Catalanske filmdage – cava, tapas og levende billeder!

COPENHAGEN CATALAN FILM FESTIVAL 2015 begynder i dag. I perioden 25.-29. marts byder Cinemateket således på en stribe film, der viser forskellige sider af den catalanske kultur - foruden tapas, cava og catalansk live-musik i Asta Bar.

Årets Catalanske film festival byder på en håndfuld forskelligartede fiktionsværker og dokumentarer, der tilsammen viser alsidigheden i catalansk film og danner et nuanceret billeder af livet i Catalonien. Programmet udforsker den catalanske identitet fra forskellige vinkler og sætter fokus på madkultur, opbrud, familieliv og den store kærlighed. Her er tre anbefalinger.

Åbningsfilm med oplæg om dansk og catalansk gastronomi

I forbindelse med åbningsfilmen ’The Dream’ er der i aften 25. marts kl 19.00 oplæg om catalansk og dansk gastronomi. Filmen er produceret af holdet bag El Celler de Can Roca, der i 2013 blev udnævnt til verdens bedste restaurant. Vi bliver inviteret inden for til et eksperimenterende projekt, hvor mad forvandles til kunst og blandes med musik og poesi. Resulatet er en sanse-opera i 12 retter.

Familerama og live-koncert i Asta Bar

’Three days with the family’ er et familiedrama der slår gnister. Da Carbó-familiens gamle patriark dør, samles familiemedlemmerne. Dødsfaldet bliver katalysator for et opgør med den forstillelse, der har præget den borgerlige familie. Ikke mindst barnebarnet Léa sætter sig op mod familiens hykleri, og familierelationerne bliver aldrig mere de samme. Instruktøren Mar Coll modtog prisen for bedste debutfilm af Det Spanske Filmakademi. Efter filmen er der live-musik med pianisten og sangeren Joan Dausá i Asta Bar. Det hele foregår fredag den 27. marts fra kl. 19.00.

Chico, Rita og Cava

’Chico & Rita’ vandt European Film Award for bedste animationsfilm og blev tillige Oscar-nomineret. Filmen, der vises lørdag den 28. marts kl. 19.00, er en smuk og intens fortælling – i den latinske bolero-tradition – om forholdet mellem Chico og Rita. De møder hinanden i i Havanna i 1940’erne. 10 år senere har de slået sig ned i New York, hvor Chico er jazzpianist med store drømme og Rita sangerinde med en usædvanlig stemme. Musikken og kærligheden bringer dem sammen, men deres rejse medfører også store hjertesorger. Efter filmen inviteres til cava-smagning i Asta Bar.

Se hele programmet for Copenhagen Catalan Film Festival.

Tid: 25.-29. marts 2015
Sted:
Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.