CPH DOX – virkeligheden vender tilbage

FESTIVALFEBER. I perioden 7.-17. november lukker dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX igen virkeligheden indenfor i alle dens mærkværdige afskygninger – og nok en gang med Cinemateket som festivalcentrum.

Danmarks internationalt anerkendte festival for dokumentarfilm vil igen i år oversvømme de københavnske biografer med mere end 180 film. Fra kritiske samtidsdiagnoser til indfølte kunstnerportrætter og besøg fra nær og fjern. Festivalen spænder bredt og har som altid hybriditet og dokumentarisk periferi i kikkerten foruden film af nye stjerneskud og gamle mestre. Der er med andre ord garanti for, at der er noget for enhver filmsmag.

Men DOX byder også på andet end film i biografen. Under festivaldagene er der nemlig et væld af fester, koncerter, seminarer og andre arrangementer, der åbner forestillingen om, hvad en filmfestival kan rumme. Hvad enten det er ’mad-events’ eller møder med samtidens førende dokumentarister, så viser DOX, at en filmfestival kan være en mangeartet størrelse.

Sidste år havde DOX et besøgstal, der oversteg 50.000, og med det tætpakkede og vitale program for 2013, er der intet, der tyder på, at der skulle blive mindre publikumsinteresse i år. Billetsalget er allerede i fuld gang.

Tid: Torsdag 7. november til søndag 17. november
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12