Intuitionen som vejviser

INTERVIEW. Instruktør Kaspar Munk tager os med ind i de intime afkroge af ungdomslivet. Her fortæller han om sine utraditionelle arbejdsmetoder, der blandt andet kræver stærk intuition – og god tid.

"Jeg er vant til at lave film uden at have ret mange penge," fortæller instruktør Kaspar Munk nøgternt. "Og jeg ville gerne vende det ikke at have penge om til noget positivt. Når man har penge til filmproduktion, så mangler man ofte tid, men for mig var det omvendt. Jeg havde masser af tid."

Kaspar Munk har taget en pause fra det afsluttende lydarbejde på sin nye spillefilm "You and Me Forever" for at fortælle om dens utraditionelle tilblivelsesproces. Det er Kaspar Munks anden spillefilm efter den anmelderroste "Hold om mig" (2010), der bl.a. vandt den danske filmbranches Robert-pris for Bedste Børne- og Ungdomsfilm.

"You and Me Forever" handler ligesom "Hold om mig" om en håndfuld helt almindelige 16-årige forstadsunge og deres relationer. Nysgerrigt og identitetssøgende udforsker de grænsen mellem venskab og forelskelse; særlig to af pigerne kaster sig ud i eksperimenter med erotik, sex og alkohol. Og hele tiden strømmer de store følelser lige under overfladen – fra ekstatisk lykke og livsappetit til ensomhed og svigt. Hvor "Hold om mig" fortalte sin historie i et intenst, roligt tempo og med et næsten stiliseret visuelt udtryk, er "You and Me Forever" anderledes tempofyldt og livlig i både tone og fortællestil. Det ligner en modreaktion på den forrige produktion, og er det til dels også.

"Med 'You and Me …' ville jeg lave en livfuld film. Jeg synes, det var ret hårdt at lave 'Hold om mig'. Det krævede meget kontakt med de mørke sider af sindet og tilværelsen. 'Hold om mig' var en film om manglende livslyst, mens 'You and Me…' er en film, der er drevet af lysten til livet. Derfor er den mere dynamisk og pulserende på alle områder, både i stil og indhold."

You-and-Me-Forever3ny

Tid til autencitet

Der er både boblende, fnisende livsglæde, raseriudbrud, sårbarhed og frækhed, når filmens unge skuespillere folder sig ud med overbevisende impulsivitet. Det autentiske præg hænger bl.a. sammen med instruktørens arbejdsmetoder. Hvor optagelserne til "Hold om mig" var en klassisk styret proces med manuskript og nedskrevne replikker, er "You and Me Forever" skabt under langt mere improviserede forhold. Her kommer vi tilbage til det med at have tid.

"Under en traditionel produktion – som 'Hold om mig' – savner jeg ofte at have tid til at udforske de muligheder og tanker, der opstår undervejs i optagelserne, og forfølge de kreative impulser. Det kan f.eks. være visuelt eller have at gøre med spillerne og karakterernes emotionelle tilstand eller udvikling.

Så det var helt bevidst, at jeg gik i gang med at lave filmen uden at have støtte – det var ikke af nød men af lyst. En del af tanken bag projektet var at have ultimativ frihed, så jeg kunne forfølge ideer og eksperimentere med arbejdsmetoder."

Helt central var arbejdsprocessen med de unge skuespillere. De er uskolede, men for fleres vedkomne ikke ubeskrevne blade, hvad angår arbejde med film. Julie Sandra Brochorst Andersen, der spiller hovedpersonen Laura, havde også hovedrollen i "Hold om mig". Og Frederikke Dahl Hansen, der spiller den udfordrende veninde Maria, har erfaring fra både tv og film – hun har hovedrollen i Heidi Maria Faissts spillefilm "Frit Fald" (2011). "You and Me Forever" er blandt andet opstået ud fra Kaspar Munks ønske om at arbejde sammen med de to skuespillere. Han ville gerne videreudforske ungdomsuniverset med fokus på arbejdet med spillerne. Det blev indledt med tre ugers improvisationer, hvor der blev optaget en række scener, som for en stor del er at finde i den færdige film.

"Det var ikke tænkt som en pilot. Vi arbejdede ud fra situationer og konfliktstof og emotionelle grundelementer hos skuespillerne. Selvom det for mit vedkommende var en intuitiv proces drevet af fascination, var jeg meget opmærksom på at forme situationerne som scener, der fungerer dramaturgisk."

Kaspar Munk nåede et punkt, hvor han kunne se, at han enten ville knække halsen økonomisk og kunstnerisk på projektet eller måtte stoppe. Så han indgik et samarbejde med produktionsselskabet Nimbus, videreudviklede projektet med dem, skrev en storyline og fik produktionsstøtte.

"Men jeg filmede faktisk hele tiden, også mens vi søgte penge. Det var vigtigt for mig at komme hurtigt op på hesten igen efter 'Hold om mig'. Vi optog de første scener til 'You and Me Forever' midt under premierehurlumhejet på den forrige film, og det var en god følelse. Jeg ville hellere kaste mig ud i at filme med det samme frem for at sidde længe og tænke dybt over mit næste projekt."

You-and-Me-Forever4

Skabt i dialog med spillerne

I alt tog optagelserne ti uger fordelt over et halvt år. Der er ikke skrevet manuskript til "You and Me Forever", men til gengæld var den 30 sider lange storyline meget grundigt gennemarbejdet. Der var heller ingen nedskrevne replikker – de blev skabt i dialog mellem Kaspar Munk og skuespillerne, inden scenerne skulle optages.

"Det kunne lade sig gøre blandt andet fordi, de vigtige ting i scenerne sjældent sker i replikkerne, men derimod ligger i alt det usagte, der sker mellem personerne. Når man som instruktør arbejder med børn og unge, synes jeg desuden, det er vigtigt at lade dem komme til orde og bruge et sprog, de kan identificere sig med og som falder naturligt for dem."

En række af filmens scener er temmelig intime og var til tider grænseoverskridende for skuespillerne, så det var altafgørende, at Kaspar Munk formåede at skabe stor tillid og tryghed på settet. I den forbindelse var det en fordel, at filmholdet var ganske lille.

Kaspar Munk viser både i "You and Me Forever" og i sine tidligere film, at han har et særligt talent for at arbejde med børn og unge. Før sine to spillefilm lavede han tre kortfilm, der også handlede om unge. På spørgsmålet om ungdomsfilm er hans særlige specialitet, smiler Kaspar Munk: "Nej, det oplever jeg ikke. Nu har jeg – i hvert fald for en stund – fortalt, hvad jeg vil fortælle om ungdomsliv, og jeg har to nye projekter med voksne karakterer i støbeskeen. Men jeg vil da ikke udelukke, at jeg vender tilbage til ungdomsuniverset igen en dag. Der ligger rigtig meget godt emotionelt og dramatisk stof, som er identisk for både piger og drenge og alment genkendeligt, også for voksne."