The blues was born dirty!

På fredag den 23. september kan du rejse med tilbage til den rytmiske musiks rødder og opleve Sydstaternes oprindelige delta-blues, når Cinemetaket i denne måneds Friday Late Night-arrangement viser dokumentaren 'You See Me Laughin' og får besøg af The Fried Okra Band.

Burnside og T-Model Ford – glemte legender genopdaget

I dokumentarfilmen 'You See Me Laughin' møder vi Delta-blues'ens ukuelige overlevere. Vær beredt på at møde en flok gamle mænd omkring de 80 år, som alle er mærket af tidens tand og livets opslidende vej, men som alle har haft blues-musikken som omdrejningspunktet i en omtumlet tilværelse. Én lider af så svære fysiske handicaps, at han må spille sin guitar med en smørkniv. Flere har været inde at spjælde for gambling-slagsmål og mord. Alle bor i usle rønner i Mississippi-byen Holly Springs, hvor de groover på deres instrumenter på faldefærdige terrasser med 15 børnebørn løbende omkring sig, når de da ikke fyrer den af på den lokale smugkro.

Det er ikke bare historien om en række blues-koryfæer som R.L. Burnside, Cedell Davis og T-Model Ford, vi får fortalt. I filmen møder vi sideløbende den unge college-student Matthew Johnson, som i starten af 1990'erne var drevet af et indædt ønske om at udbrede den rå og uspolerede Mississippi-blues, som kun sjældent indspilles på plade. Han brugte det sidste af et studielån på at etablere Fat Possum Records og begyndte herefter at indspille og udgive legendernes autentiske musik.

Har inspireret Bono, Iggy Pop og Jon Spencer

'You See Me Laughin' er instrueret af debutanten Mandy Stein. Filmens oprigtige, prunkløse tilgang til emnet og dets aktører blev modtaget med begejstring af den amerikanske presse. The New York Times skrev bl.a.: ”Filmen er fuld af skæve interview, som tillader personernes personligheder at udfolde sig i takt med musikken.” Blandt de interviewede tæller prominente navne som Bono, Iggy Pop og Jon Spencer, der alle har følt sig inspireret af netop denne form for rå autentisk blues.

Filmen har ikke før været vist i Danmark. Se den eksklusivt i Cinemateket fredag den 23. september kl. 21.30, hvor der efterfølgende kl. 23.00 vil være gratis koncert i Asta Bar med The Fried Okra Band - Danmarks bedste bud på dirty delta blues!