumf til samlingen, da sort-hvid-platformspillet "Limbo" blev kåret til Årets Danske Spil 2010 ved Danish Game Awards. Måske ikke anledning til den helt store gevinst hos bookmakerne, da spillet har fungeret som et fyrtårn for den danske spilbranche siden udgivelsen og har tiltrukket sig uhørt mange nomineringer ved de forestående Game Developers Choice Awards i Californien. De øvrige nominerede i kategorien var "Kane & Lynch 2: Dog Days", "Max & the Magic Marker" og "Playing History".

I kategorien Årets Danske Talent faldt juryens valg på det nyligt lancerede undervisningsunivers "ABCiTY", hvor spilleren skal løse bogstavrelaterede opgaver for at frelse den truede alfabetby. Spillet gør læring til en leg og er resultatet af fire års arbejde for københavnske ABCiTY A/S. Spilfirmaet konkurrerede i kategorien med Freckle (for spillet "Youropa"), Copenhagen Game Collective (for "B.U.T.T.O.N") og Blue Carrot (for "Axe in Face").

Fakta

Det erklærede formål for Danish Game Awards er "at fejre, at pc- og konsolspil i dag er en succesfuld og seriøs underholdningsform med bred appel til både de traditionelle computerspillere og til hele familien Danmark." Prisoverrækkelsen arrangeres af Multimedieforeningen.

Aftenens helt store internationale vinder var Rockstar Games' seksløberepos "Red Dead Redemption". Spillet om den martrede og modvillige helt Jim Marstons opgør med sin fredløse fortid blev både Årets Spil, Årets Actionspil og vinder af den særlige Kritikerpris.

Både Limbo og ABCiTY er støttet af New Danish Screen - Spilordningen og ABCiTY er desuden støttet af MEDIA.

Samtlige prisvindere

  • Årets actionspil: Red Dead Redemption
  • Årets musik-/bevægelsesspil: Guitar Hero: Warriors of Rock
  • Årets shooter: Call of Duty: Black Ops
  • Årets racingspil: Gran Turismo 5
  • Årets sportsspil: FIFA 11
  • Årets strategispil: StarCraft II: Wings of Liberty
  • Årets rolle-/adventurespil: World of Warcraft: Cataclysm
  • Årets familie-/børnespil: The Sims 3
  • Årets spil: Red Dead Redemption
  • Årets danske talent: ABCiTY for ABCiTY
  • Årets danske spil: Limbo
  • DGA Prisen: Nordic Game Jam
  • Kritikerprisen: Red Dead Redemption