Dylan ifølge Scorsese

IKON. En levende legende rammer lærredet, når Friday Late Night-biffen blænder op for Martin Scorseses mesterlige portræt af Bob Dylan. Oplev 'No Direction Home' fredag den 24. februar kl. 20.30, og varm op med happy hour-bar og roterende vinylskiver fra kl. 19.00.

Hele historien om fænomenet Dylan rulles ud i Martin Scorseses dokumentariske marathon-bedrift 'No Direction Home' fra 2005. Kom og vær med, når vi skåler weekenden i møde sammen med den prominente poet.

Prisbelønnet rock'n'roll-odyssé

Bob Dylan har været en af de mest ombejlede og omdiskuterede figurer på den amerikanske musikscene i løbet af de seneste 50 år. Har han været igennem et utal af faser, op- og nedture – musikalsk som eksistentielt. Men uanset hvordan man betragter ham, er han en kunstnerisk grundmur, der næppe nogensinde bliver væltet. 'No Direction Home' er af Rolling Stone Magazine blevet beskrevet som "den ultimative rock'n'roll-odyssé; den sande historie om, hvordan Bob Dylan transformerede sig selv og sangskrivning, som vi kender den, under det sociale oprør i 1960'ernes USA, de uendelige muligheders tid. En dybt fascinerende fortælling om et liv som ingen andre, mesterligt sat i scene af Scorsese." Filmen blev belønnet med en Grammy for Best Long Form Music Video i 2006.

Fra folkehelt til elektrisk Judas

Filmens omdrejningspunkt er et omfattende interview med ikonet selv, der åbenhjertigt beretter om sin opvækst og den kometkarriere, der kickstartede i New Yorks kunstnerkvarter, Greenwich Village, i tressernes spæde start. Derudover blander Scorsese gammelt arkivmateriale, koncertoptagelser og nyere interviews med bl.a. Joan Baez og Allen Ginsberg i beskrivelsen af Dylans turbulente rejse fra akustisk folkehelt til elektrisk rockpoet.

Happy hour-forbar

Grundet filmens fuldfede længde starter Friday Late Night tidligt denne gang, nemlig allerede kl. 19, hvor Asta Bar åbner for happy hour med liflige tunes på anlægget. Filmen kickstartes kl. 20.30. Der er pause midtvejs – hvor baren naturligvis også er åben.

Tid: Fredag den 24. februar kl. 20.30. Happy hour-bar fra kl. 19.00. 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412