Inderne indtager CPH:DOX ... sammen med svenskerne

CPH:DOX bugner med dokumentarfilm fra eksotiske steder. I år har festivalen særligt fokus på indisk dokumentarfilm. Men der er også en anden nation, der gør sig bemærket - Sverige! De svenske bidrag er ikke samlet under én overskrift, men det er tydeligt, at dokumentar-talentmassen "hinsidan" er stor.

India:Unreal – et nedslag i den uafhængige indiske filmscene, lige nu

Verdens største demokrati er også verdens største filmland. Dét satte Cinematketet - i samarbejde med CPH:PIX - fokus på med filmserien Indian Indies i august og september, og viste den største samlede præsentation af ny indisk film i Danmark nogensinde.

Ikke desto mindre er det stadig kun få film, der tager stilling til virkeligheden i det 21. århundredes Indien. Men i de senere år har den eksperimenterende, kritiske og politisk aktive dokumentarfilm markeret sig som et vitalt alternativ.

Både instruktører og publikum er begyndt at tage dokumentarfilmen alvorligt som en kunstnerisk genre i sin egen ret. Politiske, religiøse og seksuelle tabuer får modspil og traditionel "indisk" æstetik bliver bearbejdet på nye måder. CPH:DOXs India:Unreal-program er et nedslag i den uafhængige indiske filmscene, lige nu. Oplev en række af programmets centrale film i Cinemateket.

Filmvisninger - og spisninger

India:Unreal-programmet  er godt nyt for alle med appetit på indisk film - og appetit i det hele taget. Ved udvalgte filmvisninger vil CPH:DOX nemlig, i samarbejde med lokale, indiske madeksperter, servere snacks, lette anretninger og drikkevarer fra det mangfoldige indiske køkken. Mød op til visningerne af 'Vertical City' den 5. novenber kl. 16.30 og 'The Sound of Old Rooms' den 8. november kl. 19.15 og få sat ekstra krydderi på den filmiske oplevelse.

'Vertical City' er et koncentreret og velartikuleret indlæg i en globalt aktuel debat, hvis mulige løsninger ikke blot er politiske, men også baseret på teknologi og ny viden. Filmen forholder sig bl.a. til problemet om adskillelsen af rige og fattige i urban udvikling. Culture|Futures Club vil uddybe, hvorfor dette er et problem og hvordan man kan udvikle strategier for inkluderende og bæredygtig udvikling.

I 'The Sound of Old Rooms' har instruktøren filmet sin ven, den unge poet Sarthak, gennem tyve år og fulgt hans stadigt hårdere kamp imod voksenlivets kompromiser. Sarthak bor med sin mor, sit barn og sin stædige og yderst belæste kæreste i en lillebitte labyrintisk lejlighed, hvor hidsige debatter om Derridas litteraturteori fylder de gamle rum med nye lyde - og hvor venskaber, poesi og friheden til at skabe fylder dagene ud imens årene går.

Ligefrem og dramatisk trekants-drama om at være ”imellem køn” i Indien - mød instruktøren

Tirsdag den 6. november kl. 21.30 er der danmarkspremiere på filmen 'In-Between Days', der handler om Bubai og Chiranjit – to 16-årige, transkønnede barndomsvenner fra et fattigt kvarter i Kolkata – som på opfordring af ældre medlemmer af lokalsamfundet begynder at tage penge for sex allerede som helt unge teenagere. Se filmen, der starter som en objektivt distanceret dokumentar, men undervejs udvikler sig til et dramatisk trekantsdrama, og mød instruktøren Sankhajit Biswas til visningerne i Cinemateket.

To originale, índiske meta-dokumentarfilm på én dag 

Film bliver tænkt, lavet og set på radikalt andre måder i Indien - I hvert fald når man vover sig om bag Bollywood-kulisserne. Fredag den 9. november kl. 21.30 viser vi 'Fried Fish, Chicken Soup and a Premiere Show', der appellerer til filminteresserede med nysgerrigheden i behold.

En familie spiller den kollektive hovedrolle i Mamta Murthys originale dokumentar: Manden i huset instruerer, imens konen både er producer og kok. Men bag familiens produktion af kulørte melodramaer på lavbudget lurer virkeligheden på flere måder. At lave film er nemlig per definition en politisk handling, når man lever i det officielle 'udkants-Indien', hvor dét at høre den lokale dialekt på film er et relativt nyt fænomen.

Mamta Murthys film er på én gang et stykke filmhistorie 'in the making', og et dybt informativt og højst aktuelt bud på, hvordan politik og populærkultur rent faktisk hænger sammen - når man altså blot drister sig til at se ud over Vesten. Filmen vises sammen med 'I am Micro', der er en blændende smuk elegi over filmmediets forsvinden i en digital tid.

Boom af progressive, svenske værker

Årets program har en høj koncentration af film, som er lavet af vores tætteste naboer - svenskerne. Filmene er vidt forskellige, men bærer alle præg af en lyst til at udvide dokumentarfilmens rammer, og de eksperimenterer alle med nye fortælleformer, der rykker ved grænsen mellem fakta og fiktion.

CPH:DOXs programlægger Mads Mikkelsen anbefaler Måns Månssons film 'Roland Hassel', som vises fredag den 9. november kl. 21.45. Filmen er en tragikomisk rekonstruktion af en af nyere tids største mordgåder - nemlig mordet på Olof Palme.

Ved at introducere en "virkelig", men fiktiv (!) karakter kendt fra tv (Roland Hassel er en slags Martin Beck) i sin rekonstruktion af et virkeligt drab, bliver filmen i lige så høj grad en refleksion over dokumentarismens metoder og begrænsninger. 'Roland Hassel' er både et seriøst og meget morsomt bud på en refleksiv, historisk dokumentarisme fra en af svensk films største, unge talenter.

Festivaldirektør Tine Fischer anbefaler filmen 'She’s Staging it', der er instrueret af den svenske feminist, filmmager og billedkunstner Fia-Stinna Sandlund. I filmen mødes tre unge skuespillerinder et sted i USA for at genopføre Strindbergs tragiske klassiker "Frøken Julie". Og de har en mission: at forhindre hovedpersonen i at begå selvmord.

Men er patriarkatet anno 2012 stadig for massivt til at redde frøken Julie? 'She’s Staging it' udforsker kvinderoller i en performativ dissekering af normer og grænser, hvor identitet aldrig er et entydigt begreb. At Strindberg var radikal feminist kan måske diskuteres, men at han stadig er relevant og kontroversiel er hævet over en hver debat. Filmen vises lørdag den 10. november kl. 21.15 i Cinemateket.

Hold desuden øje med…

Hvis du er interesseret i at se, hvad der rør sig i svensk dokumentarfilm skal du også se:

’Future My Love’ vises sammen med filmen ‘Beyond that Wasteland’, der handler om popdronningen Jenny Wilson, ’The Weather War' og ’She Male Snails’

Deltag desuden i Master Class m. instruktørerne bag den animerede dokumentar ’Sharaf' 

Tid: 1.-11. november
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412 (Cinemateket), online (CPH:DOX)