Jan Troell besøger Cinemateket


Man kan ikke kalde det et comeback, for han har aldrig været borte. Tirsdag d. 11. november kl. 19.00 vil den svenske instruktør Jan Troell gæste Cinemateket og fortælle om sine film - og introducere egne kortfilm om bl.a. 9/11 og kærlighedslivet hos insekter!

Inden interviewet med Troell viser vi Thomas Danielssons helt nye film 'Troells troldspejl' (2008), der giver et fint indblik i instruktørens samlede værk. Samtidig viser filmen klipperen, fotografen og instruktøren Troell i hans vante omgivelser. Aftenen sluttes af kl. 21.30 med Troells seneste epos, 'Maria Larssons evige øjeblik' (2008). Filmen introduceres af Agneta Ulfsäter-Troell, der står bag bogen om den historiske Maria Larsson - og som er gift med Jan Troell. Bl.a. vil hun vise de fotos, som ligger til grund for filmens historier.

Mere Troell i november
I resten af november viser vi et udvalg af Jan Troells tidligere værker. Nuancerede, på én gang lyriske og provokerende film, der zoomer ind på trængslerne ved at blive tilpasset borger i et normalitetshungrende Sverige. Eller på trængslerne ved at nægte det! I 'Den umulige drøm' er det f.eks. en uansvarlig 1800-tals-fantast (Max von Sydow), der tager to godtroende forskere som gidsler i forsøget på at gennemføre en ballonfærd til Nordpolen. I den kontroversielle 'Kaptajnen og hans kvinde' følger vi den unge pige Minna (spillet af Maria Heiskanen, også aktuel i rollen som Maria Larsson), der sammen med en lidt ældre anarkist ender med at have tre menneskeliv på samvittigheden, uden at Troell udtrykker tydelig foragt for dem - heller ikke selv om filmen var baseret på virkelige hændelser kun tre år forinden.
Se også Troells 'Ole Dole Doff', som fik Berlin-festivalens Guldbjørn i skelsåret 1968. Per Oscarsson spiller en lærer på kanten af et nervøst sammenbrud, og filmen blev optaget på den skole i Malmø, hvor Troell selv havde været underviser.Her kan du læse mere om Jan Troell i Cinemateket.Der er få billetter tilbage til visningerne den 11. november. Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.