Cinemateket december 2001



Pressemeddelelse - København den 22. november 2001
Cinemateket deler ud af de store filmgaver i december, når
vi viser en stor kavalkade af Disney's klassikere, de bedste film med "de
stride kællinger" - Bette Davis og Joan Crawford - nye britiske film og
actionfilm gennem 30 år.
Walt
Disney 100 år
Den 5. december ville Walt Disney
være fyldt 100 år. Det fejrer vi i Cinemateket med at vise en stor
kavalkade af tegnefilmens Godfather og skaber. Oplev verdens første
tegnefilm i spillefilmslængde, 'Snehvide og de syv små dværge' fra 1937,
'Pinocchio', 'Fantasia', 'Dumbo', 'Bambi', 'Askepot', 'Peter Pan', 'Lady
og Vagabonden', 'Da Kongen var knægt' og 'Junglebogen'.
I forbindelse med denne store
serie afholdes der torsdag den 6. december kl. 19:30 et særarrangement,
hvor vi har inviteret tegnefilmeksperten Jakob Stegelmann til at komme og
fortælle om Walt Disney's historie og vise nogle uforglemmelige
klip.
Stride
kællinger - store stjerner
Bette Davis og Joan Crawford var ikke
enige om noget som helst. De var ærkerivaler gennem hele deres
Hollywood-karriere, både professionelt og privat, og deres gensidige had
var legendarisk og gjort af det stof som skabte myter. Begge var de
topstjerner - på et tidspunkt endda hos det samme studie - og begge var
kendte for den samme slags roller. Begge var de stærke kvinder med stærke
viljer. Crawford var måske mere villig til at dele sit privatliv med
offentligheden end Davis, men ellers mindede også den del meget om
hinanden. Kun én gang mødtes de på lærredet - i den legendariske 'What
Ever Happened to Baby Jane?' fra 1962. Og til trods for deres indbyrdes
had til hinanden, udtalte Davis da hun havde læst manuskriptet - som hun
fik tilsendt af Crawford - "Well, it could work, you know. It's all there.
Phony Joan and Crazy Bette". Filmen blev en overraskende succes, og de
blev begge nomineret til en Oscar for bedste hovedrolle.

På utallige opfordringer viser
Cinemateket nu en stor serie med "de stride kællinger", hvor vi foruden
ovennævnte film blandt andet viser: 'Jezebel', 'De små ræve', 'Hendes
private fjende', 'All about Eve', 'Johnny Guitar', 'Skriget i natten',
'Hush.hush Sweet Charlotte' og 'The Nanny'. Så pas på.it's going to be
some bumpy nights!
Ny britisk
film
Britisk film, og den dynamiske
industri bag, var op gennem 1990'erne en af Europas største
succeshistorier. Ikke mindst danskerne kunne se lidt misundeligt til, når
billige lokalt forankrede og intelligente film greb et talstærkt
internationalt publikum. Det var briterne der i Europa var bedst til at
eksponere film. De er stadig med i toppen, men også danskerne spiller nu
med i denne liga. Film som 'Bænken' eller 'Et rigtigt menneske' er tegn på
nybrud i dansk film, der - imod kommercielle odds - både forholder sig til
menneskets mørke afkroge og tager livtag på kontroversielle
samfundsemner.
Det har været debutanternes
gyldne år i britisk film. De største kassesucceser det senest år har været
'Flugten fra Hønsegården', 'Billy Elliot' og 'Bridget Jones' dagbog', der
alle er instrueret af spillefilmsdebutanter. Det bærer den serie af nye
britiske film Cinemateket viser i december også præg af, hvor halvdelen af
filmene er instrueret af debutanter. Men også gamle kendinge som Alan
Parker og Kenneth Branagh er med. Serien løber i hele december måned og
består af elleve film.
Action -
tredive år med vold og magt
Filmforskeren Rikke Schubart skriver i
sin kommende bog, "Med vold og magt - den amerikanske actionfilm fra Dirty
Harry til The Matrix", at: "actionfilmen er de sidste tredive års
vigtigste amerikanske filmgenre". Et udsagn der nok skal provokere. Ikke
mindst når man tænker på hvor udskældt genren er sammenlignet med dens
kommercielle succes. For mange er det en primitiv, leflende og larmende
genre, som ikke fortjener noget kunst-prædikat. Men det er samtidig en
genre, der siden sin tidlige fødsel i slutningen af 60'erne, har overtaget
western-genrens status som den amerikanske film "par-exellence" - en genre
der er som skabt til at tematisere amerikanske værdier og (helte)myter i
metaforisk, umiddelbart underholdende form.
Cinemateket viser i december en
kavalkade over de sidste tredive års udvikling af action genren og viser
blandt andet: 'Bullit', 'French Connection', 'Dirty Harry', 'En mand ser
rødt', 'Foxy Brown', 'Mad Max 2', 'Commando', 'Die Hard' og
'Blade'.
Fredag den 14. december aflægger Rikke
Schubart Cinemateket en visit, hvor hun vil fortælle om genren og
introducere aftenens film: 'Robocob'. Dette arrangement er udelukkende
forbeholdt Cinematekts medlemmer.
Særarrangementer og andet
December måneds "Friday Late
Night" byder på pop med stort P. Vi viser filmen 'In Bed with
Madonna', der viser den amerikanske popdronning på og bag scenen under sin
verdensturne: "Blond Ambition Tour" i 1990-91. Filmen vises fredag den 28.
december kl. 22:00 og Cinematekets bar vil være åben til ud på natten og
vores DJ vil sørge for musik til danseskoene.
Lørdag den 1. december er
international aids dag. Cinemateket viser i den anledning den amerikanske
film 'Before Night Falls', der var en kæmpe succes under Copenhagen Gay
& Lesbian Film Festival i oktober. Ved arrangementet bydes der på en
drink og indtægterne fra billetslaget går ubeskåret til Aids
Fondet.
Torsdag den 6. december kommer
filmskribenten og anmelderen Morten Piil ind i Cinemateket for at fortælle
om danske filmskuespillere. Piil, der netop har udgivet den meget roste
bog "Danske filmskuespillere", vil ved denne lejlighed vise klip fra den
store danske filmskat og fortælle om udviklingen indenfor dansk
filmskuespil. Efter arrangementet vil Morten Piil signere sin bog, der kan
købes i Cinematekets boghandel. En oplagt julegave! Arrangementet er
forbeholdt Cinematekets medlemmer og er gratis.
Netop nu kan man se komediennen
Hella Joofs debutfilm 'En kort, en lang' i de danske biografer. En film
der på første åbningsweekend slog alle rekorde for en dansk spillefilm,
med mere end 50.000 solgte billetter! Onsdag den 12. december besøger hun
Cinemateket hvor hun vil fortælle om sit arbejde som instruktør og vise
klip fra sin film.
Cinematekets store decemberprogram er på gaden tirsdag den 27. november
og kan fås gratis i Cinemateket, Gothersgade 55, på biblioteker, caféer og
diverse uddannelsesinstitutioner.