FILM-X Studie 5-8

Lige under Cinematekets billetsalg finder du en magisk filmverden, hvor børn og voksne kan lege med at producere film. Man kan enten booke forløb med en filmguide, eller man kan besøge studierne på egen hånd.

I området finder I fire forskellige optagestudier, som du kan læse mere om nedenfor. Uanset hvilket studie I vælger, kan I enten tage filmen med hjem, som den er, eller I kan pynte yderligere på historien og stramme fortællingen op ved de to klippecomputere. Her kan I lægge musik og lydeffekter på,  inden den skal vises i hjemmebiografen.

Filmstudierne er enkle at betjene, men vi passer godt på dem. Børn under 12 år skal altid være i følgeskab med en voksen.

Studie 5 - Bilen

Bistudiet er en Morris Mascot, hvor en bagprojektion gør det muligt at lave en handling med alt fra en roadmovie, en biljagt, en gyser eller en magisk flyvetur. Der kan være op til fire skuespillere inde i bilen og udenfor bilen styrer fotografen og instruktøren optagelserne. Arbejd videre med jeres filmoptagelser fra bilen i Klippestudiet. Her finder I flere optagelser, I kan klippe sammen med jeres egen film, og til sidst kan I lægge lydeffekter og musik på.

Se de baggrundsfilm man kan vælge i bilstudiet

Studie 6 - Trickfilmstudiet

Hvor mange mennesker kan der egentlig være i en lille kasse? Hvem går ned og hvem kommer op? En transportkasse er glemt i containeren – hvad mon den indeholder?
Alt kan ske i og omkring den magiske kasse – det er kun fantasien, der sætter grænser. Kom ned og prøv vores nye studie 6 og skab de mest utrolige og skøre fortællinger med tryllerier og tricks.

Studiet er meget enkelt at betjene, og der opnås hurtigt et forrygende resultat.

 

Studie 7 - Stemmer på stumfilm

Hvad siger De? I vores dubbing-studie kan I lægge sjove stemmer på et væld af stumfilm-klip. Lav komiske dialoger og giv de gamle klip nye, overraskende lydsider! Glæd jer til gode grin – det er ganske let og ganske gratis.  
I kan vælge mellem en række klip fra den danske stumfilmskat, som I lægger stemmer på. Prøv at aflæse personernes kropssprog. Hvad handler historien om? Hvad siger karaktererne? I bestemmer helt selv, og kun fantasien sætter grænser.

Studie 8

I vores bluescreen studie kan jeres film foregå på forskellige både magiske og realistiske locations. I vælger selv jeres baggrund - måske bliver I jaget af en drage, I kan besøge en kirkegård om natten eller en fremmed planet.
Man starter med at se og vælge en baggrund til sin handling. Herefter finder I på jeres historie og optager filmen.

Optag filmen og rediger med billeder og lyd i vores klippesuite, inden I tager den med hjem.

Se de baggrundsfilm man kan vælge i bluescreen studiet

Planlæg jeres besøg

Bookede forløb med guide (børn)
Lørdag-søndag kl. 11-13 og 13:45-15:45.
Pris: 600 kr. (3-10 deltagere). 
Bemærk: 1/8 2023 ændres prisen til 750 kr.

Betaling via faktura senest 14 dage i forvejen. Aflysninger eller ændringer af deltagerantal kan ske uden beregning indtil 14 dage før besøget, herefter er bookingen bindende. Book her.

Brug af studierne uden booking
Hver lørdag og søndag samt i skoleferier vil der være en guide til stede fra kl. 11-14.
I øvrige tidsrum er alle velkomne til at benytte studierne på egen hånd.
Studierne vil dog være lukket, hvis der er en booking.

Særligt for SFO'er

SFO'er kan benytte studierne hverdage efter kl. 12. Vi arrangerer gerne en oplæring for en gruppe pædagoger, så I bliver trygge ved at producere film i studierne uden der er en FILM-X guide til stede.

Kontakt Karina de Freitas Olesen for nærmere information og aftaler om oplæring.