Den sidste ægte film noir

ØNSKEFILM. Mange regner Allen Barons kompromisløse 'Morder til leje' som en af efterkrigstidens sidste ægte noir-fortællinger. Se filmen i juni sammen med elleve andre Ønskefilm, valgt af publikum. Der er bl.a. Banksy, Polanski, Coppola og Paradjanov på programmet.

Ønskefilm er publikums mulighed for at præge repertoiret på lærredet i Cinemateket. I juni måned byder vi sommeren velkommen med en spraglet buket af klassikere, kæledægger og glemte filmskatte valgt af publikum.

'Morder til leje' - den sidste ægte film noir

Allen Baron skrev, instruerede og spillede selv hovedrollen i den kompromisløse beretning om lejemorderen Frankie, der får til opgave at gøre en mafioso kold. Filmen er en hjørnesten i New Yorks uafhængige filmproduktion og står i dag som en af efterkrigstidens sidste ægte film noir-fortællinger. Foruden en mindeværdig åbningssekvens byder 'Morder til leje' (1961) på en narrativ fortællerstemme, der i du-form henvender sig direkte til filmens hovedperson.

Fredag den 1. juni kl. 21.30
Lørdag den 9. juni kl. 16.45
Torsdag den 21. juni kl. 16.30

Banksy - fra street art til big business

Verden vil bedrages. Den ældgamle sandhed får ny (varm) luft i den anarkistiske gadekunstner Banksys dokumentarfilm 'Exit Through the Gift Shop' (2010), som Information betegnede som "forbistret underholdende hjernevask i særklasse." Filmen fungerer dels som et dokument over Banksys mange opsigtsvækkende happenings rundt om i verden, dels som en meta-fortælling om en skør franskmand, Thierry Guetta, der forvandler street art til big business.

Onsdag den 6. juni kl. 16.45
Lørdag den 9. juni kl. 21.45
Onsdag den 20. juni kl. 21.15

The Color of Pomegranates - naturmystik og poesi i Sovcolor

Sergej Paradjanov bar naturmystikken og avantgarde-poesien ind i farvefilmens æra. Vi er i et tidløst Armenien, hvor granatæbler gløder om kap med kvindernes røde kinder. Ligesom forbilledet Aleksander Dovtjenko blev Paradjanov beskyldt for statsskadelig formalisme, og efter hovedværkerne 'Shadows of Forgotten Ancestors' og 'The Color of Pomegranates' (1968) blev han gjort tavs i hele ti år. Og han lavede aldrig siden en film, der var så smuk som denne - filmet i smægtende Sovcolor.

Lørdag den 2. juni kl. 19.15
Onsdag den 13. juni kl. 21.30

Polanski, Coppola og iransk Oscar-vinder

Desuden kan du opleve Roman Polanskis nye, stjernespækkede kammerspil 'Carnage'(2011), Sofia Coppolas stilsikre instruktørdebut 'The Virgin Suicides' (1999), den modige afdækning af politiske og seksuelle spørgsmål i 'Edderkoppekvindens kys' (1985) og det gribende og skamroste iranske drama 'Nader og Simin - en seperation' (2011), der er blevet belønnet med både Guldbjørn, Golden Globe og Oscar.

Læs mere om alle filmene og se spilletider.

Sidst men ikke mindst skal du huske, at du altid kan sende nye filmforslag pr. mail til oenskefilm@dfi.dk eller via Cinematekets Facebook-side.

Tid: Ønskefilm vises 1.-23. juni
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412