"Det er jo en kærlighedshistorie, boy meets girl," siger manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson med et skævt smil om sin nye film, "Viceværten".
"Hvad er det, der kan få os til at gå ud over vores egne grænser og gøre det, vi aldrig ville gøre ellers? Det er jo kun kærligheden, som kan få os til det. 'Viceværten' er historien om et dumt svin, som bliver helet af at møde kærligheden. Kærligheden skal have en form, som gør, at han åbner, vi taler om en trojansk hest her! Og det er altså en ung pige, der kan holde kæft og er villig til at knalde."
Katrine Wiedemann, der med "Viceværten" har instrueret sin anden spillefilm, supplerer: "Det er jo en provokerende præmis, at hun er helt umælende og meget ung. Hun er en anderledes frelsende engel. Det provokerende har været udfordringen i forhold til, hvordan historien skulle udfolde sig."
Hans bløde bug
"Viceværten" handler om Per (Lars Mikkelsen), en ondsindet og snart midaldrende vicevært i et trist boligkvarter. Han er lige blevet forladt af sin kone, drikker for meget, har ondt i ryggen og nakken og bryder sig generelt ikke meget om livet eller sine omgivelser. Men en dag finder han en purung, nøgen kvinde (Julie Zangenberg) i en af de lejligheder, han holder øje med. Hun kan hverken tale eller gå, men gå i seng med Per vil hun gerne, og så begynder hans forvandling.
Hans skavanker forsvinder på mirakuløs vis, og han bliver et gladere og mere positivt menneske i takt med, at han falder for pigen og hendes umiddelbare, lyse og lystne væsen. Det begynder dog at gå skævt for det umage par, da Per låner pigen ud til først sine venner og siden løbes på dørene af de af kvarterets beboere, som også har smålidelser og sygdomme, de gerne vil kureres for.
Det er tankevækkende, ganske aparte og ikke uden skæv og sort humor.
"Historiens præmis er, at der kommer den her pige, som langsomt nedbryder hans panser og bringer ham i kontakt med sin bløde bug og dermed også gør ham sårbar," siger Kim Fupz Aakeson.
"Nu kan han pludselig rammes. Kærligheden er en kraftfuld størrelse, der også gør én sårbar, forsvarsløs. Der er en hengivelse i den. Man kan givetvis holde sig fri af mange nederlag ved at holde paraderne oppe. Til gengæld er der også noget, man ikke får."
Et mystisk væsen
Men kan man overhovedet tillade sig at portrættere kærligheden som en ung, umælende, sexglad pige? Det var et af de spørgsmål, som instruktøren og manuskriptforfatteren tumlede med, mens de arbejdede med historien og filmen.
"Vi overvejede, om hun skulle udvikle sig til et helt menneske," siger Katrine Wiedemann. "Om hun var sådan et underligt Kasper Hauser-agtigt naturfænomen, der bliver til et menneske. Men det føltes rigtigt at fastholde hende – som hun også er i Fupz’ grundidé – som et væsen, der kun spejler Per. Hele udviklingen bliver hans og ikke hendes. Det tog tid at finde ud af at fastholde det provokerende udgangspunkt, ikke at forråde det mystiske i den præmis. Mystikken i grundideen har aldrig været til at udrede helt, det har været dens største styrke, og det var det, jeg faldt for i manuskriptet. Det stiller spørgsmål, jeg knapt nok kan formulere, men jeg kan mærke, at det berører noget sandt."
Kim Fupz Aakeson forklarer, at han en dag fik ideen og besluttede sig for at udforske den i et manuskript uden at vide, hvor det ville føre ham hen. Nogle gange er det åbenlyst, hvad det er, man som forfatter har med at gøre. Andre gange må man give fortabt og erkende, at man heller ikke selv umiddelbart kan gennemskue, hvad det er, der er på færde, siger han.
Kvaliteten i kaos
Katrine Wiedemann gik med bankende hjerte i gang med optagelserne til "Viceværten" uden at vide, hvordan filmen skulle ende.
"Vi var nødt til at se, hvad materialet gjorde under optagelserne for at fornemme, hvad der var rigtigst. Det er jo rarest at vide, hvor en historie ender, når man går i gang med at optage den. Men vi kunne mærke, at slutningen fandtes inde i materialet, og vi fandt også en slutning, som føltes rigtig. Det var krævende for Lars Mikkelsen. Han tog det med godt humør, men det var en stor professionel udfordring, at man altid skulle lave to udgange på en scene – for måske endte filmen med, at han slap hende, måske endte den med, at de blev sammen. Derfor er der også et mærkeligt flakkende udtryk i hans øjne, som er meget interessant."
De krævende processer er dog også ofte de mest givende, mener Katrine Wiedemann, og hun følte sig privilegeret over at arbejde med et materiale, der var så komplekst og mystisk.
"Jeg kunne godt se kvaliteten i at være i det kaos," siger hun. "Der var en følelse af respekt og tro på projektet hele vejen igennem, også på optagelserne. Alle kunne mærke, at den her historie havde et eller andet, der var nyt og udfordrende. Det var aldrig udmattende. Det gav energi."
Kim Fupz Aakeson var mere involveret i "Viceværtens" tilblivelse, end han normalt er, når han afleverer et færdigt manuskript til en instruktør. Under optagelserne sad han ofte og skrev om aftenen. Det var en arbejdsproces, han gerne ville prøve af, og som viste sig at være både sjov og anstrengende.
"Man vil jo gerne gardere sig, når man laver film – der er så mange penge involveret. Men der ryger også noget leg og energi, når alt er pakket og klart til første optagedag. Der, hvor Katrine kommer fra, nemlig teater, prøver man skidtet af på scenen og siger: 'Det går ikke, hvad gør vi?' Det er superanvendeligt at få lov til at se, hvordan det hele former sig undervejs i processen. Det prøvede vi her … Lad mig sige det sådan her: Jeg vil ikke anbefale metoden, men den kan altså noget."
Den mindst feministiske instruktør i Skandinavien
"Viceværten" er om noget en usædvanlig og overraskende film, og den skal nok få publikum op af stolene. Et spørgsmål, man uundgåeligt sidder tilbage med efter at have set den, er om den kunne være blevet lavet af en mand, eller om det ville have virket helt forkert?
"Der ville komme nogle oplagte fortolkninger af instruktøren som en gammel gris. Det kommer man udenom med en kvinde," siger Katrine Wiedemann, og Kim Fupz Aakeson er enig.
Instruktøren understreger, at det var vigtigt for hende ikke at gå på kompromis med manuskriptforfatterens oprindelige idé og samtidig undgå at blive moraliserende i forhold til historiens præmis.
"Jeg har virkelig prøvet at følge den radikale idé, der er kommet fra Fupz: overhovedet ikke at være moraliserende over for det, at det er en liderlig ung pige. Jeg er den mindst feministiske instruktør i Skandinavien, formodentlig. Jeg synes bare, det er glimrende. Jeg har intet problem med, at de er glade for den her unge pige," siger Katrine Wiedemann og griner.
"Sådan er det bare. Sandheden er ilde hørt. Det var vigtigt ikke at være moralsk med materialet på nogen måder."
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM#75, maj 2012