’Enemy’ - Jake Gyllenhaal i femstjernet psykologisk gyser

MÅNEDENS FILM. Jake Gyllenhaal leverer varen i hypnotisk hjernevridende psykologisk thriller med referencer til en række filmhistoriske mesterstykker. Se den i Cinemateket 4.-14. juni.

”Kaos er orden, som endnu ikke er blevet tydet,” står der i starten af Denis Villeneuves psykologiske thriller ’Enemy’ med Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Citatet er fra José Saramagos bog ’ Den duplikerede mand’, som filmen er baseret på – men også en lille hentydning til de raffinerede hjernevridninger, som den elegante klaustrofobiske film sætter i gang.

’Enemy’ er lige dele dobbeltgængerdrama og neurotisk thriller, fyldt med paranoia og filosofiske spørgsmål. Et klæbrigt net, der holder sin betragter fanget og stritter med giftkrogen, når man mindst venter det. Men den er også et puslespil, der inviterer publikum til at lege med. Og alle brikkerne er der, forsikrer Villeneuve – og jep, der er edderkopper med på brættet.

Forestil dig Kafka møder Lynch møder Polanski møder Hitchcock, så er du nogenlunde tunet ind på Månedens Film i Cinemateket. ’Enemy’ vises 4.-14. juni.

Anmelderne skriver

★★★★★ ”Jake Gyllenhaal brillerer i hypnotisk hjernevrider af et dobbeltgænger-drama … et mesterligt mindfuck af den slags, der fungerer som thriller, fordi den fastholder publikum i en mareridtsagtig stemning af hengemt ubehagelighed” – Niels Jakob Kyhl Jørgensen, Ekko

★★★★★”skriver sig øjeblikkeligt ind i filmhistorien som én af de mest overrumplende WTF-oplevelser siden ’Blow-Up’ og ‘2001: A Space Odyssey’” – Sofie Lykke Stenstrop, Soundvenue

★★★★★ ”’Mulholland Drive’ eller ’Lost Highway’  … ’Enemy’ vækker mindelser om disse storkomplekse mesterstykker” – Jannie Dahl Astrup, Filmz

★★★★ ”Jake Gyllenhaal kan skifte mellem at være dystert truende og blød som en hundehvalp på et splitsekund” – Louise Kidde Sauntved, Berlingske

★★★★ ”Effektiv i mørket” Niels Harpøth, Ordet

★★★★ ”Utrolig cinematisk dragende ...  et showpiece for Gyllenhaal” – Signe Lilja, Nosferatu

Tid: 4.-14. juni 2015
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.