Hvad kan vi bruge Kafka til i år 2026?
Med Ursula Scavenius ser vi nærmere på Kafka og går bag de klassiske læsninger af ham som symbol på absurditet og bureaukrati. Vi kigger på nogle af hans mindre kendte inspirationskilder, herunder østeuropæiske fortælletraditioner, gnostiske tankemønstre og tolkninger af den jødiske religionshistoriker Gershom Scholem og den tyske filosof og kulturkritiker Walter Benjamin.
Vi følger landmåleren K.’s kamp mod det uigennemskuelige system i ’Slottet’ og ser på, hvordan Kafka gennem blindgyder, fejl og forskydninger skaber en tvetydighed. Dette kan minde om poeten John Keats’ idé om negative capability – evnen til at forblive i tvivl uden at tvinge erfaringen ind i én forklaring. K møder kulde, mistillid og konstateringen af, at “gæstfrihed ikke er sædvane hos os”. Motiverne peger direkte på spørgsmål, der stadig er aktuelle i dag, som grænser, verdensudmattelse og hjemløshed.
Efter oplægget viser vi Michael Hanekes filmatisering af ’Slottet’ (1997), hvor Kafka-universet omsættes til et radikalt filmsprog med forskydninger i rum og systemer. Udover de klassiske temaer som dobbelthed og individets kamp mod systemet, trækker filmen også på gnostiske metaforer, hvor kontorer og embedsmænd kan minde om gnostiske arkonter. Kafka mente selv, at film lagde “jernskodder for vinduerne”, så spørgsmålet er, hvad han ville mene om Hanekes forsøg på at omsætte hans litterære tvetydighed til filmiske billeder.
Oplægget varer 20 minutter, foregår på dansk og kræver ingen særlige forudsætninger. Filmen vises også i forbindelse med middag og længere forelæsning i marts – se dato herunder.
OM OPLÆGSHOLDEREN:
Ursula Scavenius er cand.mag. i litteraturvidenskab med speciale i Kafka og forfatter, uddannet fra Forfatterskolen, med base i København. Hun debuterede i 2015 med novellesamlingen ’Fjer’ og udgav i 2020 ’Dukkerne’, som blev solgt til den engelsksprogede verden. ’The Dolls’ udkom i 2021 i Storbritannien. Begge bøger har modtaget national og international anerkendelse.
Dette forår underviser hun i et længere kursus om Kafka på Københavns Folkeuniversitet: 'Kafka som kætter og kodeknuser' - læs mere om det her: https://www.fukbh.dk/program/litteratur-og-sprog/kafka-som-kaetter-og-kodeknuser
Instruktør: Michael Haneke
Michael Hanekes 1997-filmatisering af Franz Kafkas roman 'Slottet' fra 1926 er et både absurd og dybt tankevækkende drama om individets kamp mod uigennemskuelige systemer.
Landmåleren K. (Ulrich Mühe) ankommer til en landsby med håbet om at få adgang til slottet for at udføre sit arbejde, men støder konstant på bureaukratiske forhindringer og ubøjelig modstand.
"Landsbyen har ikke brug for dig," konstaterer en embedsmand tørt, en sætning, der indkapsler K.’s frustration og filmens filosofiske kerne. Landsbyen og slottet bliver et symbol på institutioner, der ser bort fra menneskelig logik og behov.
Hvad sker der med menneskets motivation og identitet, når alle forsøg på handling afføder nye barrierer? Haneke forlænger Kafkas absurde univers med en realistisk iscenesættelse, der gør den sorte humor nedtonet - og ikke mindre smertefuld.
Medvirkende: Ulrich Mühe, Susanne Lothar, Frank Giering, Felix Eitner, Nikolaus Paryla
Original titel: Das Schloss
Østrig, Tyskland, Frankrig, 1997
DCP, 123 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Lørdag 14. februar
14:15
Kafkas og Hanekes Slottet: Talk + film / Filosofisk Filmfestival 2026