Nyt dansk computerspil udgivet efter turbulent fødsel

SPIL. Det danskproducerede puzzle-spil "Chronology" blev udgivet i mandags. Spillet blander japansk tegneseriestil og populær 2D-platforming. Men der skulle en konkurs, alvorlige overvejelser og en stor portion mod til at nå målet. FILMupdate har mødt manden bag spillet.

Historien om det nyudgivede puzzle adventure-spil "Chronology" er historien om op- og nedture og kunsten at lære af sine fejl.

Vi var så tilfredse med dét, vi indtil videre havde opnået. Vi mente, at det var af virkelig høj kvalitet, så det var umuligt ikke at have lyst til at gå videre med det

Thomas Nielsen og hans aalborgensiske spilfirma Progressive Media fik for to år siden en god spil-idé. De fremlagde den for Nordisk Film som valgte at gå ind i produktionen. Projektet blev sat i gang, og fremtiden for firmaet og spillet så lovende ud. Men Nordisk Film trak sig ud, og drømmen om puzzle-spillet "Chronology" gik for en stund i stå. Gejsten rejste sig dog igen, da Progressive Media i 2012 fik støtte fra DFIs Spilordning, som rakte til produktionen af en demo.

Spilordningen

Det Danske Filminstituts Spilordning støtter idé- og projektudvikling af digitale spil til børn og unge, jf. "Filmaftalen 2011-2014". Ordningen råder over i alt 20 millioner kroner i aftaleperioden.

Støttemidlerne fordeles ved to årlige ansøgningsrunder. Ansøgningsfrister er i foråret og efteråret.

Ansøgninger bliver vurderet af en spilredaktion bestående af redaktør Simon Løvind, Det Danske Filminstitut samt de to eksterne redaktionsmedlemmer Thomas Vigild og Chris Mottes. Læs mere om Spilordningen.

Da demoen var færdig, sagde investeringsselskabet CapNova ja til at støtte spillets færdiggørelse. Igen tegnede alt godt. Thomas Nielsen og hans daværende 40 kollegaer arbejdede videre med produktionen, som nu kunne ane en realistisk udgivelsesdato i horisonten.

Vi var så tilfredse med dét, vi indtil videre havde opnået. Vi mente, at det var af virkelig høj kvalitet, så det var umuligt ikke at have lyst til at gå videre med det

Men i januar 2014 gik alt i stå igen. En række projekter i firmaet kæntrede på grund af uoverensstemmelser og misforståelser. Økonomien gik i minus og Progressive Media, der på det tidspunkt var et af landets ældste spilstudier, og som havde overlevet finanskrisen i 2008, blev erklæret konkurs.

"Jeg overvejede kraftigt, om det var værd at gå videre med vores spil. Det var en ubehagelig proces at gå igennem. Jeg overvejede at lave noget andet," siger Thomas Nielsen i dag om tiden efter konkursen.

Firmaet var blevet for stort, forretningsmodellen var, ifølge Thomas Nielsen, for usikker, og planlægningen ikke stram nok. Derfor gik det galt.

Med de erfaringer kastede den tidligere direktør og de tilbageværende kollegaer sig ud i et nyt firma, der skulle redde spillet: Osao Games.

chronology2

Ny tro på projektet

I dag er der fem ansatte i Osao Games, og firmaets projekter foregår i højere grad på deres egne præmisser:

"Under Progressive Media lavede vi tit projekter for andre forlag, som så udstak en række kreative bånd, vi skulle arbejde under. Nu laver vi projekter, som vi mener passer godt til markedet. Det gør Osao Games til en meget mere spændende proces, end jeg før har været en del af."

Og paradoksalt nok forstærkede konkursen troen på projektet.

"Vi fik super meget god feedback på vores projekt, og vi var så tilfredse med dét, vi indtil videre havde opnået. Vi mente selv, at det var af virkelig høj kvalitet, så det var umuligt ikke at have lyst til at gå videre med det."

Japansk inspiration

Og trods op- og nedture er drømmen nu blevet virkelighed. I mandags fik "Chronology" premiere i online spilbutikken Steam.

Spillet er en blanding af klassisk sidescrollende 2D-platforming og adventure-spil, hvor man som spiller skal navigere en opfinder rundt mellem to tidsaldre: en tidsalder 'før' og en tidsalder 'efter' en apokalyptisk begivenhed har lagt spillets verden i ruiner. Sammen med en lettere barnlig rejsekammerat skal opfinderen igennem spillets verden for at forhindre den begivenhed, som leder til civilisationens undergang.

I løbet af spillet er der en lang række gåder om at rejse i tid, som spilleren skal løse. Alt sammen skabt i et grafisk univers, der leder tankerne hen på den japanske tegner Hayao Miyazaki.

"Hans stil passer rigtig godt til animationsspil, fordi der er så mange sære ting i baggrunden, der bevæger sig. Og så er han (Hayao Miyazaki, red.) generelt en type, der rykker noget i os alle sammen på holdet."

Fremtid på mobilen

Thomas Nielsen ser ikke et bestemt demografisk segment kaste sig over "Chronology". I stedet tror han, at det er spillets stil, der vil appellere til potentielle brugere.

"Vi tror ikke, det handler om køn og alder. I stedet tror vi, at folk med smag for nicherne inden for spil og film vil tage det til sig. Det kunne for eksempel være alle dem, der tog det danske spil Limbo til sig. Altså spil, der har en masse stærke spilmekanismer og et flot visuelt udtryk. Og så må vi se, når mobilversionen kommer. Det er især her, denne type spil får sin sejrsgang," siger Thomas Nielsen.

Lektien er lært

Thomas Nielsen, som nu er direktør i Osao Games, har i dag ingen ambitioner om at få 40 ansatte. I stedet håber han på at fortsætte samme størrelsesmæssige produktioner som "Chronology".

Alt sammen erfaringer fra den dag i januar, hvor det hele gik i sort.

"Det er selvfølgelig drønærgerligt og skidt at gå konkurs. Men det er jo en realitet i virksomhedsdrift. Det vil altid kunne ske. Det vigtige er, at der skal være mulighed for at gå konkurs og samtidig komme op igen. For det er altså sandt, når man siger, at man faktisk lærer vildt meget af en konkurs."

"Chronology" kan købes til PC på Steam og koster 9,99€ (med 20% rabat frem til den 19. maj). Spillet er desuden planlagt til udgivelse på mobil og tablet.

Læs mere om Osao Games og "Chronology" på osao.com.
Følg Osao Games på twitter.com/osaogames og facebook.com/osaogames