Først kom "Armadillo", Janus Metz' prisbelønnede film om krigen i Afghanistan skildret fra en deling danske soldaters perspektiv. Så blev det de civiles tur i Nagieb Khajas "Mit Afghanistan", hvor ganske almindelige afghanere filmer hverdagen bag frontlinjerne via deres mobiltelefoner. Som krigsførende nation i Afghanistan har Danmark bestemt haft sin andel af instruktører, der på nært hold har udforsket krigens menneskelige omkostninger.
Nu er instruktør Jens Pedersen aktuel med serien "Tro Håb Afghanistan", der består af en række portrætter af afghanske børn, der lever deres liv på godt og ondt i krigens skygge. Fem historier om børn i Kabul, der tackler deres virkelighed med et gåpåmod, som nærmest helt tog pippet fra instruktøren, da han første gang tog til Afghanistan med en dokumentarudsendelse i tankerne.
Tro Håb Afghanistan / 5 film
Laylas melodi
Layla har ikke set sin mor i fire år. Hendes far blev dræbt i krigen, og fattigdom tvang Layla på børnehjem i Kabul. Her er hun dog glad for at være, for det betyder, at hun kan gå i skole og få lov til at spille musik, som hun elsker. Men pludselig er der bud fra landsbyen om, at moren kommer på besøg, og straks begynder Layla at overveje, om det måske er for at tage hende hjem til landsbyen for at blive gift.
Faridullahs fridag
Under de mange krige i Afghanistan er Faridullahs families hus ødelagt, og hans far har måttet låne penge, for at familien kunne overleve. Derfor arbejder den intelligente og ambitiøse Faridullah sammen med sin far på den lokale murstensfabrik, for at familien kan blive gældfri. Han er ikke bange for at byde chefen trods, når uretfærdigheder indtræffer.
Asadaghas hjerte
I 2008 blev Asadaghas forældre dræbt i familiens hjem af amerikanske soldater, der havde fået at vide, at der boede terrorister i huset. Nu er Asadagha og hans to små søstre forældre- og hjemløse. De har boet hos deres onkel, men pludselig har han ikke råd til at huse dem længere. Men der skal mere til at slå de tapre søskende ud, og heldigvis åbner farens bedste ven, Massoud, sit hjem for dem.
Machgans vilje
Machgans far er narkoman, og derfor kan han ikke arbejde og forsørge sin familie. Det er Machgan og hendes mor nødt til at gøre, selvom Machgan har en ufravigelig drøm om at komme i skole og blive lærer. Machgan synes, at det er uretfærdigt, at hun ikke skal kunne forfølge sine drømme, bare fordi hendes far er misbruger, og en dag træffer hun og moren en vigtig beslutning om fremtiden.
Walis ven
Ud over at gå i skole er Wali nødt til at tjene penge, så hans familie kan betale husleje og få mad på bordet. Han drømmer om at blive tegner, men det er svært, når det meste af tiden må gå med at tjene penge. Sammen med sin veninde drager han ud i Kabuls gader med sin vægt, for han har ikke råd til at købe tyggegummi og sælge det.
"Man har jo en forestilling om, at de her børn bare befinder sig på bunden af bunden. Jeg tænkte, at børn, der har oplevet krig og tragedier så tæt på, måtte være nedtrådte og forhutlede," fortæller Jens Pedersen.
Insisterer på et bedre liv
Hans forestilling blev hurtigt gjort til skamme, da han på en skole for gadebørn i Kabul oplevede en gruppe kompetente og fokuserede børn med et overskud, som han slet ikke kunne få til at passe med det, de havde været igennem.
"De var så behagelige at være sammen med og formåede, deres egen situation til trods, at spørge ind til, hvordan jeg havde det. De havde i den grad følsomheden rettet udad og var overhovedet ikke, som man kunne forvente, optagede af deres egen forfærdelige skæbne."
Resultatet af mødet kan ses i fem små film, der alle har et navn i titlen: "Faridullahs fridag", "Laylas melodi", "Walis ven", "Asadaghas hjerte" og "Machgans vilje". Tilsammen tegner de et billede af en flok viljestærke børn, der har mistet deres forældre eller er nødt til at forsørge deres familier ved for eksempel at lave mursten eller sælge tyggegummi til bilerne i Kabuls gader. Alligevel drømmer de alle om at tage en uddannelse og tror på muligheden for et bedre liv.
"Jeg ville fortælle historierne om disse børn, der er havnet i en urimelig situation som et produkt af den internationale intervention, som Danmark har været en del af i mere end 10 år. Men det skulle være historier, der fokuserer på børnenes evne til at finde sig en plads i verden ved selv at handle og ved at nægte at lade sig opsluge af den offerrolle, der ellers ligger lige for."
Et andet billede af Afghanistan
Jens Pedersen har instrueret og optaget filmene i samarbejde med afghanske Taj Mohammad Bakhtari, og de to har arbejdet tæt sammen med producer Jakob Gottschau og klipperen Jesper Osmund. Fælles for dem alle fire var, at "Tro Håb Afghanistan" er deres første egentlige produktion til børn. De fik derfor hjælp fra rutinerede kræfter på børnefilmområdet.
"Vi fandt blandt andet ud af, at det var vigtigt at udvikle en klar fortælling for hver hovedperson for at gøre børnepublikummet i stand til at forholde sig til deres historier," fortæller producer Jakob Gottschau.
Instruktøren supplerer: "Vi fik et råd fra Dorte Høeg Brask, filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, som blev hængende: 'Det, der er vigtigt for hovedpersonerne, er vigtigt for filmen.' Det blev styrende for udviklingen af historierne."
"Jeg håber, at vi har formået at gøre det nærværende for børn i andre dele af verden, hvordan hverdagen former sig for deres jævnaldrende i Afghanistan, et land, som de mest hører om som et sted, hvor soldater bliver slået ihjel. De her afghanske børn giver et helt andet billede. I deres ukuelighed rummer de et håb for fremtiden i landet."
"Filmene viser børn, der på trods af modgang har et perspektiv og et mål," siger Jakob Gottschau. "De er, hvad man kunne kalde Afghanistans mælkebøttebørn. De kæmper sig altid op."
Historien om "Laylas melodi" vises for et internationalt festivalpublikum på IDFA i Amsterdam. Serien er produceret af Jakob Gottscahu for Pedersen & Co.
