Filmkonsulent søges til Filmværkstedet / København

STILLINGSOPSLAG. Filmværkstedet / København søger filmkonsulent til en halvtidsstilling i en kontraktansættelse på 11 måneder fra august 2018.

Filmværkstedets filmkonsulent har i tæt samarbejde med fondens direktør til opgave at udvikle og udvælge de projektansøgninger, der kommer til de 4 årlige ansøgningsrunder og andre sammenhænge, hvor støtte fordeles på baggrund af en projektansøgning. Der er mellem konsulent og direktør en arbejdsdeling, hvor konsulenten først og fremmest tager sig af projektudvikling, mens direktøren i højere grad ser på karriereudvikling. Støtte tildeles på baggrund af en kunstnerisk vurdering, foretaget af konsulenten, og en teknisk, økonomisk vurdering, foretaget af Filmværkstedets producer. Direktøren fastlægger Filmværkstedets overordnede støttepolitik i samarbejde med fondens bestyrelse. Konsulenten skal efterleve denne støttepolitik i sine afgørelser.

Filmkonsulentens arbejdsopgaver

  1. 4 ansøgningsrunder i februar/marts, maj/juni, august/september og november/december med normalt 40-60 ansøgninger, hvoraf et antal går videre i et udviklingsforløb, inden konsulenten rådgivet af direktøren indstiller ansøger til skiftligt begrundet støtte eller afslag.
  2. Løbende opfølgning på projekter og gennemsyn af råklip.
  3. Udvikling og evaluering af filmværkstedets støttepolitik og udvælgelsesproces, samt udvikling af et ”world building” orienteret støtteprogram
  4. Filmkonsulent på et endnu ikke defineret opsøgende projekt

Datoerne for ansøgningsrunderne ligger ret fast, mens planlægningen af de øvrige aktiviteter i højere grad kan aftales ved ansættelse. For august-runden ligger læsning, udviklingsmøder og afslag i ugerne 34-36, november-runden 45–47, februar-runden 6-8 og maj-runden 19-21.

Kvalifikationer

Filmkonsulent skal

  • have erfaring med udvikling af filmiske projekter som producer, klipper, instruktør eller lignende
  • kunne analysere filmiske projekter i forhold til ansøgers og holdets kompetencer og erfaring
  • kunne formulere sig om kompetencer, der er i spil i produktionen af levende billeder og kreative projekter
  • kende den terminologi, der anvendes om drama, karakterudvikling, filmisk metode osv. i den professionelle branche indenfor genrene dokumentar, fiktion, serier og eksperimenterende fortælleformer
  • have gjort sig overvejelser over metoder og sprog i mødet med ansøger, i udviklings- og mentorprocesser og ved gennemsyn af projekter i produktion

Ansættelsesforhold

Der er tale om en halvtidsstilling med et lønniveau på kr. 19.500,- om måneden inkl. pension. Tiltrædelse 1. august 2018 eller snarest herefter. Ansøgningsfrist 4. juni kl. 12. Ansøgning sendes til prami@filmworkshop.dk mærket ”filmkonsulent”.

Ansættelsen vil foregå ved et ansættelsesudvalg med deltagelse af en repræsentant fra Filmværkstedets brugergruppe og fra bestyrelsen. Udvalget vil tage et antal ansøgere til samtale. De mest kvalificerede kandidater efter denne samtale vil blive indkaldt til en session, hvor ansøger skal gennemføre en tænkt udviklingssamtale med projektansøger.

Yderligere oplysninger kan fås hos leder af Filmværkstedet, Prami Larsen på 7199 3371 eller prami@filmworkshop.dk


Fonden Filmværkstedet / København opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge den ledige stilling. Læs mere om Filmværkstedet / København på www.filmworkshop.dk.