Nordisk Råds Filmpris: Se fire nominerede film

Nordisk Råds Filmpris har til hensigt at fremme produktionen af og styrke nordisk film internationalt. I weekenden 13. – 14. oktober viser Cinemateket fire af de fem nominerede film til årets pris - flere af dem med introduktion og gæster.

Uddelingen af Nordisk Råds Filmpris finder i år sted den 30. oktober i Oslo. Fem spillefilm fra Norden er nominerede til prisen, der foruden den store ære, udløser 350.000 kr. til vinderen. Prisen gives til en film, som er forankret i nordisk kultur, har høj kunstnerisk værdi, har udmærket sig i kraft af kunstnerisk originalitet og udgør et helstøbt værk. Vinderen udpeges af en jury bestående af filmeksperter fra de fem nordiske lande, og sidste år gik prisen til 'Little Wing' af finske Selma Vilhunen.

I weekenden 13. – 14. oktober viser Cinemateket fire af de fem nominerede film. Danmark er repræsenteret ved Hlynur Pálmasons 'Vinterbrødre', der skildrer spændingerne og den tiltagende desperation mellem to brødre på et øde kalkværk, blev hædret med ni Robert- og to Bodilstatuetter ved prisuddelingerne tidligere i år. Kim Skotte (Politiken) interviewer hovedrolleindehaver Elliot Crosset Hove forud for filmvisningen, og der bydes på et glas vin.

Finske ’Euthanizer’ vandt prisen for bedste manuskript på filmfestivalen i Tokyo og to finske Jussi-filmpriser i 2018 for bedste manuskript og bedste musik. Filmens autodidakte instruktør, Teemu Nikki, voksede op på en svinefarm, og der bliver ikke lagt fingre imellem i skildringen af livet langt ude på landet i Finland. Der dykkes ned i filmens brutale univers, når Nadia Parbo fra Blodig Weekend introducerer, og der bydes på en Bloody Mary-cocktail.

Filmen 'Thelma' byder på afrystelig filmkunst af norske – men dansk uddannede – Joachim Trier, som senest vandt Nordisk Råds Filmpris i 2016 for filmen ’Louder Than Bombs’. Thelma er vokset op i en overbeskyttet landlig idyl med sine stærkt troende forældre. Da hun flytter hjemmefra for at starte en ny tilværelse i Oslo, bliver det tydeligt, at hun må tage drastiske midler i brug, hvis hun skal bryde ud af sine forældres klaustrofobiske overvågning.

Svenske ’Ravens’ havde verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto og har vundet flere priser, herunder for bedste film og bedste skuespiller på filmfestivalen i Thessaloniki. ’Ravens’ er fotograf Jens Assurs debut som spillefilmsinstruktør, og hver en indstilling i filmen er et lille kunstværk, der vidner om et stærkt visuelt blik. Lektor i film- og medievidenskab, ekspert i svensk film og medlem af bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds filmpris, Eva Novrup Redvall, introducerer - og der bydes på et glas vin.

Tid: 13. og 14. oktober 2018
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55
Billetter: Online eller på 3374 3412.