Spørgemøde om dansk-canadiske udviklingsprojekter

Det Danske Filminstitut og Canada Media Fund fortsætter samarbejdet om en ny udviklingspulje til støtte af dansk-canadiske digitale medieprojekter. Puljen har ansøgningsfrist den 12. december 2019. Inden da afholdes den 12. november et spørgemøde på Filminstituttet for kommende ansøgere.

Det Danske Filminstitut og Canada Media Fund offentliggjorde i 2017 et samarbejde om en udviklingspulje, der skal støtte nye digitale medieprojekter mellem danske og canadiske producenter.  

Puljen har til formål at støtte udvikling af digitale kunstneriske og kulturelle medieprojekter, som er innovative, afprøver nye formater og/eller nye måder at møde sit publikum på. Co-udviklingsprojekterne kræver deltagelse af både en canadisk og en dansk producent.  

Sigtet med puljen er at understøtte udviklingen af nye fortælleformer og at skabe samarbejder mellem producenter fra de to lande med henblik på at udveksle erfaring med udvikling, produktion og markedsføring af innovative medieprojekter.

Guidelines og yderligere information om puljen kan findes på dfi.dk/digitalmediaincentive 

Som vejledning til potentielle ansøgere af puljen afholdes spørgemøde tirsdag den 12. november. Til mødet kan der stilles opklarende spørgsmål til puljens støttekriterier og forventede proces. Der vil ikke blive taget stilling til indholdet af konkrete ansøgninger, men vejledes generelt om ansøgningsprocedurer og forventninger til ansøgninger. 

Deltagelse kræver ikke forudgående tilmelding. 

Tid: Tirsdag den 12. november kl. 14.30-16.00. 
Sted: Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, Mødelokalet Himmelskibet på 4. sal.