Orson Welles

"De vil elske mig, når jeg er død"

2. mar - 29. apr

Mark Cousins nye portrætdokumentar, ’The Eyes of Orson Welles’, sætter fokus på Welles’ passion for at tegne og male. Den giver os anledning til at skue tilbage på mesterinstruktørens virtuose værker, der voksede ud af hans mange skitser og portrætter af mennesker.

I maj 2018 havde den nordirske filmkritiker og forfatter Mark Cousins premiere på sit personlige portræt af Orson Welles, ’The Eyes of Orson Welles’, som han i charmerende stil introducerede for en fyldt sal af cineaster i Cannes. Dokumentaren kaster et frisk blik på mesterinstruktørens liv og kunst og dykker særligt ned i Orson Welles talent for at tegne og male - en passion, der førte til studier på Art Institute of Chicago, længe før Welles blev betaget af filmmediets muligheder.
Portrætfilmen nuancerer instruktørgeniets visuelle begavelse og giver os anledning til at skue tilbage på de virtuose værker, der voksede ud af hans hurtige skitser, portrætter af mennesker og mange ideer til locations.

2018 var også året, der bød på premieren på Welles’ længe ventede film ’The Other Side of the Wind’, som producenterne Frank Marshall og Filip Jan Rymsza, skuespilleren Peter Bogdanovich og klipperen Bob Murawski lykkedes med at færdiggøre i et samarbejde med Welles’ mangeårige partner, skuespilleren Oja Kodar (der sammen med Welles stod bag det oprindelige filmmanuskript). Værket, der har været mere end 40 år undervejs, fik premiere på Venedig-festivalen i august 2018: En 70-årig filminstruktør, spillet af John Huston, forsøger at puste liv i sin amerikanske karriere efter længe at have været ude i kulden (i lighed med Welles selv).

Filmen blev optaget i årene 1970-76, men Welles nåede aldrig at færdiggøre den, inden han døde i 1985. Cirka en trediedel var dog færdigklippet og gav en rettesnor for fuldførelsen af den manglende del. Netflix står bag finansieringen af den nu fuldendte ’The Other Side of the Wind’. Vi har lige fået lovning på at vise den i Cinemateket i maj. Vi præsenterer desuden Morgan Nevilles dokumentar ’They’ll Love Me When I’m Dead’ (i øvrigt et profetisk udsagn fra Orson Welles’ egen mund), der skildrer Welles’ kamp for at skrabe penge sammen og producere det legendariske - for ham uafsluttede - projekt.

FOREDRAG OM DEN UKENDTE WELLES
Orson Welles efterlod sig desuden en række andre ufærdige filmprojekter. Oja Kodar tilbød dette materiale (plus en enestående samling af tv-film og dokumentarfilm med Welles) til München Filmmuseum.

Stefan Drössler fra München Filmmuseum vil (på engelsk) i to programmer præsentere noget af det omfattende materiale – herunder nogle af de mest interessante af de ufuldendte Welles-film – og berette om de ofte meget farverige og bizarre omstændigheder, der knytter sig til hvert enkelt projekt. Foredragene foregår allerede 3. og 4. marts og bærer overskrifterne ’Orson Welles og Shakespeare' og ’Welles’ ufærdige film'.

Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket
Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
29 30 1 2 3 4 5
maj
29 30 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2
juni
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
juli
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14