’Ridge’ - en overjordisk smuk hybridfilm fra den svenske sommer
af John Skoog
Ekstravisning: Mandag den 1. april kl. 15:00
Den svenske sommer er den egentlige hovedperson i den gådefulde 'Ridge', hvor hvert eneste af de smukke og sanselige billeder synes at være beåndet af indre liv. Polske landarbejdere ankommer med færgen til Sverige for at arbejde på gårdene. Man fejrer de lange aftener, de unge har drukritualer i skoven, sommersolen kaster lange skygger og i tusmørket bliver alting levende. Et enestående billedværk mellem visuel kunst, abstrakt fiktion og en dokumentarisk materialitet fra det nordlige Skåne, hvor instruktøren og kunstneren John Skoog selv er vokset op. Enkelte af de medvirkende er skuespillere, alle andre er amatører, familiemedlemmer og lokale. Kunstigt drama får dog ikke lov at dominere i Skoogs film, der tværtimod kan ses som et ambitiøst og utroligt vellykket eksperiment i at skulptere et audiovisuelt værk ud af verdens råmateriale, uden at gå på kompromis med hverken dens sociale eller stedsspecifikke integritet. Skoog har tidligere vist en række korte konceptuelle værker på CPH:DOX. Hans første længere film ligner ikke nogen anden.
’The Rest’ - Europas flygtninge mødes i øjenhøjde
af Ai Weiwei
Ekstravisning: Mandag den 1. april kl. 17:00
Ai Weiwei er dokumentarist ved siden af sin praksis som kunstner, og ligesom hans øvrige værk er hans film et indigneret forsvar for humanismen og den menneskelige værdighed. 'The Rest' dokumenterer i øjenhøjde situationen blandt nogle af de mange flygtninge, der lever i limbo i et Europa, hvor det humanitære system er overbelastet, medierne er udmattede og fremmedfrygten tiltagende. Over 900 timers materiale er blevet klippet ned til en usentimental, klarsynet og så meget desto mere gribende film med det enkelte menneske i hovedrollen. Og det er netop i den enkeltes fortælling, at der viser sig at være håb i håbløsheden. 'The Rest' er et parallelt værk til Ai Weiweis film 'Human Flow' fra 2017, man skalaen er her på linie med den enkelte flygtnings krop, stemme og erfaring. Formen er lyttende og nærværende. Det intrikate kaos af forskellige kriser, som i den europæiske offentlighed blev døbt flygtningekrisen, er ikke drevet over. 'The Rest' er et dybt humant forsvar for resten af de mennesker, der fortsat lever i det.
’Chasing Einstein’ - hvad gør vi, når Einsteins relativitetsteori ikke længere kan svare på alle vores spørgsmål?
af Steve Brown og Timothy Wheeler
Ekstravisning: Mandag den 1. april kl. 17:15
Ingen har formået at udfordre Einsteins teorier om tyngdekraften, selvom dens chokerende konklusion lyder, at størstedelen af universets tyngdekraft skyldes en mystisk form for mørk materie, som ingen nogensinde har observeret. Men nu står fysikken ved en skillevej. Feltets fremmeste forskere har viet deres liv til at kaste lys over dette 'mørke stof', mens andre samtidig arbejder på en helt ny relativitetsteori - intet mindre! 'Chasing Einstein' tager os med ind i verdens største partikelaccelerator LHC ved CERN, verdens største undergrundslaboratorium XENON og verdens største teleskop, mens andre stiller spørgsmålstegn ved en af fysikkens helt fundamentale teorier. Man behøver ikke selv at have en ph.d. i raketvidenskab for at lade sig rive med i denne hæsblæsende og dybt fascinerende film om jagten på et af de største åbne spørgsmål omkring selveste vores univers.
’Aquarela’ - Storslået billedværk om det fjerde element
af Victor Kossakovsky
Ekstravisning: Mandag den 1. april kl. 19:00
Isblokke, vandmasser, tåge og sne. Det fjerde element har mange former, dem har den russiske mesterinstruktør Viktor Kossakovsky viet sit nye billedværk til at undersøge. I monumentale motiver - og til et buldrende heavy metal-soundtrack! - tager hans nye film os med verden rundt. Vand er en flydende metafor for livet selv, men er samtidig en destruktiv kraft, der i takt med klimaforandringerne kæmper et voldsomt slag mod menneskets dominans her på den blågrønne planet. 'Aquarela' lader billederne tale for sig selv, og lader os komme til vores egne konklusioner undervejs. Og på et tidspunkt, hvor der tales meget om vejret, men kun handles lidt, er Kossakovskys bjergtagende vision en påmindelse om menneskets trods alt begrænsede kontrol over elementerne. En visuelt storslået oplevelse, som skal ses (og høres) i det helt store format.
’Swarm Season' - et sensorisk billedværk fra vulkanøen Hawaii
af Sarah J Christman
Ekstravisning: Mandag den 1. April kl. 19:15
På vulkanøen Hawaii indsamler 10-årige Manu og hendes mor vilde, truede bisværme for at opdrætte sygdomsresistente kolonier. Hendes far protesterer på det hellige bjerg Mauna Kea mod opsætningen af et gigantisk teleskop. På nabobjerget øver seks NASA-forskere sig i at leve på Mars, og under jord og vand sitrer Kilauea-vulkanen skæbnesvangert. Det videnskabelige verdenssyn og de oprindelige folks kosmologi er begge komponenter i Sarah J. Christmans smukke debutfilm. Med en kunstners blik for detaljen og tid til forundring drager 'Swarm Season' fascinerende paralleller mellem mikro- og makrokosmos og pirker til vores forståelse af naturen, verden og os selv. Formen er sensorisk, impressionistisk og fri med plads til vores egne fortolkninger og samtidig knivskarp, når Christman iagttager bierne, deres nødvendige sværmen og deres intrikate kubers ingeniørkunst som et prisme for at se på livet omkring os. For hvis honningbier - en af de mest robuste og samarbejdsvillige arter på planeten - er truet af udryddelse, hvad fremtid har mennesket så på Jorden?
’One Child Nation’ - de menneskelige konsekvenser af Kinas étbarnspolitik
af Nanfu Wang og Jialing Zhang
Ekstravisning: Mandag den 1. april kl. 21:00
Den kinesiske étbarnspolitik er verdenshistoriens største sociale eksperiment. Ingen har frivilligt deltaget i det. Nu hvor hun selv er blevet mor, beslutter den prisvindende filmskaber Nanfu Wang at undersøge dets konsekvenser i dybden, blot for at opdage, at de nærmest er bundløse. Utallige familier har lidt under statens politik om ét barn per familie, men de færreste kender indgrebets omfang og karakter. Fra sterilisering og kidnapning, til den propaganda og hjernevask, som sivede helt ind mellem naboer og selv familiemedlemmer. Wang starter selv hos sin egen familie, og fortsætter med at interviewe journalister, forældre, statsansatte og aktivister. Etbarnspolitikken blev indført i 1979 for at forhindre overbefolkning, og selvom den blev ophævet igen for få år siden, har den haft uoverskuelig effekt på det enorme land - og på dets indbyggere. Sundance-vinderen 'One Child Nation' er en film, der bryder årtiers tavshed med et brag.
‘3 Music Shorts: NYC House / Detroit Techno / Italo-Disco’ - tre korte og stilfulde film om tre musikalske genrer og den politiske subkultur omkring dem
Ekstravisning: Mandag den 1. april kl. 21:30
Tre korte film skabt af kunstnere, der kaster et nyt blik på tre af den moderne musiks politiske og subkulturelle momenter. 'Distant Planet' spoler VHS-båndet tilbage til de glade Italo-Disco-dage i 80'erne. 'Black to Techno' af Jenn Nkiru er et politisk blik på technoens afro-amerikanske rødder i Detroit. Og 'Into a Space of Love' af Wu Tsang er en stilfuld fantasi over NYC House og voguing-kulturen, der gav LGBTQ+ personer et tidligt fristed. Filmene er en del af et projekt kommissioneret af Frieze og Gucci - se også acidhouse-filmen 'Everybody in the Place'.
’Distant Planet: The Six Chapters of Simona’
Josh Blaaberg, 2019, 29 min, Verdenspremiere
Italo-disco ses af de fleste som lillebroren til britisk og amerikansk popmusik i et kulturelt hierarki bygget på fordomme om nationalitet, identitet og originalitet. Men kunstneren Josh Blaaberg tager tyren ved hornene og stiller spørgsmålstegn ved tingenes orden. Igennem arkivklip fra slut-80 erne, interviews med italo-discoens ansigter og originalt filmmateriale med de gamle stjerner kommer vi dybt ind i den hedonistiske Italo-discos univers både politisk og musikalsk. En ekstravagant fiktion, hvor det ikke var britisk new wave, men italiensk disco, som dominerede klublivet i 1980 ernes New York. Sci-fi-dokumentaren slutter af på vulkanen Edna, hvor tre af de tidligere Italo-Disco-stjerner bliver løftet til deres retfærdige plads i den moderne musikhistorie. Udødeliggjort halvt som guder og halvt som popstjerner. Filmen er en del af serien Second Summer of Love , der undersøger året 1988 og dets indflydelse på en musikkulturel revolution af samme omfang som den mere kendte summer of love i 1967.
’Black to Techno’
Jenn Nkiru, 2019, 24 min, Verdenspremiere
Detroit-techno er et barn af både Motown-musikken, bilfabrikkernes tungindustrielle rytmer og de historisk dybe afro-amerikanske traditioner. Kunstneren Jenn Nkiru maler et billede af en scene og en hel techno-kultur, der er forankret i en bestemt by og dens lyd, men som gav genlyd i Vestberlin, hvor den snart efter blev soundtracket til opturen efter murens fald. For techno er meget mere end maskinelle beats og spacy neon-æstetik. Mange af genrens pionerer var sorte Detroit-lokale, der så maskinernes muligheder som en indfrielse af afro-futurismens vision om en ny sort selvbevidsthed. Nutidens udbrændte og af-industrialiserede Detroit lægger en dyster scene om en film, hvor en ny generation af sorte elektroniske musikere har indtaget de forladte fabriksbygninger. En del af serien Second Summer of Love , der undersøger året 1988 og dets indflydelse på en musikkulturel revolution af samme omfang som den mere kendte summer of love i 1967.
’Into a Space of Love’
Wu Tsang, USA 2019, 26 min, Verdenspremiere
Den visuelle kunstner Wu-Tsang har skabt en bogstaveligt talt eventyrlig fortælling om hvordan vogue-kulturen fik sit store subkulturelle gennembrud på New Yorks natklubber, hvor LGBTQ+-miljøet og byens marginaliserede ungdom hungrede efter house-musikkens bevægende energi og ægte natklubsstemning, med blot et dansegulv og en dj som baggrund for de glamourøse fantasier. Der bliver spredt kærlighed, løftet pegefingre og vouget i dette moderne stilfulde portræt af en 30 år gammel kulturel revolution, der i dag har pionerstatus som et essentielt moment i dannelsen af en større politisk bevidsthed omkring køn og identitet. Loft-fester og ballroom voguing, såvel som kriser som AIDS-epidemien og den ekstreme gentrificering danner et billede af de seksuelle og etniske minoriteters kamp for et eget rum i storbyen. En del af serien Second Summer of Love , der undersøger året 1988 og dets indflydelse på en musikkulturel revolution af samme omfang som den mere kendte Summer of Love i 1967.
’The Disappearance of my Mother' - en kærlig og usædvanlig mor/søn-historie med kameraet som vidne
af Beniamino Barrese
Ekstravisning: Tirsdag den 2. april kl. 19:00
Benedetta Barzini har tænkt sig at forsvinde. Efter et langt liv, først som international fotomodel i 1960'erne og siden som radikal marxist, feminist og mor til fire, har hun fået nok af det hele. Men hendes søn Beniamino vil ikke give slip. Han filmer hende og sig selv, som han har gjort, siden han var helt ung. Kameraet elsker den elegante og uendeligt karismatiske Bernadetta, men hun hader det tilbage. Og netop hans kamera bliver vores vindue til et dybt usædvanligt mor/søn-forhold i en dybt usædvanlig film. En turbulent, kærlig og intim historie, der ikke ligner nogen anden familie-fortælling i første person. For selvom hun har annonceret at hun har besluttet sig for at forsvinde - ud i den kosmiske intethed eller bort til en øde ø - er Benedetta til det sidste en kvinde med markante holdninger til alt. Ikke mindst til mode- og reklamebranchen med dens kyniske og sexistiske måde at sælge den kvindelige krop tilbage til kvinderne selv. Men også til hendes søns projekt.
’Biggie & Tupac’ - en engangsvisning af den moderne klassiker om to af hiphop-historiens største rappere
af Nick Broomfield
Ekstravisning: Tirsdag den 2. april kl. 21:30
Der var ikke meget 'California Love' mellem de to rappere, The Notorius B.I.G og Tupac Shakur. Efter en rap-beef gone bad endte begge de legendariske rappere med at blive skudt i 1996 og 1997. Nogle år efter besluttede den berømte dokumentarist Nick Broomfield at undersøge de mystiske omstændigheder bag de fortsat uopklarede mord. Beviser fra en tidligere politibetjent peger på en teori om, at LAPD havde forsøgt at dække over forbindelser mellem gangstere i Los Angeles og Death Row Records, drevet af den berygtede rapper Marion 'Suge Knight'. Fuld af ærlige beretninger, konspirationer og arkivmateriale bliver der sat spørgsmålstegn ved hvem der stod bag drabene på East Coast/West Coast-kampens overhoveder, og hvad politiets rolle i efterforskningen faktisk var. Nick Broomfield er selv detektiven, der fører publikum gennem filmen, som i år får en særvisning under CPH:DOX i Cinemateket i anledning af hans 50 års-jubilæum som filmskaber.