Cinemateket maj 2003



Pressemeddelelse - København den 16. april 2003
Så er den
her endelig - den store retrospektive serie af Kurosawa film! Cinemateket
viser hele 25 af slagsen. Desuden kan man opleve "Soft Cinema", film om
myter og magt, og så afholdes der atter en gang jødisk filmfestival i
Cinemateket.
Kurosawa -
kejseren af japansk film
Kurosawa er i Vesten mest kendt
for sine spektakulære samurai-film, f.eks. mesterværket 'De syv
samuraier'. Han udviklede genren - under påvirkning af den amerikanske
western - og benyttede den i elleve af sine film. Men over halvdelen af
Kurosawas film er samtidsfilm. Da Kurosawa døde i 1998 - i en alder af 88
år - efterlod han sig 31 film, produceret mellem 1943 og 1993. Cinemateket
præsenterer 25 film af den japanske mesterinstruktør plus portrætfilmen
'Kurosawa' (2001), instrueret af Adam Low.
Gå derfor ikke glip af denne
enestående chance for at se eller gense nogle af filmhistoriens største
værker. I serien indgår blandt andet filmene: 'Ran', 'Kagemusha -
krigerens skygge', 'Rødskæg', 'Sanjuro', 'Livvagten', 'Den skjulte
fæstning', 'Blodets trone', 'De syv samuraier', 'At leve' og 'Stray
Dog'.
Soft
Cinema - fra analog til digital
Cinemateket viser - i forlængelse
af Lev Manovich' besøg i Cinemateket den 3. maj - et udvalg af film, der
på forskellig vis kredser omkring og belyser overgangen fra analoge til
digitale medier. De enkelte film har på deres produktionstidspunkt
udfordret filmens formmæssige konventioner og fremstår derfor - om end på
forskellig vis - som kunst- og avantgardefilm. Nogle af dem er i dag
kanoniseret som filmhistoriske hovedværker, mens andre (endnu) ikke har
opnået den samme brede anerkendelse.
I serien indgår blandt andet Mike
Figgis 'Time Code' (2000), Peter Greenaways 'Prosperous Books' (1991), Tom
Tykwers 'Lola Rennt' (1998) og Steven Lisbergers 'Tron'
(1982).
Myter med
magt - klassiske myter i moderne filmkunst
De klassiske mytologiske
fortællinger lever endnu. Under overskriften "Myter med magt" præsenterer
Cinemateket i maj en række film, der relaterer sig til de gamle historier.
Hvad enten filmene er forsøg på egentlige filmatiseringer af disse
overleveringer eller mere løse fortolkninger, så er de valgte titler
bundet sammen ved deres fælles relation til mytologiske
fortællinger.
Serien indeholder blandt andet
filmene 'Den evige længsel', 'Kærlighedens mysterium', 'Sort karneval',
'Kong Ødipus', 'Rumrejse 2001', 'Benny's video', 'Mig og Adfrodite' og 'O
Brother, Where Art Thou?'.
Torben
Ulrich - tennis, film og Buddha
Den 8. maj udkommer bogen "Jazz,
bold og buddhisme" - et udvalg af Torben Ulrichs skriverier igennem de
sidste halvtreds år. I anledningen af udgivelsen og den samtidige åbning
af en udstilling hos Galleri Asbæk kommer Torben Ulrich til København. Vi
har i den forbindelse inviteret ham til Cinemateket for at vise sin nye
film 'Before the Wall: Body & Being'. I forlængelse af arrangementet
viser vi en lille række film, som Torben Ulrich enten har instrueret eller
medvirket i.
Jødisk
Filmfestival - minoriteter i minoriteten
For anden gang afholdes der i
Cinemateket Jødisk Film Festival. I år er festivalens overordnede tema
"Minoriteter i minoriteten". Men hvorfor dette tema? Jøder er jo en
minoritet i forvejen. I hvert fald en numerisk minoritet. Men er jøder
også en anden slags minoritet? Religiøs ja naturligvis, men hvad mere? Det
vil vi overlade til de mange nye vidunderlige film at fortælle om.
Festivalen viser nye filmproduktioner - både dokumentar- og spillefilm -
fra hele verden, og med mange forskellige tematikker. Festivalen åbner
torsdag den 8. maj, og der vil i forbindelse med festivalen blive udgivet
et særprogram.
Døve
Filmfestival
Danske Døves Landsforbund og
Danske Døves Ungdomsforbund byder velkommen til den første internationale
Døve Filmfestival - F3 i Cinemateket den 16.-18. maj.
Formålet med filmfestivalen er at
give døve større forståelse og entusiasme for filmkulturen samt skabe
fokus og debat om døves indflydelse på lærredet og bag kameraet før, nu og
i fremtiden. Desuden vil festivalen gerne give hørende en mulighed for at
få indblik i denne del af døves verden.
Friday
Late Night og særarrangementer
Fredag den 30. maj har
Cinemateket den store glæde som de første i Danmark at kunne præsentere et
publikum for en pre-listening af den engelske gruppe Radioheads nye album,
der er på gaden medio juni. I forbindelse med Cinematekets Friday Late
Night arrangement med musikfilm, bar og dj, viser vi filmen 'Radiohead:
Meeting People Is Easy' og efterfølgende vil der være fest til tonerne af
det kommende album med én af de mest interessante grupper i nyere tid.
Arrangementet starter kl. 22:00.
Husk
endvidere:

Lørdag den 3. maj kl. 16:45 - Mød New Media guruen Lev
Manovich.
Torsdag den 8. maj - Jødisk Filmfestival åbner.
Fredag den 9. maj kl. 19:15 - Mød tennisspilleren, instruktøren og
forfatteren Torben Ulrich og se hans nye film 'Before the Wall: Body
& Being'.
Søndag den 11. maj kl. 16:00 - Torben Ulrich deltager i Cinematekets
boghandels "bogforum" og signerer sin nye bog "Jazz, bold og
buddhisme".
Søndag den 11. maj kl. 20:00 - Mød Torben Ulrich og filminstruktøren
Jørgen Leth
Torsdag den 15. maj kl. 19:00 - "Fast Video". Oplev en lang række
nye videoværker produceret af danske billedkunstnere.
Fredag den 16. maj - Danmarks første Døve Filmfestival åbner.
Torsdag den 22. maj kl. 19:15 - Mød instruktøren Kassandra
Wellendorf som ved denne lejlighed vil præsentere sin film 'Close'.
Fredag den 23. maj kl. 19:00 - Verdenspremiere på ny stor doku-drama
om Willy Brandt - 'I magtens skygge'. Matthias Brandt (søn af Willy
Brandt) vil være til stede ved visningen.
Søndag den 25. maj kl. 16:45 - Mød digteren Pia Tafdrup of se
Cecilia Holbek Triers nye film om hende - 'Tusindfødt - digteren Pia
Tafdrup'. Holbek Trier vil også være tilstede ved visningen og vil
sammen med Tafdrup indgå i en dialog med publikum efter
forevisningen.
Onsdag den 28. maj kl. 16:30 - "Fast Video". Oplev en lang række nye
videoværker produceret af danske billedkunstnere.
Cinematekets majprogram er på gaden den 24. april og fås
gratis i Cinemateket, Gothersgade 55, på biblioteket, samt diverse
uddannelsesinstitutioner og caféer.