Sort Kaffe & Vinyl

CPH PIX. Jesper Bernt har lavet en novellefilm om singlemanden, der er kørt fast i sin lejlighed på Vesterbro. Imens passerer verden omkring ham forbi. Musikken til filmen er komponeret af Anders Mathiasen, den ene halvdel af bandet Murder, og filmen distribueres i samarbejde med pladeselskabet Playground Music, et eksempel på en alternativ og nytænkende måde at distribuere film på.

"Sort Kaffe & Vinyl" er et sorthumoristisk drama om den 39-årige musiker Jacob, der har buret sig inde med sin musik og Nescafé i sin lejlighed på Vesterbro. En dag flytter Jacobs bedste ven Søren ind, da han og kæresten har besluttet sig for at holde pause. Sørens ankomst skubber Jacob ud af enspændertilværelsen og tvinger ham til at hæve blikket fra skærmen, få snuden op af kaffekoppen og revurdere sit liv.

"Det handler om den her singlemand, som befinder sig i en parentes mellem to tilstande, mellem at være flyttet hjemmefra og at have stiftet sin egen familie. Samtidig har du nogle omgivelser, som består af benhårde karrieremennesker, der har travlt med at nå alle de ting, der står på deres udførlige tjekliste," siger Jesper Bernt.

For at illustrere forskellen mellem Jacob på den ene side og karrieremenneskerne på den anden bruger Jesper Bernt noget, som ligger de fleste nært, nemlig kaffe.

"Jacob sidder i sin lejlighed og drikker Nescafé. Så kommer du ikke længere ned af rangstigen i kaffeverdenen. Imens sidder de andre og drikker café latte på trendy caféer," siger Jesper Bernt.

Jesper Bernt er inspireret af sine omgivelser. "Sort Kaffe & Vinyl" er også navnet på en Vesterbro-café, som Jesper Bernt, der selv bor på Vesterbro, fik lov til at låne til optagelserne af sin film. Han understreger dog, at singlemanden, der er kørt fast, ikke udelukkende kan findes i storbyen.  

"Det kunne lige så vel være en landmand i udkantsdanmark, som det kunne være en musiker på Vesterbro. Det er et job, som man kan sidde og nørkle med alene. Det er først, da Jacobs ven Søren flytter ind, at der sker en udvikling," siger Jesper Bernt.

Nye distributionsmåder

Anders Mathiasen fra det folk-inspirerede band Murder har komponeret musikken til filmen, og pladeselskabet Playground Music har af den vej besluttet at være med til at distribuere filmen. Det betyder blandt andet, at filmen vil ligge på YouSees tjeneste for filmudlejning, og det giver ifølge Jesper Bernt helt nye muligheder for en film som "Sort Kaffe & Vinyl", der ikke almindeligvis ville nå ud til et bredt publikum. 

"VoD-markedet er i kraftig vækst, så selvfølgelig er jeg super glad for, at filmen bliver distribueret den vej igennem. Man er nogle gange nødt til at tænke i andre baner, når man vil have sin film ud," siger Jesper Bernt.

"Sort Kaffe & Vinyl" er støttet af Filmværkstedet og vises 21. april i Grand. Efter forestillingen vil Anders Mathiasens nye projekt, Vessel, give koncert.