Akira Kurosawa 100 år

Stor retrospektiv Akira Kurosawa-serie i marts og april. Opdag nye sider af Kurosawas oeuvre gennem en række sjældne interviews i nærgående dokumentarfilm. Se den for Kurosawa æstetisk nybrydende thriller 'Stray Dog' med special-introduktion.

Nærgående dokumentarfilm

Torsdag den 4. marts kl. 19.15 viser vi den BBC-arena producerede dokumentarfilm 'Kurosawa', hvor instruktøren gennem en række sjældne interviews fortæller om sine film. Oplev glimt af mesterinstruktøren i aktion. Kurosawa portrætteres også af kollegaer og beundrere herunder Clint Eastwood. Filmen er samtidig et fascinerende indblik i Japan i efterkrigstiden. 'Kurosawa' vises også onsdag den 17. marts.

Kurosawa og den amerikanske censur

Fredag den 5. marts kl. 18.45 bliver det historiske og politiske aspekt i forhold til Kurosawas film belyst, når ph.d. og japan-ekspert Lars-Martin Sørensen introducerer thrilleren 'Stray Dog'. Lars-Martin Sørensen har netop udgivet en bog om den amerikanske censur af japansk film under den amerikanske besættelse 1945-1952. 'Stray Dog' vises også onsdag den 10. marts uden introduktion.

Mange andre Kurosawa-film

Cinemateket hylder den japanske mesterinstruktør med 12 af hans samurai- og samtidsfilm i marts - flere følger i april. Se blandt andet hans debutfilm 'En judosaga', klasikkeren 'De syv samuraier' og 'Rashomon - dæmonernes port', der vandt guldløven i Venedig og skabte gennembruddet for japansk film i Vesten. Se også mange andre film i den store Kurosawa-serie.