Cinemateket i juni-juli

Cinemateket byder på en lang række gode filmgaver i juni og juli: Jazzfilm, sommerklassikere, ’Alien’-jubilæumsserie, 10 timers krigstrilogi og frække film fra den seksuelle revolution i dansk film. Nyd desuden rockbandet Queen anført af Freddie Mercury, skrål med på nostalgiske musicals til festlige sing-alongs og vær med til at fejre sommersæsonen med The Dude og The Band til Open Air i Kgs. Have.

Serier og festivaler

All Night Long - Jazzfilm 
Kom i de rette vibes til Copenhagen Jazz Festival 2019 med en parade af de bedste jazzfilmklassikere i Cinemateket. Oplev bl.a. dokumentaren ’Let’s Get Lost’ om jazzikonet Chet Baker den 12. juni, hvor DR P8 Jazz-vært Naya Buric før visningen fortæller, hvorfor det er en af hendes favoritter.
All Night Long – Når jazzen spiller (6 film og events) 1.-30. juni.

Sommerklassikere – Fra Tarantino til Fellini
Cinemateket præsenterer henover sommeren en række herlige filmklassikere. Nyd bl.a. John Cassavetes’ ’Gloria’, Quentin Tarantinos ’Pulp Fiction’ og Sergio Leones ’Vestens hårde halse’ i fineste stand på det store lærred.
Sommerklassikere (6 film og events) 3. juni-14. jul.

Alien 40 år – De fire første 'Alien'-film
I Cinemateket kan ingen høre dig skrige! I år fylder Ridley Scotts fænomenalt tidløse og pansret skrækindjagende ’Alien’ 40 år. Vi viser den oprindelige Alien Quadrilogy, hvor Filmnørdens Hjørne til visningen af den første film den 1. juli byder på en kyndig indføring i den populære filmserie.
Alien 40 år (4 film og events) 1.-13. jul.

Uden en trævl – den seksuelle revolution i dansk film 
Danmark afskaffede som det første land i verden voksencensuren i 1969. Det medførte en bølge af filmpornografiske eksportsucceser, men den seksuelle revolution i dansk film havde været undervejs i længere tid. I anledning af 50-året for pornografiens frigivelse viser vi både en række film, der varmede op til gennembruddet, folkekære sengekant- og stjernetegnsfilm og reportagefilm om datidens danske pornomiljø. Alle med oplæg og debat.
Uden en trævl – Den seksuelle revolution i dansk film (8 film og events) 30. maj-15. juni.

Flere serier og festivaler
Læs om alle 21 serier og festivaler i Cinemateket i juni-juli.

Events

Sing Along – 'Spice World' og 'Mamma Mia'
Så er det tid til at smøre stemmen. Cinemateket inviterer til nostalgisk fællessang, hvor du kan skråle med på dine yndlingsmusicals uden at nogen tysser på dig! Den 7. juni viser vi 'Spice World' med quizbar og præmier og den 29. juni skruer vi op for 'Mamma Mia'-maraton med sommerdrinks i baren og efterfølgende moussaka med græsk salat i Restaurant SULT.
’Spice World’ Sing Along 7. juni kl. 19:00.
‘Mamma Mia’-Maraton Sing Along 29. juni kl. 15:00.

’The Human Condition’-maraton – 10 timers krigstrilogi med middag som tilkøb 
Den 8. juni byder Cinemateket på en unik maraton-visning af en af kronjuvelerne i japansk filmhistorie: Masaki Kobayashis næsten ti timer lange krigstrilogi ’The Human Condition’. I den indlagte pause byder restaurant SULT på en lækker japansk 2-retters menu som tilkøb.  
’The Human Condition’-maraton lørdag 8. juni kl. 12:00.

Lov, ret og film – ‘Monumenternes mænd’
I samarbejde med Det Juridiske Fakultet lægger vi med afsæt i George Clooneys spændingsdrama ’Monumenternes mænd’ op til diskussion af problemstillinger omkring ret, moral og retfærdighed. Professor Helle Porsdam introducerer og efter filmen åbner vi op for debat med publikum.
Lov, ret og film – ‘Monumenternes mænd’ torsdag 11. juli 19:15.

Musikfilm, bar og DJ: Queen
Queens kosmiske mix af futuristisk electronica og fræsende rockguitarer driver gennem kultfilmen ’Flash Gordon’, der forener den inter-galaktiske skurk Ming (Max von Sydow), superhelte-muskler, 80’er-garn og stramme underhylere i en kitschet pærevælling. Se filmen den 14. juni, hvor vi varmer op med ’Bohemian Rhapsody’ kl. 18.30 og Queen-highlights på Asta Bars lærreder og musikanlæg.
Musikfilm, bar og DJ: Queen fredag 14. juni 21:30.
’Bohemian Rhapsody’ fredag 14. juni kl. 18.30

Open Air i Kgs. Have – The Dude & The Band
Tag en ven i hånden og et picnictæppe under armen, når vi fejrer sæsonstart med to store film under åben himmel: Den 30. juli viser vi Coen-brødrenes kultklassiker ’The Big Lebowski.’, mens The Band og en perlerække af musikalske gæster aftenen efter serverer rock i verdensklasse i Martin Scorseses ’The Last Waltz’. Fri entre!
Open Air i Kgs. Have – The Dude & The Band 30.-31. juli.

Flere events
Læs mere om de mere end 80 forskellige særarrangementer i Cinemateket i juni-juli.


Månedens Film

Måndens Film i juni: ’A Prayer Before Dawn’
’A Prayer Before Dawn’ knurrer som et indre vilddyr, drypper af sved og dirrer hypnotisk i sine ekspressive passager med nærbilleder af kroppe i bevægelse. Jean-Stéphane Sauvaires realistiske actionbrag om en brite, der bokser sig op i hierarkiet i det berygtede thailandske Klong Prem-fængsel, er måske en af de bedste fængselsfilm nogensinde.
’A Prayer Before Dawn’ 13.-22. juni. Der er pressevisning i Cinemateket/Bio Carl fredag den 7. juni kl. 12:15.

Børne- og familiefilm

Ternet Ninja og Coco
(Gen)se årets hit ’Ternet Ninja’ om Aske, der får en helt særlig ninjadukke af sin Onkel Stewart. Vi viser også Disneys mexicanske dødsrige-eventyr ’Coco’, der stiller spørgsmål ved de store spørgsmål i livet: Ambitioner, drømme, ære, familie og døden – alt sammen ubesværet fortalt i børnehøjde.
’Ternet Ninja’ – 31. maj, 22. juni og 13. juli. 
’Coco’ – 1. juni, 29. juni og 14. juli. 
 

Børnebiffen – kvalitetsfilm for de mindste
I Børnebiffen skal vi ud på spændende natureventyr. Mød bl.a. den lille fugl Fløjteløs, et gavmildt lille pindsvin og en løvfrø, der drømmer om at blive større end oksen. Varm desuden op til første skoledag efter sommerferien, når vi viser tre film – med bl.a. Cirkeline – om det at skulle starte i skole.
Børnebiffen – for de mindste hver onsdag til fredag kl. 10.00 og 11.00 samt lørdag og søndag kl. 11.15 og 12.30.


Læs mere om Cinemateket i juni-juli på cinemateket.dk 

Tid: juni-juli 2019
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.