Dansk film 2017

De syv bedste ifølge Claus Christensen

9. feb - 31. mar

Vi har bedt Filmmagasinet Ekkos chefredaktør Claus Christensen vælge de syv bedste danske film fra 2017, og han har peget på bl.a. ’Underverden’, ’Vinterbrødre’ og ’En frygetlig kvinde’.

Dansk film oplever i disse år en påfaldende instruktørflugt. En stor del af de mest etablerede navne er noteret på fraværskontoen, bortrejst til det store og dragende udland. Og det er selvfølgelig et alvorligt problem for dansk film, men det har også en positiv side.

Det har givet plads til en ny generation: Hvor man tidligere måtte vente i årevis på at komme frem til en spillefilmsdebut, er unge filmmagere kommet i gang umiddelbart efter filmskolen.
I 2017 debuterede Annika Berg med den farverige teenagepunk-film ’Team Hurricane’ og Hlynur Pálmason med ’Vinterbrødre’, et broderligt psykodrama i et goldt landskab af sne og snavs.
Disse instruktører er selvsagt forskellige, men har også en række fællestræk: stærk visualitet, frygtløs eksperimenterelyst og kreativ udnyttelse af økonomiske begrænsninger. Det lover friskhed og vitalitet for det kommende år.

Men faktisk har det også præget 2017 og gjort det til et af de mest spændende i lang tid. Fenar Ahmad og Christian Dyekjær imponerede med film om en mandlig deroute i henholdsvis selvtægt (’Underverden’) og ludomani (’Fantasten’), mens Christian Tafdrup kastede al forsigtighed over bord med sin politisk ukorrekte satire over kvindekønnet (’En frygtelig kvinde’).

Og så har jeg i mit udvalg af syv favoritfilm ikke engang fået plads til Kasper Rune Larsens improviserede slackerfilm ’Danmark’, animationsperlen ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ eller de autodidakte Avaz-brødres melodrama ’Mens vi lever’, en af de flotteste danske film uden statslig støtte nogensinde.

Den nye generation er sværere at sælge end dogmegenerationen med dens uniformerede broderskab og kuriøse kyskhedsregler. Flere af filmene på min liste er da også blevet skammeligt overset af biografpublikummet. Derfor er Cinematekets serie en kærkommen lejlighed til at stifte bekendtskab med original dansk filmkunst og det nybrud, som er blevet efterlyst i mange år.

Claus Christensen, chefredaktør / Filmmagasinet Ekko

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
24 25 26 27 28 29 30
oktober
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4
november
29 30 31 1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 1 2
december
26 27 28 29 30 1 2
3 4 5 6 7 8 9