Den ungarske mesterinstruktør Béla Tarr besøger Cinemateket

I januar viser Cinemateket fem film af den ungarske auteur Béla Tarr. Han besøger Cinemateket og introducerer to af sine værker: 'Werckmeister Harmonies' den 15. januar og 'Satan's Tango 'den 16. januar.

I en verden hvor filmen bliver stadig mere global, og hvor den strømlines til at passe ind i et acceptabelt filmsprog med henblik på international lancering, er det befriende at støde på en instruktør, som har sin helt personlige stil og vision, og som er dybt rodfæstet i sin nationale kultur. Med udgangspunkt i en instinktiv forståelse af den ungarske mentalitet, skildrer Béla Tarr kampen mellem det gode og det onde, der ikke udkæmpes med store, ydre fagter, men er forbeholdt den enkeltes kamp med sig selv.

Béla Tarr introducerer to hovedværker

Béla Tarr besøger Cinemateket i den kommende weekend, hvor han introducerer to af sine film. Lørdag 15. januar kl. 18.45 gælder det hans internationale gennembrud 'Werckmeister Harmonies' og søndag den 16. januar kl. 14.00 byder den ungarske instruktør velkommen til sit 7 timer lange opus 'Satan’s Tango', som Thure Munkholm i Politiken kaldte "et af de vigtigste værker de sidste 30 år".

Realisme møder det magisk bizarre

I Tarrs film kolliderer det ultra-realistiske med det magiske og bizarre, og det usædvanlige trækkes ned på et hverdagsplan. Galskaben og det farlige ligger lige under overfladen og truer konstant med at bryde igennem. Mødet skaber en usædvanlig spænding og en helt egenartet stemning, som lægger op til allegorisk tolkning. Men her er Tarr meget klar: I interview efter interview understreger han, at kameraet ikke kan opfange andet end det, som konkret befinder sig foran linsen. Derfor vil han heller ikke høre tale om metaforiske fortolkninger af hans billeder, men det afholder selvfølgelig ikke tilskueren fra at fabulere videre og lade fantasien forlade billedrammen.

Tilda Swinton i Béla Tarr-film til marts

Der er mere Béla Tarr på plakaten til marts, hvor vi viser hans Guldpalme-nominerede 'The Man From London' (2007) med den britiske stjerneskuespillerinde Tilda Swinton på rollelisten. Et film noir'sk mysterium fuld af smukke observationer og egenartet stilistik.

Læs Thure Munkholms interview med Béla Tarr.

Der er få billetter tilbage til 'Werckmeister Harmonies' lørdag 15. januar og 'Satan’s Tango' søndag den 16. januar. Uafhentede billetter kan hentes i Cinematekets billetsalg på dagen.