Film skal være krævende

INTERVIEW. Det sidste, islandske Hlynur Pálmason vil med sine film, er at tale ned til sit publikum. Film skal være krævende, fordi livet er krævende, fortæller den filmskoleuddannede instruktør, hvis kortfilm "Seven Boats" vises i disse dage for et internationalt publikum på filmfestivalen i Toronto.

En mand i en fiskerbåd på havet, horisonten i det sort-hvide fjerne. Lyden af plasken, et tungt og besværet åndedræt. Kameraets langsomme panorering afslører endnu en båd, to fiskere i færd med at hive net op af vandet. Den plaskende lyd igen, nogen hiver efter vejret. Et fjeld tårner sig op, og en ny båd kommer til syne i billedet.

Sådan forløber første sekvens af islandske Hlynur Pálmasons kortfilm "Seven Boats", der med sine ni minutter og 53 sekunder tager sig god tid til at fortælle en kondenseret historie med ganske få virkemidler. Kameraets tålmodige panorering afslører flere både, og som filmen skrider frem, åbenbares den grusomme præmis: En mand ligger i vandet, vragdelene fra hans sunkne skib flyder rundt i havoverfladen, og selvom han er omringet af fiskerbåde, hjælper ingen ham op af det kolde vand. Tværtimod. Én af fiskerne giver ham et puf med åren, da han kommer for tæt på.

Kortfilm på Toronto

Filmen er en af to danske kortfilm på Toronto Film Festival (4.-14. september).

”Vokseværk” af Tor Fruergaard deltager også i det internationale program for kortfilm.

Læs også interviewet En skrøbelig varulv.

Først hen mod slutningen får vi manden at se i billedet. Indtil da er det kun hans desperate åndedræt, lyden af udmattede svømmetag og fiskernes reaktioner, der vidner om, at her bliver et menneske ladt i stikken.

Pálmason har svært ved at pege på, præcis hvordan ideen til filmen opstod. Han er selv vokset op ved kysten ud for den lille islandske bygd Höfn, hvor "Seven Boats" er optaget, og har selv fisket med net som ung. Én af fiskerne i filmen spilles af hans svigerfar. Pálmason er med andre ord fortrolig med området og kulturen, og han fortæller, hvordan idéen til filmen har ligget og ulmet i årevis.
"Jeg kunne se det hele for mig. Jeg vidste præcis, hvordan den skulle forløbe, og hvor den skulle skydes, for det er i mig, det sted," siger han med henvisning til kysten ud for Höfn og tilføjer, at han skrev historien på fem minutter.

"Det var som en ubevidst boiling pot, der boblede over."

At stole på mavefornemmelsen

Pálmason skabte sidste år opmærksomhed med sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, "En maler", om en selvoptaget kunstner, der får uventet besøg af sin oversete teenagesøn. Filmen blev rost for sin originalitet og underspillede satiriske tone. De første år på Filmskolen havde Pálmason det ellers ikke helt nemt, husker han:

"Underviserne forstod ikke, hvad jeg ville. De syntes, det var for mærkeligt og anderledes og havde ikke troen på det i begyndelsen." Men så halvvejs begyndte de at forstå, hvor han ville hen.

"De kunne se, at jeg ikke prøvede at provokere på nogen måde. Ens måde at lave film på afspejler jo også ens temperament. Ét af de vigtigste elementer, en film skal have, er temperament. Den skal afspejle ens måde at se tingene på – den skal være personlig," lyder det fra instruktøren.

Pálmason arbejder i det hele taget meget intuitivt med sine film. I løbet af processen får mavefornemmelsen lov at tage styringen, og han bliver selv bare en follower, som han formulerer det.

Det var netop mavefornemmelsen, der fik instruktøren til at skrælle både replikker og farver af "Seven Boats".

Film som en fysisk oplevelse

"Jeg havde lyst til at slette sproget. Jeg ville have, at filmen skulle kunne ses af alle og give alle den samme oplevelse. Jeg forsøgte at lægge replikker ind, men filmen mistede fokus. Man gik fra oplevelse til for mange facts, for når der kommer sprog på, begynder hjernen at lede efter nogle sammenhænge, og det var jeg ikke interesseret i."
For Pálmason er "Seven Boats" nemlig ikke en islandsk historie. Det er en universel fortælling, der først og fremmest skal give publikum en oplevelse, og gerne en fysisk en af slagsen.

"Jeg ville gerne give publikum en følelse af at blive søsyg eller svimmel. Det bedste ved film er, at det er et sort rum med et stort billede og højttalere – og så er det op til dig, hvordan du vil bruge det."

Med den magt følger et ansvar, mener Pálmason. Som filminstruktør skal man turde udfordre sit publikum. Vi ved ikke, hvorfor manden ligger i vandet, og vi ved ikke, hvorfor fiskerne ikke hjælper ham op. Og netop fraværet af forklaring er en pointe for Pálmason.

"Film er jo et meget kraftfuldt medie: Man kan blive provokeret eller glad som publikum, men man kan også føle, at man bliver talt ned til. Hvis historien for eksempel er overfortalt. Så tænker jeg altid: Har jeg ikke nogen plads i det her? Hvorfor bruger jeg tid på det her, når det ikke stiller nogen krav til mig? Film skal være krævende, for livet er krævende," lyder det fra Pálmason.

Alt, hvad der hedder morale og budskab, holder den 29-årige instruktør sig derfor også langt fra.

"Det er vigtigt, at publikum får plads til at opleve noget. Jeg vil ikke diktere, hvad de skal føle eller tænke."

"Seven Boats" er udvalgt til den internationale kortfilmkonkurrence på Toronto Film Festival. Filmen er produceret af Julie Waltersdorph Hansen, Anton Máni Svansson og Per Damgaard Hansen for Masterplan Pictures.