Hjemme-Cinematekets filmanbefalinger

 

SPEJLET

Vidste du, at der ligger snesevis af fantastiske russiske/sovjetiske klassikere med undertekster på YouTube – lovligt lagt ud til alles nydelse? En af dem er Andrej Tarkovskys mesterlige 'Spejlet'.
Hovedpersonen – Tarkovskys alter ego – befinder sig i en krise. Han tænker tilbage på sin barndom under Stalins styre, mens han prøver at få styr på sit liv. 
Filmen udspiller sig i et uroligt brændpunkt mellem tavshed, frygt, smerte og svigt – og er et portræt af fravær af glæde, fravær af tro og fravær af håb. Instruktøren fortæller sin historie i frie associative forløb, i drømmesekvenser, kameraet er så at sige placeret i hovedpersonens underbevidsthed.

En barsk film i en tid, hvor vi mest trænger til opmuntring, tænker nogen måske? Måske. Der er mange andre muligheder, og vi kommer til at spænde vidt i vores anbefalinger herfra. Man kunne også sige, at vi i historien har oplevet mange nedture - og er kommet lidt mere oplyste ud på den anden side. Og dummere bliver man i hvert fald ikke af at se Tarkovsky, sovjetisk films store undersøger af natur, tro, mystik, det at være menneske. Tarkovsky udtalte selv om filmen, at den er rent selvbiografisk; at alle situationer i filmen er baseret på kendsgerninger, selv drømmesekvenserne. 

Se filmen - med engelske undertekster som et muligt tilvalg - lige HER

 

WEST SIDE STORY

Helt ærligt, vi har brug for at blive underholdt i disse tider og få tankerne flyttet til en anden tid og et andet sted. Fx tilbage til dengang i 1961, da instruktøren Robert Wise tog musical-kongerne Leonard Bernstein, Jerome Robbins og en ung Stephen Sondheim under armen og satte sig for at filmatisere årtiers største Broadway-succes – det skabte et VIST forventningspres.

Men resultatet er en gennemmusikalsk og gribende film, man kan vende tilbage til igen og igen og aldrig blive færdig med; en Romeo og Julie-fortælling opdateret til et klasse- og raceopdelt New York, hvor Jets-fyren Tony forelsker sig i den puertoricanske Maria fra den konkurrerende bande Sharks, tilsat forrygende dansescener, tidløse følelser og et elegant opbygget klimaks. 

Dans og syng bare med hjemme i stuerne – og indtag altaner og vinduer, hvis I bliver inspireret til at dele!

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.
 

Waltz with Bashir

WALTZ WITH BASHIR

I ’Waltz With Bashir’ bruger israelske Ari Folman animationsgenren til at skildre det, der er for tungt at se i øjnene. I sin skildring af en mands erindringer om massakren i Sabra og Shatila i Israel i 1984
skildrer Folman traumet på en måde, der udviser kunstnerisk mod og opfindsomhed samtidig med, at grebet gør det muligt at komme tæt på traumet uden den brutalitet, de virkelige billeder ville medbringe. En æstetisk og følelsesmæssigt vild og overrumplende filmoplevelse.  

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

VÅBENSMUGLINGEN

I luftrummet over Indien i december 1995 bliver fire tons våben kastet ned ud fra et fragtfly. Danske Niels Holck har arrangeret våbensmuglingen, som går galt. Holck går fri, men i 2010 omstøder en ny justitsminister den dom, og pludselig svæver Holck mellem sit frie liv i Danmark og en fængsling i Indien. Andreas Koefoed har med med ’Våbensmuglingen’ skabt en dokumentarfilm, der er så spændende som en spionthriller. Tobias Lindholm (’Kapringen’) har skrevet manuskriptet sammen med Koefoed, og Manuel Alberto Claro står bag kameraet. 

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

ALLETIDERS KVINDER 

Hvordan bliver man en rigtig mand uden en manderollemodel i familien? Det er ikke noget problem, når man er omgivet af seje kvinder. Mike Mills’ charmerende og dybsindige film om en ualmindelig familie slutningen af 1970’erne sætter tanker i gang og er lige så aktuel som den er universel. 

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

Burning

BURNING

I januar-februar 2019 havde Cinemateket et stort fokus på Haruki Murakami-filmatiseringer. Fik du ikke set den bedste af dem alle, nemlig sydkoreanske Lee Chang-dongs mesterlige suspense-trekants-thrillerdrama 'Burning' (2018). En sugende forførende film, der er absolut sin egen!

Det er et fascinerende, ildevarslende og slutteligt chokerende indblik i sindet på en ung mand, der kommer på sporet af en mulig forbrydelse. Jong-soo er i egen optik forfatter, men ikke den mest dynamiske slags. Foran et storcenter møder han barndomsveninden Hae-mi, og langsomt bliver de en slags kærester.  Det bliver et trekantsdrama, da Hae-mis tilbagelænede ven, playboy’en Ben, bliver et fælles omdrejningspunkt. Men Hae-mi forsvinder en dag sporløst. Står Ben bag? Hvor kommer hans penge fra? Og hvor er Hae-mi? 

Det hele er sanset og spillet realistisk og sensitivt, og filmen var en af 2018’s bedst anmeldte film. Et moderne mesterværk, som fik seks stjerner i både Jyllands-Posten og Soundvenue. 

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

JEANNE DIELMAN

Chantal Akerman var kun 24, da hun i 1975 instruerede 'Jeanne Dielman, 23, quai du Commerce, 1080 Bruxelles' Filmen, der på temmelig udtømmende vis skildrer en midaldrende enkes dagligdag, blev med det samme beskrevet som et feministisk hovedværk. Fik man den ikke set, da Vester Vov Vov, Gloria og Valby Kino viste den i anledning af kvindernes internationale kampdag i 2020, har man nu muligheden på Filmstriben. Men sluk telefonen, for den varer næsten fire timer og kræver din fulde opmærksomhed.

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

PASOLINI

På Filmstriben kan man også finde 'Pasolini' (2014), Abel Ferraras utraditionelle hyldest til forfatteren og filmskaberen Pier Paolo Pasolini, der blev dræbt på stranden ved Ostia nær Rom den 2. november 1975. Filmen skildrer Pasolinis sidste dag, men er også et rørende blik på manden selv  ̶  som kunstner og som menneske. Er man ukendt med Ferrara, Pasolini eller dem begge to er denne film et godt sted at begynde.

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

Fish tank

FISH TANK

Teenageren Mia forsøger, på sin egen rebelske måde, at undslippe sit alt andet end hjertevarme hjem – med en infam lillesøster og en mor, der drikker. 
Morens nyeste romance (en blændende Michael Fassbender) sætter skik på den dysfunktionelle familie og bliver for en stund et lyspunkt i et gråt beton-liv. Michael Fassbender tegner et fremragende portræt af en mystisk mand, som både er sympatisk og suspekt og skaber endnu mere forvirring i Mias turbulente indre. I et poetisk øjeblik i det ellers ret hårdkogte miljø bærer Fassbender Mia på ryggen, og tiden står fuldstændig stille, og Mia ønsker, at lige det øjeblik kunne fastfryses. Det samme gør vi. 
Den visuelt begavede instruktør Andrea Arnold fornyr på forførende vis den britiske realisme i det sansemættede og sexede drama ’Fish Tank’; uden forsonende elementer, men med en forløsende ærlighed. 

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

GIRL

Fremragende debut af belgieren Lukas Dhont om en pige født i en drengs krop, hvis største ønske er at blive ballerina. Utrolig følsom præstation af balletdrengen Victor Polster, der yderst troværdigt formidler den smerte den transkønnede går igennem til trods for en støttende forælder, der bakker op om ønsket om kønsskifteoperation. 

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

Þrestir (SPARROWS), Rúnar Rúnarsson, 2016

Rúnar Rúnarsson udbygger her sin kortfilmsperle 'Småfugle' (2008) og serverer den krystalliske menneskelige skrøbelighed i spillefilmsformat. "Þrestir" (eller "Sparrows" som er filmens internationale titel) er i al sin komplekse enkelhed en smertelig - og mesterlig - film. 

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

10 TIMER TIL PARADIS

Mads Matthiesen udbygger her sin raffinerede Super16-kortfilm 'Dennis' (2007) og former en spillefilm der er helt sin egen; fuld af mod og indsigt i livets mere skæve vinkler. '10 timer til Paradis' er en uskyldsren og smuk historie. Et infantilt oprør pakket nænsomt i en forkvaklet voksenverdens subkultur i ønsket om opmærksomhed.

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN.

 

Clash

CLASH 

Mohammed Diabs højspændte drama 'Clash' var åbningsfilm på Cannes-festivalen og også i Cinemateket under Arabian Nights 2017.

Det er et svedigt og intenst drama, der udspiller sig i et politi-salatfad under 2013-demonstrationerne i Cairo, to år efter Det Arabiske Forår. I Egypten hersker der endnu på dette tidspunkt stor politisk uro, og masseprotester fører til et utal af anholdelser af unge egyptere.
Blandt de arresterede i filmen finder vi både en amerikansk-egyptisk journalist, en hjemløs med et våben gemt i munden, en fotograf, sekulære borgere (herunder kvinder og børn) og medlemmer af Det Muslimske Broderskab. 

Det er en sprængfarlig cocktail – og bliver det endnu mere, efterhånden som et par soldater, der af medfølelse trodser forbuddet mod at hjælpe de tørstende og tissetrængende fanger, bliver kylet ind i salatfadet. 

SE FILMEN HER PÅ FILMSTRIBEN. 

 


PIP OG PAPEGØJE

Før ’Julefeber’ var der mirakler og papegøjer! Fulgte du med i ’Julefeber’ på DR? Instruktøren Natasha Arthy og skuespilleren Peter Frödin har flere gange tidligere skabt mageløse film sammen med børneskuespillere – og nogle af filmene kan opleves på DR TV. 

I lighed med ’Julefeber’ skriver de fleste af Natasha Arthys film sig ind i den danske tradition for magisk realisme i børnehøjde, som vi kender fra film som ’Gummi-Tarzan’, ’Hannibal og Jerry’ og ’En som Hodder’. Her får den grå hverdag pludselig en ny dimension, når man skal forholde sig til blinde féer, rockstjerne-lignende engle eller bare det faktum, at man måske er en nisse.

’Pip og Papegøje’ er til yngre børn, der vil sætte pris på hyggen og det sjove ved at genkende Peter Frödin i næsten alle rollerne. Tobias på 6 år er helt vild med fugle og ønsker sig en papegøje, men hans mor vil ikke have det griseri i lejligheden. Tobias redder en spurv, som sidder fast i et buskads. Spurven viser sig at være den blinde fe, der som tak vil opfylde et ønske for Tobias. Vil han nu få den papegøje, han ønsker sig?

SE FILMEN PÅ DR.DK