'1864' – historien om en pressestorm

DEBAT. Filmtidsskriftet Kosmorama og Cinemateket sætter nu fokus på den største pressestorm, en dansk filmproduktion nogensinde har udløst. "'1864' skaber mere debat end den krig, vi netop er gået ind i," konkluderede et dansk dagblad på sin forside. Hvad skete der egentlig, da Ole Bornedals '1864' løb over tv-skærmene og ud i den danske offentlighed? Debatarrangement med Ole Bornedal 21. november.

Hverken tv-publikum, kritikere, kommentatorer eller politikere kunne se '1864' uden at være påvirket af den debat, der rasede om, hvorvidt skatteydernes 100 millioner statsstøttekroner, som regeringen havde bevilget til produktionen af serien (serien endte med sammenlagt at koste 173 millioner kroner), nu var blevet brugt fornuftigt, og om, hvorvidt Ole Bornedal politiserede og gengav danmarkshistorien ukorrekt.

Trådene udredes - debat om '1864'

Filmtidsskriftet Kosmorama har fundet en neutral opmand til at rede trådene ud, en person med solid filmvidenskabelig ekspertise, som har været velsignet med ukendskab til den danske diskussion om '1864'. I tidsskriftets første single tager den svenske filmprofessor Erik Hedling fra Lunds Universitet bestik af balladen om '1864' og serien selv. Artiklen  kan læses på kosmorama.org.

Fakta

Webtidsskriftet Kosmorama har netop udgivet singlen 'Slaget om Slaget ved Dybbøl – den danske pressemodtagelse af 1864', hvori den svenske filmprofessor Erik Hedling laver en filmvidenskabelig analyse af Ole Bornedals tv-serie og kritikken af den.

Gennem seks måneder har Hedling gravet sig gennem bunkerne af de anslået 800 dagbladsartikler det blev til, da den danske presse gik i kødet på Ole Bornedals '1864'. Og hans konklusion er ligeså entydig, som den kan være overraskende: '1864' er en spektakulær succes. Hedling konkluderer også, at Dansk Folkepartis værdikrigere, som førte an i felttoget imod Bornedals serie, havde ret i deres anklager mod serien for at politisere, men også at de totalt havde misforstået emnet.

Den 21. november kl. 14.30 præsenterer Erik Hedling, sine betragtninger om tv-serien '1864' i Cinemateket ved en paneldebat om serien, kritikken fra faghistorikere, filmanmeldere og politiske værdikrigere. I panelet sidder seriens instruktør Ole Bornedal, historieprofessor Claus Bryld og journalist og kommunikationsrådgiver Klaus Laursen.

Efter debatten viser vi Urban Gads 'En Rekrut fra 64' (1910), som er en halv times nostalgisk-nationalistisk stumfilmsopråb for at få det tabte Sønderjylland tilbage til Kongeriget Danmark. Filmen bliver akkompagneret med fynd og klem af DJ Mashti.

Tid: Paneldebat om '1864' - lørdag den 21. november kl. 14:30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400