En levende filmhistorie

En af Cinematekets vigtigste opgaver er at holde filmhistorien levende. Et cinematek er en biograf, der husker filmene, efter at premierelysende er slukkede, og ser på dem igen – ofte fra nye vinkler. Jeg vil gerne præsentere et lille udvalg af de film, som jeg har fået et særligt forhold til i løbet af mine 27 år som programredaktør i Cinemateket.

Alt – historie, casting, visuel stil og musik – går op i en højere enhed i Sergio Leones mesterværk, ’Vestens hårde halse’ (1968), som jeg blev fuldstændig betaget af, da jeg for mange år siden oplevede filmen for første gang. Intense ultra-nærbilleder, hysteriske vinkler og mytiske totalbilleder ledsaget af Morricones uforglemmelige musik. ”’Vestens hårde halse’ er en filmskole i sig selv,” har Quentin Tarantino ganske rigtigt sagt. Filmen handler som så mange andre klassiske og moderne westerns om sammenstødet mellem afdankede western-stereotyper og den ubarmhjertige teknologiske udvikling. Cowboy-filmen nægter heldigvis at dø – både som spillefilm på det store lærred og som tv-serie.

Jeg mødte Woody Allen første gang i ’Mig og Bogart’ (1972), som han skrev manuskript til. Filmen om den lille svage mand, der ikke kan finde ud af at gøre indtryk på kvinderne – og derfor spejler sig i filmdrømme og Humphrey Bogart – oplevede jeg som noget af det sjoveste, jeg nogensinde havde set. Ingen instruktører har som Allen givet os mulighed for at spejle (og holde af) vores mindre perfekte sider. Parforholdskomedien ’Mig og Annie’ er en af de bedste film fra instruktørens tidlige periode. Den er fuld af Allens underfundige one-liners om kærlighed, død, sex og meningen med livet. Ruben Östlund holder på samme måde et spejl op for os i sin præcist observerede og tåkrummende pinlige ægteskabskomedie ’Force Majeure’ (2014).

Intet andet tema har været så fremtrædende i tysk film som terrorismen i 1970’erne og Rote Armee Fraktion (RAF), og vi har i Cinemateket præsenteret flere spændende serier og særarrangementer – i samarbejde med Goethe-Instituttet – om myte og realitet i tysk terrorisme. Magarethe von Trottas fremragende ’De tyske søstre’ (1981) handler om den generation, der voksede op i 1950’erne med skyldfølelse, fortielser og krigstraumer. Ikke mindst som diagnosticering af terrorismen og dens individuelle årsager er ’De tyske søstre’ utrolig spændende og vedkommende.

”En film, der vil stå tilbage, når ’Short Cuts’, ’Pulp Fiction’ og ’Breaking the Waves’ er blevet glemt,” skrev Peter Schepelern i Filmmagasinet EKKO om ’De ustyrlige teknobukser’ (1993). Jeg er tilbøjelig til at give Peter ret. Nick Park og Aardman Animations modellervoks-film om den enfoldige opfinder Walter og hans loyale, tavse hund Trofast er utrolig kreativt udtænkt og iscenesat. Vi viser ’De ustyrlige teknobukser’ sammen med ’Walter & Trofast – På et hængende hår’ (1995). Forfølgelsesscenerne i begge film hører til filmhistoriens absolut bedste – hæsblæsende og overrumplende orkestrerede.

En af mine helt store filmiske helte er britiske Ken Loach, der har instrueret mange fremragende og hjertevarme film om den engelske arbejderklasses trængsler, f.eks. ’Riff-Raff’ (1991) og ’Raining Stones’ (1993). Stærkest blandt hans ’internationale’ film står den spændende og bevægende ’Land and Freedom’ (1995), der foregår under Den spanske borgerkrig. Det lykkes her i forbløffende grad Loach at anskueliggøre det storpolitiske spil via filmens enkeltpersoner.

I starten af det nye årtusinde interesserede jeg mig meget for indisk populærfilm, der som bekendt – i form af sang- og dansesekvenser – indeholder mange afstikkere og sidespring fra lineær storytelling. I 2005 interviewede jeg den tamilske instruktør Mani Ratnam i Chennai. Med filmen ’Roja’ (1992) etablerede han sig som et navn i hele Indien, og filmens smukke sange, der kombinerer musikalske stilarter fra Vesten med indisk musik, gav filmkomponisten A.R. Rahman stjernestatus.

Kinesisk film blev kendt over hele verden i midten af 1980’erne, hvor den såkaldte femte generation af instruktører fik stor succes på internationale festivaler. En af dem var Zhang Yimou, hvis betagende og gudesmukke film ’At leve’ (1994), jeg holder meget af. Filmen modtog to store priser i Cannes, men blev – som mange andre af Zhangs tidlige film – bandlyst af de kinesiske myndigheder. Zhang Yimou besøgte under stor mediebevågenhed Cinemateket i 2004 og introducerede tre af sine film. Der var første gang, at han indgik i en officiel kinesisk filmdelegation.

Jeg har i mange år holdt særligt øje med den rige filmtradition i Central- og Østeuropa. I oktober 2011 havde vi besøg af den polske instruktør Krzysztof Krauze, der præsenterede sin fremragende thriller ’The Debt’ (1999), som er baseret på autentiske begiveheder. Filmen er blevet betragtet som en metafor for det polske samfund i den svære overgang fra kommunisme til kapitalisme.

Skal man kun se én film af den ungarske ener Bela Tarr og få et indtryk af hans egenartede stil og hans menneskesyn, er ’Werckmeister Harmonies’ (2000) det rigtige valg. Vi oplever her de lange indstillinger, de overraskende visuelle løsninger og menneskets store dårskab. Vi havde besøg af Bela Tarr tre dage i januar, 2011. På scenen i Cinemateket optrådte han lige så mut og melankolsk som de nedslidte bønder, der befolker hans film, men han holder meget af dansk smørrebrød.

Den østrigske globetrotter Michael Glawogger (1959-2014) var en af den moderne dokumentarfilms store fornyere og største talenter. Hans film kredser om globaliseringens konsekvenser og individets frihed: ”Religion er Guds straf over mennesket”, sagde Glawogger, da han besøgte Cinemateket i august 2012, hvor han introducerede ’Whores’ Glory’ (2011), der sætter fokus på prostitution i tre forskellige lande og tre forskellige religiøse kulturer. Vi viser i denne serie Glawoggers ’Arbejderens død’ (2005), der i fantastiske optagelser følger grupper af arbejdere i de fjerneste afkroge af verden. Scenerne fra Nigeria, hvor udslidte mænd slagter kvæg på den bare jord, omgivet af huller med brændende bildæk, er uforglemmelige.

Min farvel-serie slutter med en af verdens bedste stumfilm, nemlig Buster Keatons ’Generalen’ (1926), hvori Buster optræder som lokomotivfører. Der bliver for alvor damp under kedlerne, når pianist, komponist og kapelmester Lars Fjeldmose den 30. maj akkompagnerer Keatons mesterværk.

Jesper Andersen, programredaktør i Cinemateket fra 1997-2024.