Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival

En af de mest progressive festivaler i verden forsætter sit samarbejde med Cinemateket. Festen starter fra fredag den 16. oktober. I år udforsker festivalen bl.a. homo-Bollywood og byder på Marc Almod-fest.

Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival (CGLFF) har igen strikket en vifte af flotte tilbud sammen. CGLFF er langtfra en eksklusiv fest, men er en åben invitation til alle for at opleve kvalitetsfilm, der både appellerer bredt og formidler homoseksuelle temaer på oplysende og underholdende facon.

Festivalens overordnede tema for i år er LGBT-liv (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender) levet her og nu. Det undersøges i flere undertemaer. Bl.a. ’Documenting Denmark’, en serie spritnye dokumentarfilm om livet for hhv. lesbiske, bøsser, transpersoner og queer-miljøet i dagens Danmark.

Lesbisk på den røde løber

Den røde løber rulles ud, når festivalen fredag den 16. oktober åbner med galla-verdenspremiere på dokumentarfilmen ’Goddag mit navn er lesbisk.’  Fra kl. 20.30 er der velkomstdrinks, og efter filmen er der kølige Somersby, mens DJs som Dulfedettes, Madvig og Knox & Skurk spiller op til fest.

Festen forsætter lørdag aften med temaet ’Bollywood Goes Gay.’

’Dostana’ er en farverig Bollywood-film med åbenlyse homoseksuelle undertoner, mens ’I Can’t Think Straight’ er en rørende komedie om lesbisk kærlighed på tværs af etniske skel i gruekedlen London. Efter filmene vil London DJ Ritz spille op, og der er performance ved Bollywood-musikeren Vipul Bhatti, som desuden introducerer filmen ’Dostana.’

Pailletbesat kimono og superbitches

Søndag den 18. oktober holder dansk films gyserdronning, Rikke Schubart, et foredrag med titlen ’Superbitches og actionbabes.’ Foredraget er gratis og vil bl.a. komme ind på grænserne og mulighederne for at vise stærke kvinder på film.

Fredag den 23. oktober kl. 21.45 går Marc Almond på scenen iklædt pailletbesat kimono i Friday Late Night, som denne måned præsenteres i samarbejde med CGLFF. Oplev den flot tatoverede engelske performer kæle for publikum i sit ultimative show fra Royal Albert Hall i London. Bagefter er Asta-baren åben, hvor en DJ vil gøre dansegulvet usikkert – og mon ikke klassikeren ’Tainted Love’ vil blive spillet for fuld hammer?

Sort/hvid homoseksualitet

’Anders Als Die Anderen’ var en af de første film, som skildrede homoseksuelle sympatisk. Filmhistoriker Anne Jespersen vil give en introduktion til filmen, som vises søndag den 18. oktober kl. 16.15. Anne Jespersen vil også holde et oplæg inden den klassiske lesbiske film fra 1931 ’Mädchen in Uniform.‘ Det foregår lørdag den 24. oktober kl. 16.15.

Der vil være rig mulighed for at diskutere film under CGLFF, da flere instruktører har meldt deres ankomst til Q-&-A-sessioner. Det gælder for interessante film som ’Nobody Passes Perfectly,‘ ’City of Borders’ og ’Prodigal Sons,’ som alle giver grobund for en sund og animeret debat.

Se mere om filmene i serien her, og læs om festivalens mange tilbud på hjemmesiden www.cglff.dk.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling her.