Årets highlights

Oplev nogle af årets mest markante premierefilm samt populære klassikere i Cinemateket i kavalkaden "Fra alle os til alle jer" i december.

Cinemateket viser hvert år film-hits fra året, der gik. Årets highlights i Cinemateket i er år suppleret med en række markante premierefilm fra 2009. Se eller gense f.eks. Lars von Triers 'Antichrist', den Oscar-vindende dokumentarfilm 'Man on Wire' eller Tom Waits-koncertfilmen 'Big Time'.

Husets topscorer: Antichrist og Home

Lars von Trier chokerede Cannes med sin dæmoniske 'Antichrist', og vakte i lige mål forargelse og begejstring. Filmen hittede i Cinematekt, lige som den gjorde i landets øvrige biografer på trods - og i kraft - af sit kontroversielle indhold.

Tæt bagefter kom Yann Arthus-Bertrands ’Home’, som blev vist i kølvandet på den populære udstilling på Kongens Nytorv "Jorden set fra himmelen". Yann Arthus-Bertrand er i december særlig gæst i Cinemateket, når klimaorganisationen GoodPlanet rykker ind i dagene 8.- 18., og inviterer til hyggelig snak og gratis film med prominente oplægsholdere.

Tom Waits, dokumentarer og ønskefilm

Friday Late Night-koncertfilmen ’Big Time’ fra 1987 med en veloplagt Tom Waits på de skrå brædder var udsolgt hurtigere end nogen anden af årets film i Cinematekt. Vi lytter nu til publikums bøn, og sætter den sjældent viste film på igen.

Dokumentarfilmen har haft gode kår i 2009. James Marshs Oscarvindende ’Man on Wire’ blev vist i Cinemateket til udelt begejstring, og ’Waltz with Bashir’ viste, at dokumentariske fortællinger kan forløses inden for animationens rammer.

En del af årets mest populære film optrådte i Cinematekets ønskefilmserie - film valgt af publikum. Cinemateket er hver måned lydhøre over for folks ønsker, og publikum har takket med fine besøgstal til både klassikere som ’Den gode, den onde og den grusomme’, og den kringlede ’Synecdoche, New York’.     

Der har heldigvis også været gode og opsigtsvækkende film i de kommercielle biografer. ’Gomorra’, ’The Wrestler’, ’Milk’ og den svenske vampyrfilm ’Lad den rette komme ind’. Prisvindende film, som alle fortjener både gensyn og anerkendelse. Se dem alle i serien Fra alle os til alle jer.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.