Fra politisk hiphop til forførende tango

Velkommen, verdens rødder. I anledning af WOMEX – World Music Fair - er der både afrikansk hiphop, argentinsk tango og koncert med El Después.

Intens tango, politisk hiphop fra Senegal samt en tur i smeltediglen i South Bronx. Cinemateket præsenterer denne musikfilm-serie i anledning af WOMEX – World Music Fair, verdens største verdensmusik-event, der finder sted i København denne måned.

Afrikanske rødder

Fredag den 2. oktober er temaet 'afrikanske rødder'. I filmen ’African Underground: Democracy in Dakar’ ser man hvordan hiphop er blevet en væsentlig politisk udtryksform i Senegal.

I ’From Mambo to Hiphop’ gives et panoramisk blik ud over den musik, der blomstrede i latinerkvarterne i South Bronx fra de sene 40'ere, hvor mamboen bragede ind på New Yorks natklubscener, til hiphoppens fødsel i 1970'erne.

Desuden vises dokumentaren ’Princess of Africa’, hvor kulturelle forskelle ikke stopper en spansk danserindes drømme om afrikas glødende farver og rytmer. Drømme og virkelighed kolliderer i denne dokumentar, der eksperimenterer med smukke animationssekvenser.

Tangoens Buenos Aires

Lørdag den 3. oktober kaster vi os ud i den argentinske tango. Med sine smukke bygninger og passionerede indbyggere spiller Buenos Aires hovedrollen i dokumentaren ’A Different Way: Tango with Rodolfo Mederos’, som følger Rodolfo Mederos’ vej fra fattighus til at være en ledende autoritet på den traditionelle tango-harmonika - bandoneon.

’Enrique y Judita’ er historien om et intenst kærlighedsforhold indhyllet i tangoens dynamiske flammer. Judita og Enrique er blandt de bedste tangodansere i verden, og filmen skildrer deres hudløse parløb.

Serien rundes af med et brag af en milonga-fest – tangokoncert og dans – med et af Europas bedste tango-orkestre, El Después (F) i restaurant SULT.

Arrangementet er blevet til i samarbejde med Around og er støttet af Statens Kunstfond. Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.