'The Devil and Daniel Johnston' i Friday Late Night-biffen

Kuleskøre Daniel Johnston har udgivet mere end 20 album - og en hel del af dem på kassettebånd. Oplev den sære amerikaner i portrætfilmen ’The Devil and Daniel Johnston’ – en film, som er at finde på mange lister over de seneste ti års allerbedste musikdokumentarer. Friday Late Night med Happy Hour-bar i Cinemateket fredag den 25. januar fra kl. 20.00.

Daniel Johnston har indspillet musik med indierock-guruen Kramer og Butthole Surfers’ Paul Leary, sagt nej til en fed kontrakt med Elektra Records, fordi han ikke ville dele label med Metallica (som tydeligvis er besat af Satan), og han er hyldet og fortolket af koryfæer som Tom Waits, Beck, TV on the Radio, Eels, Bright Eyes, Sparklehorse, Mercury Rev og The Flaming Lips.

Foruroligende fortroligt portræt

Johnston er diagnosticeret maniodepressiv/skizofren og er mere end almindeligt bange for djævelen, som har ”kendt ham” hele livet.  Kom tæt på den sære kunstner, med den bizart skramlende, Beatles-inspirerede musik, i det medfølende, men også foruroligende fortroligt portræt, ’The Devil and Daniel Johnston’.

Happy hour-bar med skæve vinyler

Vi begynder aftenen med happy-hour bar og alternative vinyler på grammofonen klokken 20.00. ’The Devil and Daniel Johnston’ begynder kl. 21.30.

Tid: Fredag den 25. januar kl. 21.30 – med bar fra kl. 20.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 3374 3412