Aki Kaurismäki

Når man tænker Finland, er det første, der popper op, ofte sauna, vodka, måske Tove Janssons Mumitrolde og et pudsigt sprog med for mange vokaler. Film kommer et stykke nede på listen, og det har da også periodevis skortet på internationalt kendte film fra de tusind søers land. Men i 1980’erne satte instruktøren Aki Kaurismäki Finland på det filmiske verdenskort og blev hurtigt anset som en af de skæveste og morsomste instruktører på den internationale filmscene, i selskab med personligheder som Hal Hartley, Jim Jarmusch, Wong Kar-Wai og Wim Wenders.

Med sin sælsomme blanding af kulsort og ofte absurd humor, sin særegne og meget let genkendelige stil samt et persongalleri af helt almindelige mennesker (dog tit med et alkoholindtag over middel) kastet ud i en eller anden desperat eller umulig situation, er Kaurismäkis film helt unikke.

Bortset fra det rablende vanvid, der især kommer til udtryk i filmene om det bizarre finske band, Leningrad Cowboys, har Kaurismäki hang til bidende socialrealisme. Filmene er lavbudget-produktioner og udspiller sig gerne i en nostalgisk for- eller nutid. Det er skæbnedramaer badet i et melankolsk lys, men ofte er det med udgangspunkt i en undergangshistorie, hvor stemningen, karaktererne og det gennemarbejdede minimalistiske udtryk vægter mest.

Dialogen er sparsom, leveres fåmælt og på en urfinsk facon, og nogle gange fungerer skuespillerne mere som oplæsere end som skuespillere. Kaurismäki sætter næsten en ære i at underspille filmens betydning og er en mester til at kombinere lys og mørke, humor og alvor.

I december var der dansk premiere på hans seneste film ’Faldne blade’. Cinemateket tager et kig tilbage på Kaurismäkis imponerende karriere og viser 11 af hans film, der bredt repræsenterer den på en gang seriøse og respektløse måde, han skaber film på.

Mette Camilla Melgaard, programmedarbejder / Cinemateket