CPH PIX og Cinemateket præsenterer: REWORKED

FESTIVAL. I denne uge går CPH PIX i luften med et virvar af film- og kulturtilbud. I Cinemateket kan du blandt andet opleve en unik retrospektiv-serie, der rykker ved remake-genrens dogmer. Derudover byder programmet på debatter, live-koncert, instruktørbesøg - og selvfølgelig seværdige film i lange baner. Særlige tilbud for Cinematekets medlemmer.

REWORKED – anderledes remakes
Få genrer er så uglesete som remaket. Men med årets store PIX-særserie viser vi, at man kan gå tilbage til tidligere værker uden at give køb på hverken kreativitet eller originalitet. Vi har samlet en serie af instruktører – blandt andre Yasujiro Ozu, Jean-Luc Godard, Gus van Sant og Michel Gondry - der alle er gået tilbage til egne (og i enkelte tilfælde andres) værker med helt nye øjne og har genskabt dem med overraskende kreative resultater.

Fælles for seriens film er, at de gør op med Hollywood-remakets standardformular, og i stedet slår til lyd for en kreativ proces, der længe har været anerkendt indenfor musikken, malerkunsten og på teatret - nemlig at genbesøge tidligere værker for at se, hvordan de med kreative fiksfakserier og et andet temperament hurtigt kan afsløre nye helt sider af sig selv.

Tag med på en alternativ tur i filmhistorien, og se hvad der sker, når David Lynch genskaber sit uforlignelige univers fra hans seneste film ’Inland Empire’ i ’Inland Empire – More Things That Happened’. Du kan også opleve Keanu Reeves og River Phoenix i en helt ny, alternativ version af 90'er-klassikeren ’My Own Private Idaho’ - instrueret af James Franco.  

14 dage med filmoplevelser
Perlerækken af film- og kulturoplevelser fortsætter små to uger frem og byder i den grad på noget for enhver smag. Lørdag d. 13. april kan du få et auditivt sansebombardement, når det canadiske dj- og vj-ikon Ouananiche fremfører et remix af vinderfilmen fra PIX’10, den stilsikre gyser ’Amer’. Der er også mulighed for at nærstudere Tyskland og Italiens filmscener, når vi dedikerer en dag til dem hver – henholdsvis tirsdag d. 16. og fredag d. 19. april. 

Derudover byder PIX og Cinemateket på aktuelle samfunds- og filmdebatter, morgendagens store instruktørstjerner i serierne ’New Talent Grand Prix’ og ’Frontrunners’, besøg af instruktørerne Matías Piñeiro og George Sluizer, James Franco-temadag, cremen af danske filmtalenter fra New Danish Screen og Super 8, spot på Iran – og meget, meget mere.

Medlemstilbud
Cinematekets medlemmer får som noget særligt i år 20 procents rabat på køb af PIX-billetter (gælder kun ordinære visninger i Cinemateket). Derudover har medlemmer mulighed for at tage en ledsager gratis med til en række udvalgte PIX-visninger - se listen her.

Tid: 11.-24. april.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 33 74 34 12.