Filmkoncert i Tivoli



Pressemeddelelse - København den 25. juli
2001.
Tivolis
koncertsal og Cinemateket præsenterer i samarbejde en enestående
filmkoncert - 'Panserkrydseren Potemkin' af Sergej M. Eisenstein med
ledsagelse af Dimitrij Sjostakovitjs musik - torsdag den 2. august kl.
19:30 i Tivolis koncertsal.
Et af filmhistoriens
største mesterværker! Sergej M. Eisensteins film fra 1925 'Panserkrydseren
Potemkin' om matroseropstanden i Odessa i 1905, vises som filmkoncert i
Tivolis Koncertsal hvor Tivolis Symfoniorkester spiller Armin Brunners
sammensætning af brudstykker fra Dmitrij Sjostakovitj's 4., 11. og 14.
symfoni og stykker fra hans egen "Maschinenmusik", dirigeret af Matthew
Rowe.
Sergej Eisensteins film
'Panserkrydseren Potemkin' havde premiere i Moskva den 21. december 1925.
Filmen betragtes som ét af filmhistoriens væsentligste værker, både hvad
angår montageteknik og anvendelse af nærbillede. 'Panserkrydseren
Potemkin' indeholder en af filmhistoriens mest berømte scener, kendt som
Odessa-trappe-scenen, hvor opgøret på trappen primært skildres i
nærbilleder i en såkaldt attraktionsmontage. Filmen handler om
1905-opstanden i Odessa, og folkets solidaritet med de revolutionerende
marinegaster, hvor masserne skildres som filmenes kollektive
helt. Filmen er blevet hyldet som eksempel på en overbevisende
agitationsfilm, og blev forbudt i flere vestlige lande. I Det tredje Rige
blev den betragtet som et eksempel på en god
propagandafilm.
Det er
første gang 'Panserkrydseren Potemkin' vises i Tivolis Koncertsal.
Billetter til dette arrangement kan købes via Tivolis
Billetcenter, Vesterbrogade 3, eller bestilles på tlf. 33 15 10 12 eller
Billetnet tlf. 70 15 65 65.