Breers bedste: 11 fine avantgarde-tegnefilm

Simple og uanstrengte glade streger med bund i en avantgardistisk tradition. Amerikanske Robert Breer har gennem 50 år været en kontant modstander af Hollywoods tegnefilm. Cinemateket viser i denne måned et udvalg af Breers bedste. Eksperimental-biffen onsdag den 30. juni kl. 19.00.

Legende, overraskende og vittige. Amerikanske Robert Breers (f. 1926) animationsfilm er som ingen andre. Som kontant modstander af Hollywoods tegnefilm har han gennem mere end 50 år skabt formmæssigt innovative og ikke-narrative humoristiske film, der har givet ham en placering som en vigtig skikkelse i avantgardefilmens udvikling.

Fra geometri til pop

Med en baggrund som maler begyndte Breer at lave film i 1950’erne. Hans tidlige produktion var præget af inspiration fra dada-bevægelsen og 1920’ernes geometriske abstraktioner af filmskabere som Hans Richter, Viking Eggeling og Walter Ruttmann. Breer fandt dog hurtigt frem til collagen og et slægtskab med Pop Art og kunstnere som Rauschenberg og Oldenburg.

Napoleon splejset med Sophia Loren

Han har gennem sin produktion benyttet sig af et væld af teknikker såsom håndtegning, fotografi og collage. Hans film spænder fra abstrakte undersøgelser af bevægelse (som i de tidlige ’Form Phases’-film) over håndtegnede perler (som ’A Man and His Dog Out for Air’, hvor Breer i en simpel streg skaber billeder i konstant forandring) til collager, hvor et mix af fotografier, avisklip og tegninger er monteret i en rasende fart (som ’Jamestown Baloos’).

Vid, følelser og sensationer

Eksperimenter med bevægelse og rum har været gennemgående i Breers værk. Hans film er i modsætning til Hollywoods animationsfilm ofte præget af en uforudsigelig logik og konstante brud i kontinuitet. Uden brug af konventionel narration skaber Breer film, der med bevægelse og rytme formår at formidle vid, følelser og sensationer.

Breer har med sin udforskning af oplevelsen af filmisk form og bevægelse i høj grad fortjent sin plads i avantgardefilmens historie, og hans film kan ses som en overgang fra de tidlige abstrakte film i 1920’erne af Richter og Eggeling til den lyriske avantgarde med bl.a. Stan Brakhage i front.