Grace Kelly

Hun var så smuk, at det skreg til himlen. Selv i deres glansperiode kom Clark Gable, Frank Sinatra eller James Stewart til at ligne stive knokkelmænd, når Grace Kelly kom ind i rummet. De kyssede hende, som man jo skal på film, men auraen var hendes.

FEM GYLDNE ÅR
I hendes 11 film var Cary Grant nok den, der kom nærmest på at matche Grace Kelly i charme og elegance, og han fik god hjælp af Technicolor, smoking og azurblå riviera i Hitchcocks ’Fang tyven’. En feberdrøm af et romantisk overklasselystspil, der kort efter, i 1956, blev omsat til virkelighed, da Grace Kelly fra Philadelphia blev til fyrstinden af Monaco. Det royale bryllup stod tre måneder inden ’High Society’ havde premiere, nærmest som et simulakrum af den amerikanske drøm.

Og lige der, efter blot fem år i Hollywood, stoppede filmkarrieren. Alfred Hitchcock følte sig groft svigtet af sin muse. Hollywood ringede forgæves.

Kjolerne og elfenbenskindbenene blev ved at stråle i ugebladene, men det er i spolerne af celluloid, at myten om en af Hollywoods store kvinder ligger indkapslet. Her er hun evigt perfekt, evigt uopnåelig. På en sær måde gør det bilulykken, der tog hendes liv i 1982, uvirkelig og næsten sekundær.

OLDSCHOOL FILMCHARME
Selve filmene er ren 1950’er-vintage. Det var dengang, man besvimede på film, mænd gik med hat og tweed, og kvinder med juveler. ’Mogambo’ skildrer macho-kolonialismens Afrika, ’Skjulte øjne’ rummer den største studiekulisse skabt til dato, og ’Telefonen ringer kl. 23’ er en af de få seriøse 3D-film. På forskellig vis produkter af tiden.

Det passede perfekt til Grace Kellys elegance, at sex i denne periode blev omsat til ekvilibristiske pingpong-orddueller og bilture i cabriolet, og at blikkene ulmede ofte mere af begær end kyssene. Hun havde aldrig Marilyn Monroes nuttethed eller farligheden hos en Joan Crawford eller Veronica Lake.

Hendes styrke lå i spillet mellem det forsagte og det stædige. Hun mestrede rollen som ægteviv til en alkoholiseret alfa-han i ’Skrå brædder’ (som hun vandt en hovedrolle-Oscar for), og hun kunne synge ’True Love’ til Bing Crosby med værdigheden intakt. Hun gav rollerne en integritet, som manuskriptet ikke altid serverede på et sølvfad.

EN INSIDER ÅBNER LIV OG VÆRK
Det var ikke mange, der fik adgang til den private side af Grace Kelly. En af dem var forfatteren Donald Spoto, og hun kvitterede for venskabet ved at skrive forordet til en af hans tre bøger om Alfred Hitchcock. Spoto udgav i 2008 en rost biografi om hende selv – med interviews, han som aftalt havde holdt hemmelige indtil 25 år efter hendes død.

Vi er så heldige, at Donald Spoto, der har skrevet i alt 30 bøger om Hollywoods store navne og er et omvandrende leksikon, er dansk bosat og nærer en stor veneration for Cinemateket. I februar og marts byder han på både personfortællinger og sine formfuldendte filmanalyser fordelt på tre aftener:

Fredag den 14. februar kl. 18:15: High Society + foredrag.
Søndag den 8. marts kl. 18:30: Hvem var Grace Kelly? / Foredrag + ’Skrå brædder’ (’The Country Girl’).
Lørdag den 14. marts kl. 18:00: Hitch + Grace / to mesterværker, foredrag og middag i SULT.

Glæd dig også til modeforedrag ved den smittende Chris Pedersen den 6. januar, inden vi i samarbejde med Copenhagen Fashion Film byder på dråber. Festivalen ruller i Cinemateket 5.-8. februar - se andetsteds på hjemmesiden.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket