Ekstravisninger af de største CPH:DOX-hits

CPH:DOX slutter på søndag. Men mandag den 26. marts og tirsdag den 27. marts er der mulighed for at se ekstravisninger af ti af de største hits fra festivalen. Oplev blandt andet Congos konfliktramte historie i 'This is Congo' – fortalt gennem fire vidt forskellige menneskers liv. Eller forholdet mellem mennesket og andre arter i 'Becoming Animal' filmet i Wyomings vilde natur. Og et terapeutisk gruppe-eksperiment i det berømte Folsom State Prison i 'The Work' – hvor samfundets absolut mest udstødte og nedbrudte mennesker, lægger deres race- og banderelationer bag sig for et øjeblik.

Otte CPH:DOX-ekstravisninger mandag den 26. marts


’The Third Industrial Evolution: A Radical New Sharing Economy’ mandag den 26. marts, kl. 16.45.
Den tredje industrielle revolution er over os. Eksperimenter med vedvarende energi, nye produktionsmåder og med internettets forbindelseskraft er ved at revolutionere vores liv, arbejde og forbrug. Men det er et kapløb med tiden, hvor menneskeskabte klimaforandringer samtidig eskalerer og hvor hensynet til profit stadig afgør hvilke beslutninger, der bliver taget for klodens fremtid. 
Hvis man synes, at det kniber med solide, teoretiske fremtidsvisioner, så er der lys i mørket hos den nytænkende, amerikanske økonom og data-analytiker Jeremy Rifkin, der her lægger alle sine mest visionære idéer på bordet. 

'The Work' mandag den 26. marts, kl. 17.00.
Johnny Cash er ikke den eneste, der gennem årene har fået lov at besøge det berømte Folsom State Prison i Texas. ‘The Work’ følger tre mænd udefra, der indvilliger i at deltage i et terapeutisk gruppe-eksperiment med de hårdeste fanger i fængslet. Fire dage tilbringer de sammen med bandemedlemmer, mordere og nynazister. Med en unik adgang, et eminent kameraarbejde og en lydside, der får én til at miste pusten, lader denne enestående film os komme helt tæt på nogle af Amerikas farligste mænd, mens de én efter én bryder sammen i armene på tidligere dødsfjender.
Eksperimentet finder sted to gange om året, og er et radikalt bud på hvordan man skal nå ind til nogle af samfundets absolut mest udstødte og nedbrudte mennesker, når de får lov til at lægge deres race- og banderelationer bag sig for et øjeblik, og faktisk kan være sig selv.
Et uafrysteligt adrenalinrush af en film.

'Maj Doris' mandag den 26. marts, kl. 18.30.
Nogle mennesker har en særlig evne til at leve livet fuldt ud og være til stede i alt, de gør. Et af dem er den 74-årige, samiske kunstner Maj Doris, der har rejst verden tynd og i dag bor alene i sit lille hus i den smukke, nordsvenske vildmark, hvor nordlyset bølger hen over bjergene. Alene, og dog. Som efterspurgt kunstner med udstillinger og en ægte interesse for unge mennesker samler hun helt naturligt folk omkring sig. En ung, afghansk mand hjælper til på gården. Som tak underholder hun ham og hans venner på den lokale burgerbar om dengang, hun opdagede rock n' roll! Både dagens og livets gang i de frostklare vidder følger sin egen rytme i Jon Blåheds sanselige og smukke film. Man føler nærmest en form for taknemmelig over at være i stue med hende, når hun dybt koncentreret ligger på sin seng og ryger en cigaret, mens hun lytter til en ung kvindes sang fra en plade. Et fantastisk menneske i et billedskønt, nært portræt.

'Becoming Animal' mandag den 26. marts, kl. 19.00.
Forholdet mellem mennesket og de andre arter, som vi deler planeten med, har åbnet op for nye måder at begribe vores egen plads i verden. 'Becoming Animal' er et forsøg på at give nogle af disse nye tanker en filmisk form. Et essay med afsæt i et 'field trip' i Wyomings vilde natur, i selskab med bio-filosoffen David Abram og de to visionære filmskabere Emma Davie og Peter Mettler. Og med et væld af bisoner, elge og fugle. Både form og tænkning er fri i en film, der ender med at bevæge sig (langt) ud over menneskets selvcentrerede blik på naturen, og ind i en tilstand af nærmest psykedelisk åbenhed. Som Mettler spørger: Er vores sprog og moderne teknologi en barriere eller en åben dør mellem os og verden omkring os? Og hvad med filmmediet selv? Mettler har gennem sit mangeårige filmarbejde beskæftiget sig med abstrakte fænomener som nordlys, ekstase og tiden selv, og med Davie og Abram som rejsefæller er 'Becoming Animal' (som er opkaldt efter Abrams skelsættende bog) en film, der kan få en til at se det hele med lidt andre øjne.

'Makala' mandag den 26. marts, kl. 19.15.
Emmanuel Gras modtog velfortjent Semaine de la Critique-prisen i Cannes sidste år for sin smukke og meget menneskelige film om nogle dage i en congolesisk landarbejders liv. Og om en rejse på gåben fra bushen, hvor han fælder et træ med de bare næver, og til byen, hvor han håber at sælge brændet og tjene lidt til sin familie. Selv de mindste detaljer rummer en dramatisk storhed og en dyb erfaring fra livet på jordens bare og støvede overflade, når ens eksistens afhænger af hvad man kan skabe ud af intet. Rejsen til byen er fuld af forhindringer, men også af hjælp fra uventede kanter. 'Makala' er en cinematisk og sanselig oplevelse, der omslutter én og sætter os i en anden persons sted. Emmanuel Gras er en eminent kameramand, der etablerer en tæt og respektfuld forståelse med sin hårdtarbejdende hovedperson, og som samtidig giver os en ligeværdig indsigt i hans liv og situation.

'Abel Ferrara's Piazza Vittorio' mandag den 26. marts, kl. 20.00.
Ingen laver film som Abel Ferrara. Verdens mest rock n' roll filmskaber har godt nok kultfilm som 'Bad Lieutenant' og 'Pasolini' i bagagen, men indimellem knalder han så også en dokumentar ud. Ferrara er flyttet fra NYC til Rom, og hans nye film er en hyldest til det notoriske Piazza Vittorio. Et torv i midten af byen, som emigranter, prostituerede og lommetyve har kaldt for hjem siden tidernes morgen, men som er kendt for sin store tolerance. Med andre ord, den perfekte hjemmebane for Abel Ferrara, hvis stil er lige så skraldet, kaotisk og åbensindet som stedet selv. Han laver film for at møde folk, og det er han til gengæld virkelig god til. I selskab med vennen Willem Dafoe, der også har sit andet hjem i den italienske hovedstad, turer han rundt på pladsen med et kamera i hånden for at høre, hvad folk har at sige. Vi er langt fra Hollywood. Med et budget på prisen for to espressoer er 'Piazza Vittorio' er dybest set den måske mest demokratiske film, man kan komme i nærheden af. Og så gør det da heller ikke noget, at den er både vedkommende og meget morsom.

'Pre-Crime' mandag den 26. marts, kl. 21.00.
Det ligner mørk og dystopisk science fiction, men det er allerede virkelighed. Med de rigtige datamængder og algoritmer kan man forudse forbrydelser før de bliver begået. I hvert fald i teorien. 'Pre-Crime' er en doku-thriller fra den fremtid, vi allerede lever i, hvor overvågning og Big Data lover os en verden uden kriminalitet. Men hvad nu hvis algoritmerne er forkerte? Mød både computer-eksperterne og de allerede mistænkte, der endnu ikke har gjort noget forkert, i en tankevækkende film, der vender op og ned på skyld og uskyld. Og som stiller de helt rigtige spørgsmål før det er for sent. For når storbyer som Chicago, Berlin og London reduceres til gigantiske netværk af data, når vores kommunikation og mindste bevægelser konstant kortlægges, er vi så pludselig skyldige indtil det modsatte er bevist? 

'This is Congo' mandag den 26. marts, kl. 21.30.
En omsluttende og smertefuld rejse gennem de årtier lange, komplekse konflikter i Den Demokratiske Republik Congo med den rebelske M23-gruppe på frontlinjen. ‘This is Congo’ lader os synke ned i landets historie og tilstand gennem fire vidt forskellige menneskers liv. Et paradoksalt poetisk portræt af livet midt i politiske uroligheder, hvor larmen fra skudsalver er en del af dagligdagens støj. Fra den øverstbefalende general til skrædderen i en sygdomsramt flygtningelejr, og til en frygtløs smuglerinde. Med det enkelte menneske i fokus gør ‘This is Congo’ en nærmest uendelig krig både mere overskuelig og nærværende.

To ekstravisninger tirsdag den 27. marts

'Of Fathers and Sons' tirsdag den 27. marts, kl. 19.15.
I et sparsomt indrettet rum ligger to mænd og slapper af efter en lang dag i krigsmarken. En flok unge drenge løber rundt, larmer og griner, som alle 10-årige gør. Forskellen er bare, at disse drenge er sønner af de IS-krigere, der ligger og slænger sig i lokalet. Deres godnathistorier består af historier fra krigen og om martyrer, der har ofret sig selv i selvmordsbomber. Når godnathistorien er færdig, bliver der kysset og krammet og sagt ’Jeg elsker dig’ inden lyset bliver slukket. Drengene vil gerne være ligesom deres fædre og flere af dem er opkaldt efter hvad de fleste kalder terrorister, men som på disse egne anses som helte. Syriske Talal Derki har boet i over to år sammen med IS-krigen Abu Osamas familie, og hans både chokerende og dybt menneskelige 'Of Fathers and Sons' giver et unikt indblik i den overraskende ømhed, der gemmer sig under de frygtede sorte flag fra Islamisk Stat i Syrien. For selvom man elsker døden højere end livet, er kærligheden til ens børn stadig større end begge dele.

'The Cleaners' tirsdag den 27. marts, kl. 21.30.
Hvilket ansvar har Facebook, Google og YouTube for hvad der bliver postet på deres sider? Og hvilken magt har de til at forme den offentlige samtale gennem censur? To spørgsmål, der lige nu optager lovgivere og politikere. Men hvem er de mennesker, der faktisk gør rent på internettet? Mød fem filippinske 'content moderators' med det utaknemmelige job at støvsuge de sociale medier for (fra)stødende indhold, men som samtidig arbejder fuldtid i en juridisk og etisk gråzone mellem ytringsfrihed, censur og kommercielle interesser. 'The Cleaners' fører os med ind i internettets underverden, hvor debatten allerede raser. Der bliver uploadet 500 timers video på YouTube og 2,5 millioner posts på Facebook. I minuttet. Hver dag. Og mediegiganternes indflydelse på alt fra præsidentvalg til antallet af likes på ens statusopdateringer er nu så enorm, at lovgivningen ikke længere kan ignorere det.

Tid: 26.-27. marts 2017
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.