Dansens Dage – Cinemateket viser hotte dansefilm

Der danses overalt. I Sydafrika. I Skotland. På Island. I en af verdens mest radioaktivt forurenede byer, Chelyabinsk. I New York. Og nu også i Cinemateket. Vi viser et kortfilmsprogram med otte nye dansefilm og tre stærke danse-dokumentarer. Og får besøg af instruktørerne.

Tre stærke dansedokumentarfilm

Som en fejring af Dansens Dage viser Cinemateket tre imponerende danse-dokumentarer. I vidt forskellige miljøer oplever vi, hvordan dansen giver socialt udsatte livsappetit, selvrespekt og mulighed for overlevelse - i verdener, hvor kunstnerisk udfoldelse ikke er hverdagskost. Det er tre opløftende film om overlevelse på trods og glæden ved at leve gennem dansen.

Fredag den 30. april kl. 19.00 introducerer den danske instruktør Boris Bertam sin film 'Tankograd' (2009). Her følger vi et professionelt dansekompagni i en af verdens mest radioaktivt forurenede byer, Chelyabinsk. Om dagen lever danserne deres drømme ud gennem moderne dans. Om natten overlever de ved at forvandle sig til sexede go go-dansere på natklubben The Black Hole, der ejes af den russiske mafia.
Læs mere og bestil billetter.

Lørdag den 1. maj kl. 16.45 viser vi 'Mad Hot Ballroom' (2005). Grundskolerne fra New Yorks forstæder kæmper mod hinanden for at vinde det store dansemesterskab, som bliver afholdt på Manhattan. De ofte understimulerede 11-årige lærer på få uger at danse både rumba, tango, merengue, foxtrot og swing. Filmen sender børnene og publikum af sted med et stort smil og et håb for fremtiden.
Læs mere og bestil billetter.

Lørdag den 1. maj kl. 19.00 kan du se 'Rhythm Is It!' (2004) hvor 250 unge berlinere af 25 forskellige nationaliteter danser til Stravinskijs "Le Sacre du Printemps" i en nedlagt industrihal i Berlin. Resultatet af tre måneders hårdt slid under den karismatiske koreograf Royston Maldoom. Med akkompagnement af selveste Berliner Philharmonikerne under ledelse af dirigenten Sir Simon Rattle.
Læs mere og bestil billetter.

8 nye korte dansefilm

Den 29. april har vi desuden samlet en håndfuld af de bedste nye dansefilm i et varieret kortfilmsprogram, hvor du også har mulighed for at møde mange af de dygtige koreografer.

Den danske koreograf Jeannette Ginslov har boet i Sydafrika det meste af sit liv. I hendes stærke kortfilm 'Sanctum I + II' (2009) giver hun en sønderlemmende kritik af omskæring af kvinder. Solodanseren formidler indfølende de udsatte kvinder kamp og lidelser.

Anderledes udadvendt er Ginslovs 'CoNCrEte' (2009) og 'Karohano' (2008), hvor aggressioner og energi kommunikeres med overskud i henholdsvis en skotsk betonforstad og et bymiljø i Johannesburg. I 'Lifeforce 2+3' (2007) tager Lene Boel os med til et indtagende islandsk landskab og beskriver forholdet mellem natur, krop og teknologi.

Maia E. Sørensens 'Poem' (2007) er en duet mellem to kvinder, der beskriver deres forhold i det virkelige rum og i overført betydning. I 'The Forgotten Circus' (2008) blander Shelly Love fysisk teater, dans og cirkus i en surrealistisk verden med paralleler til Peter Greenaways univers.

Læs mere om de 8 nye korte dansefilm og bestil billetter.

Cellular/Celluloid


Dansen begrænser sig ikke kun til biografsalenes mørke. I publikumsområderne vises 4 ambitiøse dansefilm fra dansefilmproduktionen Cellular/Celluloid. – produktet af en workshop i Berlin. Et projekt, der er initieret af Freddy Tornberg (kamera) og Stuart Lynch (dans/koreografi) og gennemført i samarbejde med DOCK 11 i Berlin og Dansens hus i København.

Dansefilmene på skærmene er:
- 'Wall of Tears' af Tomomi Yamauchi
- 'Petite Cannibale' af Annika B. Lewis
- 'O Magnum Mysterium' af Jadi Carboni
- 'Sweet Dreams' af Francesca Romana Ciardi

Læs mere om Cellular/Celluloid.