Banebrydende billeddigte – Mød Lejf Marcussen

Den danske animationskunstner Lejf Marcussen er internationalt kendt for sine uforudsigelige billeddigte, der blander animations- og malerkunst. Vi viser fem af hans banebrydende film søndag den 21. november.

Han har inspireret mange animationskunstnere herhjemme og i udlandet med sin unikke stil og med sine billeddigte i grænselandet mellem maleri og animation.

Lejf Marcussen er en internationalt kendt dansk animationskunstner, og han modtog - som den første europæer - den prestigefyldte The Norman McLaren Heritage Award.

Carl Nielsen og computeranimation

Den 21. november kl. 16.30 viser Cinemateket fem af den danske instruktør og animators film - herunder hovedværket ’Den offentlige røst’, der i en fantasirig, animeret bevægelse skaber en illusion af, at kameraet zoomer ind og ud af et maleri. I udvalget indgår også ’Tonespor’, en musikvideo til finalen i Carl Nielsens 5. Symfoni, samt Lejf Marcussens første computeranimerede film ’Angeli’ fra 2002.

Lejf Marcussen præsenterer selv sine film og svarer på spørgsmål fra publikum.