Donald Spoto-samlingen

Donal Spoto
Den amerikanske forfatter og teolog Donald Spoto – bedst kendt for sine biografier om Hollywoods største stjerner og instruktører – overdrog sin unikke og omfattende samling af arkivalier til Det Danske Filminstitut den 15. december 2010. Læs interview med Spoto og se billeder fra samlingen.

I 2007 tilbød Donald Spoto sit omfattende researchmateriale og en unik samling af filmstills til Det Danske Filminstitut, som han anser for et af de fineste arkiver i verden. Og den 15. december 2010 kl. 21.00 overdrog han det hele officielt.

Se optagelser fra overdragelsen her, hvor Donald Spoto også introducerer Hitchcock-klassikeren "Manden der vidste for meget".

Donald Spotos samling indeholder offentlige og private arkivalier – stillbilleder, breve, interviews, bøger, artikler, personlige dokumenter m.v. – om nogle af verdens største filmpersonligheder: Alfred Hitchcock, Preston Sturges, Laurence Olivier, Marlene Dietrich, Marilyn Monroe, Elizabeth Taylor, James Dean, Ingrid Bergman, Audrey Hepburn og Stanley Kramer. Alt sammen befinder sig nu i klimakontrollerede omgivelser og er efter en gennemgribende registrering og ompakning klar til brug for offentligheden.

Som optakt til den officielle overdragelse har vi scannet en række dokumenter og billeder fra samlingen, som kan ses her.

Interview med Donald Spoto

Madeleine Schlawitz, daglig leder af DFIs Billed- & Plakatarkiv, talt med Donald Spoto om samlingen, overdragelsen og hans arbejde med stjernerne.

Hvem skriver du dine biografier til? Har du nogen særlig målgruppe?

Mine bøger er ikke til eliten eller filmeksperter. De er til den almindelige læser, der ikke bliver afskrækket af et godt ordforråd og en vedkommende stil. De er til enhver mand eller kvinde som er fan af f.eks. Ingrid Bergman eller Marilyn Monroe, og gerne vil have mere viden om deres liv både professionelt og privat.

Af alle de stjerner du har skrevet om, hvem har været den mest fascinerende?

Det er jo som at spørge en far, hvilket af hans børn, han elsker mest, men stjernerne har været fascinerende på hver deres måde. Nogen af dem nærer jeg dog større kærlighed til end andre, eller de har i hvert fald vakt dybere engagement og forståelse. En biograf behøver jo ikke at kunne lide sit emne, men skal kunne forstå det. Jeg skriver jo ikke biografier for at dømme, men for at vurdere mit objekt. Var de mennesker, jeg skriver om, tro mod deres idealer, og engagerede de sig i verden? Man er som forfatter nødt til at begynde arbejdet fuldstændig fordomsfrit og med medfølelse. Disse filmstjerner har jo udført et arbejde, der både har varig betydning og relevans, men den mest misforståede var utvivlsomt Marilyn Monroe.

Og hvorfor? Jeg tror, at det er sket, fordi det er svært at finde frem til sandheden, og fordi folk meget hellere vil spekulere i og selv fabrikere en sandhed/historie, der bekræfter en forudfattet teori. Grunden til dette er, tror jeg, at når en person er død, kan du ikke fornærme dem. Jeg synes, at nutiden generelt er meget snæversynet. Folk ønsker ikke altid at tro noget godt om andre.

Hvordan vil du selv vurdere kvaliteten af din samling?

Jeg tror ikke jeg kan bedømme indholdet og kvaliteten af samlingen som sådan. Det ville være som at anmelde en af mine egne bøger. Det er en dom, jeg vil overlade til andre mennesker at fælde. Men jeg føler, at mit mål med disse biografier har været at skabe et andet indblik i personens liv, en anden vinkel på historien, om man vil. Mit mål er ligeledes at komme med friskt materiale og nye personoplysninger ud fra interviews, arkiver osv. Jeg føler, at det arbejde jeg udfører, har en værdi for den person, som bare vandrer ind på et bibliotek – f.eks. på DFI - og måske er nysgerrig eller måske selv skriver på en bog eller lignende, og som har behov for at finde ud af "Hvor var Marilyn Monroe på en bestemt dato?” eller ”Hvordan kombinerede hun sin karriere med et privatliv?” Her har mine bøger deres berettigelse.

Den velkendte blog "The Huffington Post" bad mig for nylig om at skrive en artikel om Joan Crawford, som er genstanden for min seneste bog. Om hvad jeg opdagede i min research, og hvad der var af nyt, særlig fordi der har været skrevet så meget om hende gennem årene. Titlen på det essay, jeg endte med at skrive, var - "Som forfatter af biografier er man forpligtet til at fortælle sandheden, også selv om det betyder, at man siger noget godt om nogen”, hvilket ikke altid er et populært synspunkt. Jeg har fået megen kritik og er blevet lagt for had for at forsvare dem, jeg beskriver i mine bøger. Jeg må op på min hvide ganger og ride til forsvar for visse afdøde mennesker, når de ikke kan forsvare sig selv. Her tænker jeg især på Marilyn Monroe, der er blevet så dårligt behandlet i pressen.

Tilsvarende, men dog ikke så dramatisk, kan man beskrive Joan Crawford. Da jeg researchede bogen om hende, var jeg glad for at finde ud af, at standardopfattelsen af hende som en uhyrlig alkoholiker og børnemishandler er det pure opspind. Hun var en bemærkelsesværdig kvinde, der begik fejl og indrømmede det. Der er rigtig mange gode ting at sige om hende, og jeg glæder mig over at sige noget positivt. Så det er en fantastisk oplevelse at kunne formidle disse pointer. Det er ikke bare et job. Hvorfor ellers affinde sig med de mere slidsomme aspekter af at skrive.

Hvorfor har du valgt at give din samling til os på DFI?

Når jeg sådan bliver spurgt direkte er svaret faktisk meget simpelt. Jeg mener, at Det Danske Filminstitut har en af de fineste samlinger af filmmaterialer til brug for akademikere og filminteresserede i hele verden. Selvfølgelig har Danmark jo også været så generøs at blive mit andet fædreland. Jeg flyttede hertil for år tilbage og opdagede den her fantastiske institution og tænkte: Hvad kunne være et bedre sted, hvad kunne være et bedre hjem for min samling? Så jeg blev meget begejstret, da jeg kontaktede DFI og opdagede, at den umiddelbare reaktion jeg fik var en hjertelig velkomst. Så af både personlige og faglige hensyn kan jeg ikke forestille mig et bedre sted for min samling end Det Danske Filminstitut i København.

Du omtaler i særlig grad de skandinaviske arkiver som meget professionelle. Hvordan vil du sammenligne os med andre arkiver rundt om i verden?

Jeg har arbejdet på Library of Congress, British Film Institute, NFT, Cinemateque Française og Cinecittà blandt adskillige andre, og der er ingen tvivl i mit sind om, at særlig DFI er et af de fineste arkiver i verden, og jeg siger dette med stor beundring. Jeg så f.eks. i dag, at den ugentlige strøm af anmeldelser kom ind i arkivet, blev scannet og bragt i anvendelse øjeblikkeligt, og jeg tror det er usædvanligt.

Der er heller ingen snobbet attitude på DFI. Ingen brugere behøver at overbevise nogen om noget. I er et meget tilgængeligt sted for filmforskere og filmentusiaster. Deriblandt mig selv, så det er faktisk ikke længere strengt nødvendigt for mig at rejse andre steder hen end til Københavns centrum.

Naturligvis har andre arkiver tilsvarende materialer. Men flere steder i verden er film meget politiserede, og jeg siger ikke dette med nogen stor fornøjelse. England og USA har altid haft denne både ambitiøse og tvetydige holdning til film. Vi elsker filmen, men synes ikke, man bør tage den rigtig alvorligt. Men jeg siger, at hvis det er så god underholdning, hvorfor så ikke bruge tid på det og finde ud af, hvorfor vi elsker filmen så højt?

Jeg synes ikke, at den holdning dominerer i Europa. Vi tager i biografen og ser film for, hvad de er. Her dømmer man ikke på samme måde. Holdningen er mere: Se filmen! Som tilskuer bestemmer selv, hvad de betyder for dig! Når man f.eks. ser på dansk film og tv fra 50'erne og 60'erne, får man en vidunderlig fornemmelse af den humor, der findes her. Der er en stor tradition for komedie her, en jordnær humor, som var der en demokratisk holdning indbygget i kulturen, der siger, at vi alle er mennesker på samme niveau.