Copenhagen Jewish Film Festival

FILMFESTIVAL. Film som forenende faktor. I februar måned kan Copenhagen Jewish Film Festival fejre 10-års jubilæum – og igen i år danner Cinemateket rammen om en lang række filmvisninger og debatter, der alle sætter fokus på brobygningen mellem kultur, kunst og mennesker. Festivalen løber af stabelen 25.-28. februar. 

Filmene på dette års Copenhagen Jewish Film Festival handler om afstanden mellem folkeslag, familiære relationer, filosofiens tilgange til populistiske emner samt ondskabens banalitet. Festivalen præsenterer nye og anderledes vinkler på genkendelige og ofte tabuiserede problematikker. Over fire dage vises hele 28 (!) filmtitler. Fra spillefilm over dokumentarer til tv-serier. 

Anden Verdenskrig – de oversete kapitler 

Som sædvanligvis byder Copenhagen Jewish Film Festival på debatter og interessante møder med instruktører og meningsdannere, der har noget på hjerte. Blandt andet i 'Ninas børn' (2015) – en norsk dokumentar som sætter fokus på hidtil oversete kapitler i den norske fortælling om Anden Verdenskrig. Filmen handler om de jødiske børn, der måtte flygte til landet under krigen. Instruktøren bag filmen tager afsæt i sin egen historie med jødisk ophav. Efter filmvisningen er der Q&A med filmens instruktør, Nina F. Grünfeld, og med psykolog Berit Reisel, grundlægger af Holocaust og Livssynssenteret i Oslo.

Kontroversiel fredsaktivist

'Uri Avnery - Warrior for Peace' (2002) er filmen om journalisten og fredsaktivisten Uri Avnery – en mand, som mange israelere elsker, men som endnu flere hader. Et komplekst og kontroversielt menneske, hvis ideologi og politiske dedikation rummer en standhaftig tro på en fredelig fremtid mellem israelere og palæstinensere. En mand med sine meningers mod – og en stemme, der fastholder at debattere dagens Mellemøsten, hvor håbet om fred synes afløst af mistro, had og terror. 

Karrierekvinder på Vestbredden

I dokumentaren 'Partner With the Enemy' (2015) følger vi to kvinder fra hver sin side af Israel/Palæstina-konflikten, der sammen forsøger at drive en forretning. Den ene er jøde, den anden araber. Samfundet, familierne og den mandsdominerede forretningsverden er imod deres partnerskab – alene fordi de er kvinder. Alligevel forsøger de to veninder at forsætte deres firma, der skal hjælpe palæstinensiske forretningsfolk med at navigere rundt i det omfattende bureaukrati i Israel og på Vestbredden. En verden, der bestemt ikke er nem at bevæge sig indenfor, når man samtidig forsøger at bevare et venskab!

I forbindelse med visningen af de to mellemlange film 'Women in Sink' og 'Partner With the Enemy' byder festivalen på debat om, hvordan den israelsk/palæstinensiske konflikt præger israelsk film p.t. De medvirkende er instruktørerne Iris Zaki ('Women in Sink') og Yair Lev ('Warrior for Peace').

Læs mere om de forskellige arrangementer, debatter og ceremonier på festivalens hjemmeside cjff.dk, på festivalens Facebook-side og på cinemateket.dk.

Tid: 25 -28. februar 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K 
Billetter: Cinemateket.dk og på tlf. 33 74 34 12.