Forpremiere - 'On the Path'

Tirsdag den 28. september kl. 19.15 viser Cinemateket en højaktuel film om Balkankrigens efterdønninger.

Et ungt par, Luna og Amar, lever et moderne liv i Sarajevo. Men da Amar får nyt job i et fundamentalistisk muslimsk lejrsamfund, ændres hans livssyn. Luna må tage deres forhold og drømmen om et barn op til fornyet overvejelse. Kan hun leve sammen med den ændrede Amar? ’On the Path’ er en højaktuel, velspillet og fængslende film.

Kvinden i det moderne Bosnien-Herzegovina


Jasmila Zbanic (født 1974) ,der har instrueret filmen, er uddannet filminstruktør i Sarajevo og har tidligere lavet både kort- og dokumentarfilm. Hun har desuden arbejdet som dukkefører og klovn. Hendes første spillefilm ’Esma’s Secret’ (’Grbavica’) vandt guldbjørnen i Berlin i 2006, og også den handlede om en kvinde i det moderne Bosnien Herzegovina. Zbanic interesserer sig specielt for karakterer, der fungerer fint i hverdagen, men som har sår på sjælen, der før eller siden kommer op til overfladen.

Filmen er en del af serien ’10 Kvinder i Instruktørstolen’. Vi har været kloden rundt i vores søgen efter de seneste tre års bedste film lavet af kvinder og har udvalgt ti værker med sikker sans for æstetik, dramaturgi og feminin indsigt.