'Katyn' - ny film af Andrzej Wajda, Polens filmiske historieskriver


Andrzej Wajda har gennem sin lange karriere fulgt Polens udvikling fra besættelsestiden til Jerntæppets fald. Fredag den 9. januar kl. 19.15 har Cinemateket forpremiere på den polske veteran-instruktørs seneste film, det smertelige autentiske krigsdrama 'Katyn' (2007).

'Katyn'
I en række af sine film leverer Andrzej Wajda andre versioner af historiske begivenheder end dem, det kommunistiske styre i Polen sanktionerede. Et af regimets største bedrag var mørklægningen af Den Røde Hærs massakre på næsten 15.000 polske officerer i Katyn-skovene i foråret 1940. En af de myrdede officerer var Wajdas far. Sovjetunionen gav efter krigen nazisterne skylden for massakren, hvilket blev den officielle linje i det kommunistiske Polen, selv om tusindvis af polakker kendte sandheden. Wajda sammenvæver en række historier om ofrene og deres familier til en storslået og gribende filmfortælling.

Wajda-serie i Cinemateket i januar
Andrzej Wajdas film, der tæller kanoniserede prisbelønnede værker som 'Aske og diamanter' (1958), 'Marmormanden' (1976) og 'Jernmanden' (1981), er punktnedslag i Polens dramatiske historie. Han er om nogen sit lands filmiske historieskriver. I perioden 9.-31. januar viser Cinemateket 10 af Wajdas allerbedste film, herunder de nævnte.

Her kan du læse mere om serien Andrzej Wajda.Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.