Cinemateket i juni

Clint Eastwood fylder 80 - vi hylder den stadig produktive amerikanske mester med 18 pletskud. Oplev desuden en stribe nye film fra Sydafrikas manfoldigt blomstrende filmindustri. Se Sundance-prisvinderen 'Humpday', der er Månedens Film. Og kom til smukke, barokke Italien med Ettore Scola. Til Portland med indie-dronningen Kelly Reichardt. Til uregerlige Dublin med Roddy Doyle. Under vandet med Jacques Cousteau. Over broen til Istanbul. På tur med det gyldne kompas og mange andre steder …

Serier

Clint Eastwood 80 år – still going strong

"Hvis nogen overhovedet vil huske mig, vil det være som actionskuespiller, og det er også okay," har Eastwood sagt. "Men jeg vil helst tro, at der også vil være en lille gruppe, som vil huske mig for de andre film, hvor jeg tog nogle chancer." Cinemateket viser i anledning af Eastwoods 80-års fødselsdag en perlerække af hans bedste film som instruktør. Fra debuten 'Mørkets melodi' (1971) over tv-produktionerne 'Vanessa in the Garden' (1985) og 'Piano Blues' (2003) (der vises for første gang herhjemme) til den nyeste, 'Invictus' (2009), instrueret langt efter at 'Clinten' er kommet over almindelig pensionsalder.
Læs mere om Clint Eastwood-serien og bestil billetter.

Månedens film: 'Humpday'

Andrew er lykkelig gift med Anne, og de arbejder hårdt på at få et barn. En dag træder Andrews gamle ven, den flippede Ben, uanmeldt ind af døren. Inden Andrew ved af det, har han meldt sig til et porno-kunstprojekt hvor de to mænd skal dyrke sex foran et kamera – bare for ikke at virke sat. To heteroseksuelle mænd, der 'gør det' foran kameraet, er ikke set så tit. Så er spørgsmålet bare, hvad Anne siger til det …
Lynn Sheltons skæve komedie ’Humpday’ var et stort hit på Sundance-festivalen i 2009 og vandt juryens specialpris. En film, der tilfører begrebet 'buddy movie' en helt ny dimension med masser af pinlige situationer – men samtidig et utrolig nuanceret og indsigtsfuldt karakterstudie.
Læs mere om 'Humpday' og bestil billetter.
OBS! Første visning er, som vanligt, gratis for Cinematekets medlemmer.

Sydafrikansk film – nye stemmer

Efter afslutningen på apartheid og demokratiets indførelse i Sydafrika i 1994 dukkede en række talentfulde sorte instruktører op på filmområdet. Det samme gjorde en del film, som tidligere ville være blevet sendt direkte til arkivering af censurmyndighederne. Cinemateket viser et program med nogle af de bedste sydafrikanske film fra de senere år – fra den eksperimenterende digitale produktion 'SMS Sugarman' (2009) til portrættet af en dysfunktionel white trash-afrikaaner-familie i 'Triumph' (2008).
Med besøg af producer/fotograf Steven White i forbindelse med visningen af 'Crime' den 12. juni kl. 19.00.
Læs mere om Sydafrikansk film og bestil billetter.

Kelly Reichardt – indie-dronningen af Portland

Kelly Reichardt – det kvindelige side stykke til Gus Van Sant, Sean Penn og Todd Haynes – er trods sine 45 år allerede et kendt navn på progressive festivaler som Sundance og Rotterdam. Hun laver film om det uglamourøse USA, hvor selv drømmene er få og små, og hun "formår at indfange den rytme og de teksturer, som hører det almindelige liv til", som festivallederen Richard Peña så rammende har formuleret det. Cinemateket viser tre af Reichardts film, bl.a. 'Old Joy' (2006) med singer-songwriter Bonnie 'Prince' Billy i hovedrollen og tre kortfilm, der vidner om Reichardts politisk-lyriske spændvidde.
Læs mere om Kelly Reichardts film og bestil billetter.

Ettore Scola - smukke, dumme, barokke Italien

Den italienske instruktør Ettore Scola har gennem seks årtier skildret en kultur, som er vrængende og patetisk, men også ydmyg og varm. Det Italien, han beskriver, er ikke et turistbillede – det er det rigtige Italien befolket af uheldige, livskraftige, barokke, charmerende, dumme, smukke mennesker. Hos Scola udspilles det private og psykologiske i forgrunden med den politiske og historiske virkelighed som lydtapet.
Læs mere om Ettore Scola og bestil billetter.

Roddy Doyle x 3: soul, svir og fastfood - Dublin style

Roddy Doyles romaner om en families genvordigheder i den fiktive bydel Dublin-forstaden Barrytown er populær læsning, og trilogien 'The Commitments' (1991), 'The Snapper' (1993) og 'The Van' (1996) – der i år blev udgivet samlet for første gang herhjemme – er heldigvis lige så succesfuldt filmatiseret. Ideel tømmermands-bio. Humor og horisont i et hug. Køb en luksus-burger i Restaurant SULT efter hver film.
Søndag den 6. juni kl. 13.30 - 'The Commitments'. Søndag den 20. juni kl. 13.30 - 'The Snapper'. Søndag den 27. juni kl. 13.30 - 'The Van'.
Læs mere om Roddy Doyle-trilogien og bestil billetter.

Carl Th. Dreyer liv og værk – del II

Anden del af den komplette retrospektive serie med film af den danske mesterinstruktør Carl Th. Dreyer, som vises i anledning af Det Danske Filminstituts nye website www.carlthdreyer.dk. Oplev bl.a. stumfilm med levende musik – og mesterværket 'Ordet' (1955) i en ny kopi. Samt stor fotoudstilling i Cinematekets foyer.
Læs mere om Carl Th. Dreyer og bestil billetter.

Særarrangementer

Den gamle mand og havet – Jacques Cousteau 100 års fødselsdagsfest

En hel generation af "friske drenge og piger" fik i 1960’erne og 70’erne øjnene op for havaborrer, stribede fisk, vand- og franskmænd takket være havforskeren, filmmanden og oceanografen Jacques Cousteau. Med aftenens to Oscar-vindende film 'Guldfisken' (1959) og 'Verden uden sol' (1964) mindes vi Cousteau på selve hans 100-årsdag. Filmene indledes af den tekniske chef fra Danmarks akvarium, Lars Schou Olsen.
Læs mere og bestil billetter.

Robert Breer – tegnefilms-avantgarde med humor

Den amerikanske avantgardist Robert Breers virkefelt spænder fra abstrakte undersøgelser af bevægelse i de tidlige 'Form Phases'-film over håndtegnede perler som 'A Man and His Dog Out for Air' til collager som 'Jamestown Baloos', hvor et miks af fotografier, avisklip og tegninger er monteret i en rasende fart. Cinemateket viser 11 af Breers bedste film fra 1952 til 2003.
Læs mere og bestil billetter.

David Lynchs 'Interview Project' – illustreret foredrag

For ikke meget mere end et årti siden omtalte David Lynch computereffekter og digitalisering med slet skjult foragt. Det var dengang. I disse måneder åbenbarer samme Lynch et nyskabende multimedie-projekt. Det såkaldte 'Interview Project' handler om almindelige amerikanere og består af 121 korte interviews (à 3-5 minutter) optaget under en 70 dage lang cirkulær rejse gennem USA anno 2010. Professor i film- og medievidenskab Anne Jerslev fra Københavns Universitet fortæller om 'The Interview Project' og ser det i lyset af Lynchs øvrige produktion. Foredraget vil være rigt illustreret med filmklip.
Læs mere og bestil billetter.

Søndagsmatiné: Robert Schumann

Var Schumann gal eller genial? Sikkert begge dele. I hvert fald var han hypokonder, depressiv, alkoholiker, manisk og en stor begavelse, ikke bare som pianist og komponist, men også som litterat. I anledning af Schumanns 200-års-dag fejrer vi komponisten i musik og tale. Eftermiddagen vil bestå af koncert- og musikoptagelser med kunstnere som Dietrich Fischer-Dieskau og Lazar Berman, og den kædes sammen af ph.d. i musik og filosofi Eva Maria Jensen.
Læs mere og bestil billetter.

Psych-Out!: 'Ganja and Hess' – sort horror

Bloddryppende og hypnotisk avantgarde-horror med afro-amerikanske rødder, anyone? Den drømmeriske blanding af gotiske gys, vampyrmyter, visuelle eksperimenter og sort kultur var et hit i Cannes, men en fiasko i USA. 'Ganja and Hess' (1973) blev klippet ned med over 40 minutter af distributøren, som gav den et andet soundtrack og en ny titel for at score kassen på 70’ernes blaxploitation-boom. Vi viser den nyligt restaurerede, uklippede udgave.
Med psykedelisk rejsegrammofon og kolde "come-down"-øller. Læs mere og bestil billetter.

Asian Night: Sergio Leone møder John Woo i spektakulær kimchi-western

Asian Night byder på eksplosiv sydkoreansk high-budget-action og asiatiske delikatesser. Aftenens film, 'The Good, The Bad and the Weird', er en åbenhjertig kærlighedserklæring til Sergio Leones 'Den gode, den onde og den grusomme', og sjældent har en filmisk hommage været så spækket med underholdende twists og samtidig så meget i åndelig synch med forlægget. Aftenen rundes af med asiatisk retro-loungemusik og østerlandske delikatesser.
Læs mere og bestil billetter.

Koncertpianisten, som blev morder - tysk filmaften

 20-årige Jenny var i sin barndom en internationalt kendt pianist, men hun er nu dømt for mord og skal afsone sin straf i et kvindefængsel. Her har den forbitrede gammeljomfru og tidligere koncertpianist Traude Krueger i mange år været klaverlærer. Filmen introduceres af forfatter, filmkonsulent og tysklandsekspert Steen Bille.
Læs mere og bestil billetter.

Friday Late Night: Istanbul - moderne musikalsk heksekedel

Fatih Akins smukt redigerede film 'Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul' (2005) giver et kalejdoskopisk billede af den moderne musikby på grænsen mellem øst og vest. Og ikke mindst af tonerne fra forskellige genrer: Bl.a. et psykedelisk band i en båd på Bosporus, kælderrock, hiphop, en yndefuldt ældet sangerinde med raki i glasset, gademusikere og kurdiske bands. Alexander Hacke, kendt fra 'Einstürzende Neubauten', er din guide gennem koncertoptagelser og interviews, hvor kunstnerne udtrykker deres historiske, politiske og musikalske meninger. Gratis drinks med i billetten + DJ, der sætter en stemningen med tyrkisk dansemusik efter filmen.
Læs mere og bestil billetter.

Mest for børn

Bio min Bio – 'Det gyldne kompas'

Lyra er 12 år og bor på det velrennomerede Jordan-kollegium. Hun har det trygt og godt, men pludselig sker der ting og sager, som vender op og ned på det hele. Har det noget at gøre med det gyldne kompas, som Lyra er i besiddelse af? Billetpris: kun 25. kr.
Læs mere og bestil billetter.

Børnebiffen

I juni måned viser Børnebiffen en masse fine børnefilm. Kom bl.a. med 'Ernst i svømmehallen' eller med 'Ernst i tivoli' eller du kan også komme på tur med 'Mis med de blå øjne'. 
Læs mere om alle de mange film i Børnebiffen.