The Green Prince - Hamas-lederens søn, der blev spion

MÅNEDENS DOKUMENTAR. Den nervepirrende spion-thriller om Hamas-lederens søn, der blev spion for Israel har premiere i dag torsdag den 26. februar. En utrolig, men sand historie fortalt bl.a. af hovedpersonen selv – se Månedens Dokumentar i Cinemateket frem til den 6. marts.

Palæstinenseren Mosab Hassan Yousef vokser op i Ramallah som ældste søn af en fremtrædende Hamas-leder. Det ligger i kortene, at han skal følge i sin fars fodspor. Men i forbindelse med en våbensmugling bliver han som 17-årig fængslet og ender i forhør hos den israelske efterretningstjeneste, Shin Bet.

Mosab bliver i fængslet vidende om Hamas’ brutale metoder, og han tvivler på bevægelsens stigende brug af selvmordsbombere med civile som mål. Han er åben for forandring, og det lykkes en israelsk officer at vinde hans tillid og hverve ham som spion. 'The Green Prince' viser en menneskeskæbne så usandsynlig, at man konstant glemmer, at den ikke er opdigtet.

Se den nervepirrende dramadokumentar i Cinemateket 26. februar-6. marts.

Anmelderne skriver

★★★★★★ ”The Green Prince vil gribe dig hårdt om struben og føre dig ind i en rystende og ukendt undercover-verden” - Astrid Maan Thomsen, Cinema Online

★★★★ ”Mellem selvmordsbombere og missilangreb udspiller der sig en spionage-fortælling, der er så langt ude, at selv forfatterne på tv-serien "Homeland" ville have tøvet med at sætte den på skrift” - Lasse Martin Jørgensen, FILMZ

♥♥♥♥ ”Usædvanlig og spændende” – Dorte Hygum Sørensen, Politiken 

"Højeffektiv blanding af spion-thriller-greb med masser af fingerede overvågningsbilleder og lån fra tidens nyhedsoptagelser" - Ralf Christensen, Information 

'The green Prince' er baseret på den selvbiografiske bestseller 'Son of Hamas' og produceret af den Oscar-vindende producer Simon Chinn, der stod bag 'Searching For Sugar Man' og 'Man On Wire'. Filmen vandt publikumsprisen på Sundance-festivalen i 2014 og har siden fået publikum til at sidde på kanten af stolen på filmfestivaler verden over. Cinemateket præsenterer filmen i samarbejde med Copenhagen Jewish Film Festival.

Tid: 26. februar-6. marts 2015
Sted:
Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.